Udgifter for 182 mia. kr. til uddannelse i 2024
Udgifter til uddannelse 2024
I 2024 var der udgifter for 182 mia. kr. til uddannelse. Til sammenligning var udgifterne i 2023 på 175 mia. kr., svarende til en stigning på 4 pct. De samlede udgifter svarer til 6 pct. af BNP i 2024 og dette forhold har været stabilt siden 2016, som er det første år udgifterne til uddannelse er opgjort for. I 2024 var 44 pct. af udgifterne relateret til grundskoler herunder efterskoler og 15 pct. gik til ungdomsuddannelserne dvs. gymnasier og erhvervsskoler. Derudover gik 41 pct. til de videregående uddannelser såsom erhvervsakademier, professionshøjskoler og universiteter.
Løn udgør den største udgiftspost af de samlede udgifter
Udgifterne til uddannelse kan opdeles i Lønudgifter, Andre løbende udgifter, Investeringer, Forskning og udvikling (FoU) samt SU og andre stipendier. 90 mia. kr. af de samlede udgifter til uddannelse i 2024 gik til løn. Andre løbende udgifter udgjorde 24 mia. kr., mens der blev foretaget investeringer for 8 mia. kr. Udbetalinger af SU og andre stipendier samt midler til Forskning og udvikling (FoU) stod for hhv. 23 og 30 mia. kr. af de samlede udgifter til uddannelse i 2024. Derudover indgår der i statistikken udgifter for 8 mia. kr. under udgiftsposten Ukendt, der ikke kan henføres til en specifik undergruppering.
91 pct. af uddannelse finansieres af det offentlige
Finansiering af uddannelse stammer fra forskellige kilder. Størstedelen af udgifterne finansieres af det offentlige, hvor kommuner og regioner stod for 35 pct. i 2024, mens staten stod for 56 pct. af den samlede finansiering. Kommuner og regioner finansierer primært grundskolerne, hvor staten hovedsageligt finansierer universiteterne og ungdomsuddannelser. Husholdningerne finansierer 3 pct. igennem brugerbetalinger til hovedsagelig efterskoler, fri- og privatskoler. De resterende 6 pct. finansieres af hhv. virksomheder, 5 pct., og udlandet (internationale kilder), 1 pct. Finansieringen fra virksomheder og udlandet, herunder EU, går primært til forskningsformål på de videregående uddannelser.
Nyt fra Danmarks Statistik
27. november 2025 - Nr. 329
Hent som PDF
Næste udgivelse: 24. november 2026
Kontakt
- Marianne Ahle Møller, tlf. 24 66 00 28
Kilder og metode
Statistikken giver en sammenhængende beskrivelse af finansiering og udgifter til uddannelse. Derfor medtages offentlige, private virksomheder og husholdningernes udgifter til uddannelse. De offentlige kilder består af Statsregnskabet, kommunale og regionale regnskaber samt data vedr. SU fra Uddannelses- og Forskningsministeriet. Oplysninger om husholdninger, private virksomheder og private uddannelsesinstitutioner kommer fra Undervisningsministeriets regnskabsportal, fondsstatistikken og årsrapporter. Få kilder for seneste år er endnu ikke tilgængelige og er derfor estimeret på baggrund af det foregående år. Det medførere en usikkerhed for seneste år der især har betydning for posten Forskning og Udvikling. Dele af statistikken er stadig under udvikling, hvilket betyder, at der kan blive foretaget revisioner tilbage til 2016.