Sociale ydelser går især til alderdom og sundhed
Sociale udgifter 2020
De samlede sociale udgifter i Danmark i 2020 udgjorde 764 mia. kr. før skat og 651 mia. kr. efter skat i 2020. Størstedelen gik til alderdom, som udgjorde 289 mia. kr. af de samlede sociale udgifter. 50 pct. af udgifterne vedrørende alderdom gik til folkepension og 16 pct. til pleje- og botilbud til ældre. Udgifter til sundhed udgjorde 163 mia. kr. før skat, hvoraf 78 pct. af udgifterne gik til hospitaler og offentlig sygesikring. Forskellen mellem de sociale ydelser før og efter skat var størst for området alderdom, hvilket skyldes beskatning af diverse pensionsydelser.
Kilde: www.statistikbanken.dk/esspros1Det offentlige stod for 78 pct. af finansieringen
Hovedparten af de sociale ydelser finansieres over skatten og i 2020 udgjorde den offentlige andel af den samlede finansiering af sociale udgifter 78 pct. Arbejdsgivere bidrog med 12 pct. via indbetalinger til forsikrings- og pensionsselskaber samt ATP mfl. De sikrede bidrog selv med 8 pct. af finansieringen, mens 2 pct. kom fra afkast fra formuer placeret i pensionsselskaber mv. Den samlede finansiering overstiger udgifterne. Det skyldes formueopbygning i form af indbetalinger og formueindkomst knyttet til de obligatoriske arbejdsmarkedspensioner, hvor udgiften falder i en senere periode end indtægten.
Kilde: www.statistikbanken.dk\esspros2Høje sociale udgifter i Danmark
Formålet med den sociale udgiftsstatistik er, at gøre opgørelsen af sociale udgifter sammenlignelig internationalt. De sociale udgifter ligger på et højt niveau i Danmark, når man sammenligner statistikken med andre lande. I 2018, hvilket er det seneste sammenlignelige år, udgjorde de sociale udgifter i Danmark 30,5 pct. af BNP. I Frankrig, som havde den største andel, udgjorde de sociale udgifter 31,5 pct. Ser man på nettotallene lå de sociale udgifter i Danmark tæt på lande som Finland, Østrig, Tyskland og Belgien.
Kilde: Eurostat: Social protection statistics og www.statistikbanken.dk\esspros1Nyt fra Danmarks Statistik
11. november 2021 - Nr. 402
Hent som PDF
Næste udgivelse: 7. oktober 2022
Kontakt
- Louise Mathilde Justesen, tlf. 39 17 33 57
Kilder og metode
Statistikken giver en sammenhængende beskrivelse af samlede udgifter forbundet med social beskyttelse. Derfor medtages alle udgifter hertil, både kontantydelser og ydelser i naturalier som fx udgifter til sygehusvæsenet og beskæftigelsesforanstaltninger. Statistikken omfatter både offentlige og private udgif-ter af kollektiv art og som er uden obligatoriske modydelser.