Gå til sidens indhold

Statistisk behandling

Kontaktinfo

Konjunkturstatistik, Erhvervsstatistik
Lina Pedersen
39 17 36 75

fiks@dst.dk

Hent som PDF

Firmaernes køb og salg

Data til firmaernes køb og salg indhentes løbende fra Skattestyrelsens momsregistre og suppleres med baggrundsoplysninger fra Det Centrale Virksomhedsregister (CVR). Manglende indberetninger udfyldes med estimerede værdier. I forbindelse med offentliggørelse aggregeres køb og salg i henhold til Dansk Branchekode 2007 (DB07). Alt køb og salg henregnes til firmaets hovedbranche. Det betyder, at et firmas køb og salg inden for firmaets bibranche eller andre brancher bliver regnet med under firmaets hovedbranche.

Kilder

Statistikken er baseret på Skattestyrelsens momsregistre som indeholder momsregistrerede firmaers månedlige, kvartalsvise eller halvårlige indberetninger i forbindelse med momsbetalingen. Disse data suppleres med baggrundsoplysninger fra Det Centrale Virksomhedsregister (CVR).

Indsamlingshyppighed

Data der ligger til grund for statistikken er fra firmaernes angivelse af, hvor meget firmaet forventer at skulle betale i moms. Disse data leverer Skattestyrelsen hver måned til Danmarks Statistik.

Der er forskel på hvor tit firmaerne skal angive moms til Skattestyrelsen. Det er firmaets årlige salg i alt, der afgør, hvor tit et firma skal angive moms til Skattestyrelsen.

Hvis det årlige salg ialt ekskl. moms overstiger 50 mio. kr. skal der indberettes månedligt, hvis det ligger mellem 5 og 50 mio. kr. skal der indberettes kvartalsvist og hvis det er under 5 mio. kr. skal der indberettes halvårligt.

I forbindelse med COVID-19 er fristerne for momsangivelse blevet udsat. Se mere om dette på Skattestyrelsens hjemmeside

Indsamlingsmetode

Data indsamles direkte fra Skattestyrelsens momsregistre.

Datavalidering

De indsamlede data fejlsøges både på de enkelte firmaer og på brancher. Fejlsøgning sker ved sammenligning med sidste måneds indberetning og indberetning samme måned sidste år, og der tages evt. kontakt til firmaet, hvis der er sket store udsving.

Databehandling

Momsangivelserne til Skattestyrelsen registreres på SE-numre.

Det samlede salg beregnes som angivet momsbeløb x 4. Det samlede salg bruges som estimat for firmaernes omsætning. Værdien af det samlede salg bliver akkumuleret på CVR-numre og der foretages en fordeling af salget mellem de firmaer, der er fælles om at angive moms. Salget bliver fordelt efter fordelingen af beskæftigede i den gruppe af firmaer, som firmaet deltager i.

Momsangivelser, der ved offentliggørelsesdatoen ikke er modtaget af Danmarks Statistik estimeres (imputeres). Det er typisk, hvis firmaet endnu ikke har haft frist for momsangivelse, fordi firmaet angiver moms kvartalsmæsigt eller halvårligt.

Imputerede beløb baserer sig normalt på gennemsnittet af nuværende og de sidste 2 års vækstrater fra sidste til aktuelle måned i den 19-standardgruppe, firmaet tilhører, samt på firmaets momsangivelse for sidste måned. Firmaets seneste momsangivelse ganges med branchegruppens stigningsrate. Firmaer, hvis seneste momsangivelse var negativ, imputeres med værdien 0 kr. for at undgå store negative værdier. For firmaer der angiver moms kvartals/halvårsligt imputeres en manglende måned ved først at imputere hele kvartalet/halvåret og dernæst fordele ud på måneder. Kvartal/halvår imputeres også på basis af seneste momsangivelse samt gennemsnittet af nuværende og de sidste 2 års vækstrater fra sidste til aktuelle kvartal/halvår. Fordelingen af en kvartals/halvårs-angivelse ud på måneder sker efter en fordelingsnøgle baseret på månedsangivelsernes fordeling på månederne i pågældende periode. Her antager vi, at kvartals/halvårsindberetningers fordeling er den samme som for firmaer, der angiver moms månedligt.

