Gå til sidens indhold

Statistisk behandling

Kontaktinfo

Arbejde og Indkomst, Personstatistik.
Torben Lundsvig
30 86 46 43

tlu@dst.dk

Hent som PDF

Barselsdagpenge

Statistikkens datagrundlag beror på et totaludtræk fra 13 centrale tabeller i databasen for ATP/Udbetaling Danmarks administrative it-system, UDDK-Barsel, samt et deltaudtræk fra en 14. tabel, som er meget stor. Udvalgte variable fra de 14 tabeller flettes sammen til en enkelt tabel, der udgør et forløbsregister, Barselsdagpengeregisteret, med en veldefineret rekordstruktur. Årligt dannes Barselsstatistikregisteret ved at samkøre Barselsdagpengeregisteret med et udtræk af forældre fra Befolkningsregisteret samt udtræk fra en række andre af Damarks Statistiks registre.

Kilder

Statistikkens datagrundlag beror på et udtræk af sager i perioden maj 2014 til dato fra ATP/ Udbetaling Danmarks administrative it-system, UDK-Barsel (Taget i brug forår 2017). UDK-Barsel systemet bruges af Udbetaling Danmark til at administrere udbetalingen af dagpenge ved fødsel.

Sagerne fra perioden maj 2014 til maj 2017 er konverterede fra et ældre administrativt system, Opus Barsel.

I forbindelse med offentliggørelsen samkøres dagpengedata med baggrundsoplysninger fra følgende af Danmarks Statistiks registre:

  • Befolkningsregister
  • Højeste fuldførte uddannelse
  • A-kasseregister
  • Offentlig forsørgede
  • Registerbaseret arbejdsstyrkestatistik (RAS)
  • Beskæftigelse for Lønmodtagere (BFL)
  • Udtræk fra Indkomstregisteret

Indsamlingshyppighed

Data indsamles kvartalsvis.

Indsamlingsmetode

Elektronisk overførsel af administrative data.

Datavalidering

Kontroller

  • Det kontrolleres, at alle felter har en værdi svarende til snitfladen (dataleverandørens beskrivelse af dataleverancen).
  • Det kontrolleres, at den logiske sammenhæng mellem forskellige rekordtyper i dataleverancen er overholdt.
  • Det kontrolleres at antallet af fuldtidspersoner på barselsorlov per kvartal, især det seneste kvartal, er af en forventelig størrelsesorden.

Databehandling

Hvis dataleverancen kan godkendes, indlæses data i

  1. Modtageregister, som består af 14 individuelle registre, der er indbyrdes forbundne i form af associationer (afhængigheder).

Med udgangspunkt i de 14 registre, der tilsammen udgør Modtageregisteret, dannes

  1. Barselsdagpengeregister, hvor data ligger rekord efter rekord, og hvor hver rekord repræsenterer en periode af højest en måneds varighed med angivelse af antal fraværstimer, antal orlovsdage, det bevilgede beløb, lovgrundlaget for, graden af delvist genoptaget arbejde det bevilgede beløb m. m.

Det er Barselsdagpengeregisteret, der leverer data til andre statistikker. Under dannelsen af Barseldagpengeregisteret beregnes en række for statistikken centrale variable:

Periodestartdato Periodeslutdato Antal orlovsdage (inden for perioden) Fraværsgraden, der beregnes dag for dag som antallet af timer, der er betalt dagpenge for divideret med 7,4, og derefter omregnes til et tal gældende for hele hele perioden Orlovsgraden, der er fraværsgraden ganget op, så deltidsansatte kommer til at tælle en hel dag for hver dag på barselsorlov, selvom de ikke arbejder 7,4 timer den pågældende dag. Arbejdsgraden, der er antallet af præsterede arbejdstimer den pågældende dag, divideret med 7,4, og derefter omregnes til et tal gældende for hele hele perioden.

Disse variable bruges i optællingen af dage.

Optælling af orlovsdage: "Antal orlovsdage inden for perioden" gange "Orlovsgraden for perioden", summeret over perioder.

Optælling af fuldtidsdage "Antal orlovsdage inden for perioden" gange "Fraværsgraden for perioden", summeret over perioder.

Barselsdagpengeregisteret kan ikke bruges til ligestillingsstatistik fordi registeret er et udbetalingsregister, der kun indeholder de borgere, der rent faktisk har holdt barselsorlov på dagpenge. For at få de personer med, der af en eller anden grund har fået barn, uden at de selv eller deres arbejdsgiver har modtaget dagpenge, dannes

  1. Barselsstatistikregisteret, som består af Barselsdagpengeregister sammenkørt med udtræk fra
    Befolkningsregister
    Højeste fuldførte uddannelse
    A-kasseregister
    Offentlig forsørgede
    Registerbaseret arbejdsstyrkestatistik (RAS)
    Beskæftigelse for Lønmodtagere (BFL)
    Indkomstregisteret

Herved dannes populationen en forældreårgang. Den helt centrale variabel for optællingerne på Barselsstatistikregisteret er variablen

dagpengeret, der beregnes som følger

Berettigelse (dagpengeret) sættes til "ja", hvis et af nedenstående kriterier er opfyldt.

  1. Hvis personen i året for barnets fødsel eller i året efter barnets fødsel rent faktisk har fået udbetalt barselsdagpenge.
  2. Summen af timer inden for de sidste tre måneder før barnets fødsel overstiger 120 timer, samtidig med, at indkomsten efter et evt. arbejdsmarkedsbidrag berettiger til dagpenge på mindst 80 pct. af dagpengemaksimum.
  3. Indkomsten i fødselsåret efter et evt. arbejdsmarkedsbidrag berettiger til dagpenge på mindst 80 pct. af dagpengemaksimum.
  4. Der er blevet fuldført en erhvervskompetencegivende uddannelse senest 365 dage før barnets fødsel og personen er medlem af en A-kasse.
  5. Der er blevet udbetalt dagpenge (arbejdsløshed, sygdom, barsel) i løbet af det år, hvor barnet er født på et niveau svarende til mindst 80 pct. af dagpengemaksimum.

ellers sættes berettigelse til "nej"

De personer, der ifølge algoritmen til beregning af dagpengeret, sættes til et "ja" for dagpengeret, men som ikke har været på barselsorlov på dagpenge, selvom de tilhører forældreårgangen indgår i de beregninger, der vedrører ligestillingen, med et nul for antal dage på barselsorlov.

En anden central variabel, der beregnes er samboende, der sættes til "ja", hvis de to forældre har samme adresse, og ellers til "nej". Ideen er, at det måske ikke er så naturligt at holde barselsorlov, hvis man ikke bor sammen med barnet, eller hvis fx den biologiske far er en sæddonor.

Korrektion

Bevilgede beløb anses for at have så høj troværdighed, at beløbet bruges til at korrigere antal timer, såfremt timeopgørelsen ikke passer med beløbet. Derudover korrigeres der ikke.