Fordelingen af kvartals- og halvårsangivelserne ud på måneder er baseret på månedsangivelserne i pågældende firmas 127-standardgruppe og dermed ikke på 19-standardgruppen som imputeringerne. Fordelingen af kvartals- og halvårsangivelserne bagud i tid, dvs. når Danmarks Statistik har modtaget indberetningen, følger fordelingen for 127-standardgruppens månedsindberetninger pågældende kvartal/halvår. For fordeling frem i tid udregnes for hver 127-standardgruppe en fordelingsnøgle baseret på forholdet mellem aktuel måned og sidste måned i foregående kvartal/halvår fra månedsindberetterne. Fx er fordelingsnøglen for kvartalsindberetninger i oktober i en given 127-standardgruppe: (månedsindberetternes samlede salgsmoms oktober) /(månedsindberetternes samlede salgsmoms september). Dette forhold ganges med hvert kvartalsafregnende firmas salg for september for at få firmaets imputerede salg for oktober.

I de tilfælde, hvor et firma ikke har indberettet 2 måneder i træk, bygger den nyeste imputering på den foregående imputering. For alle indberetningstyper gælder det, at Firmaernes køb og salg højst imputerer 2 måneder/kvartaler/halvår bagud i tid. Herefter sættes indberetningen til 0 kr.

Efterangivelser, i.e. rettelser som firmaer har foretaget for tidligere perioder fordeles på de relevante måneder. I forbindelse med offentliggørelse aggregeres data til de officielle branchegrupper og salget i 19-standardgruppen sæsonkorrigeres.

I forbindelse med COVID-19 har firmaerne fået udsættelse på både momsangivelse og -betaling. Mange firmaer har dog alligevel valgt at benytte muligheden for at angive moms til den ordinære frist. For marts 2020 er firmaernes samlede salg beregnet således, at 70 pct. af salget bygger på den angivne moms, og 30 pct. er estimeret. I tilsvarende opgørelse i 2019 blev 85 pct. af salget beregnet på baggrund af angivet moms, og 15 pct. var estimeret. De resterende 30 pct. af det samlede salg for marts 2020 sker primært i mellemstore virksomheder, der angiver moms kvartalsmæssigt, og i små virksomheder, der angiver moms hvalårligt. Momsangivelserne fra disse firmaer er først tilgængelige om nogle måneder.

For de firmaer, hvor der endnu ikke foreligger momsangivelser, beregnes normalt en værdi, der er baseret på historiske momsangivelser. Pga. COVID-19 restriktionerne er udviklingen sandsynligvis ikke sammenlignelig med tidligere perioder. Med et mindre datagrundlag er beregningen af samlet salg derfor ekstraordinært suppleret med indikatorer for den faktiske udvikling fra andre statistikområder, herunder allerede offentliggjorte tal for detailhandlens omsætning, industriens produktion og omsætning samt nye eksperimentelle datakilder som fx virksomhedernes forbrug af elektricitet.

Korrektion

Der laves ikke korrektioner af data ud over hvad der allerede er beskrevet under datavalidering og databehandling.

Der sæsonkorrigeres for 1) den udvidede 10-gruppering og for 2) 19-grupperingen. 1) den udvidede 10-gruppering består af: TOT Erhverv i alt I alt eksklusiv energi (B, D og E) 1 Landbrug, skovbrug og fiskeri 2 Industri, råstofindvinding og forsyningsvirksomhed B Råstofindvinding C Industri (D+E) Energiforsyning, vandforsyning og renovation 3 Bygge og anlæg 4 Handel og transport mv. G Handel 45 Handel med biler og motorcykler, og reparation heraf 46 Engroshandel undtagen med motorkøretøjer og motorcykler 47 Detailhandel undtagen med motorkøretøjer og motorcykler H Transport I Hoteller og restauranter 5 Information og kommunikation 6 Finansiering og forsikring 7 Ejendomshandel og udlejning 8 Erhvervsservice 9 Offentlig administration, undervisning og sundhed 10 Kultur, fritid og anden service 11 Uoplyst aktivitet

2) 19-grupperingen består af: TOT Erhverv i alt A Landbrug, skovbrug og fiskeri B Råstofindvinding C Industri D Energiforsyning E Vandforsyning og renovation F Bygge og anlæg G Handel H Transport I Hoteller og restauranter J Information og kommunikation K Finansiering og forsikring L Ejendomshandel og udlejning M Videnservice N Rejsebureauer, rengøring og anden operationel service O Offentlig administration, forsvar og politi P Undervisning Q Sundhed og socialvæsen R Kultur og fritid S Andre serviceydelser mv. X Uoplyst aktivitet

Vil du vide mere som sæsonkorrektion, se https://dst.dk/da/Statistik/dokumentation/metode/saesonkorrektion.aspx