Gå til sidens indhold

Statistisk behandling

Kontaktinfo

Erhvervslivets Udvikling, Erhvervsstatistik
Søren Kühl Andersen
39 17 31 11

ska@dst.dk

Hent som PDF

Detailhandlens omsætning fordelt på varegrupper (Afsluttet)

Der indsamles hvert femte år omsætning og omsætningsfordeling på en række varegrupper fra en stikprøve på ca. 2.000 detailvirksomheder, der indberetter via en online blanket. De indberettede data fejlsøges ved fx at sammenligne udviklingen i omsætningen blandt virksomheder, der ligner hinanden. Det indsamlede data opregnes til populationen ved bl.a. at inddrage oplysninger om den samlede momspligtige omsætning for det pågældende år inden for detailhandlen.

Kilder

Undersøgelsen er baseret på besvarelser af online spørgeskemaer sendt til ca. 2.000 virksomheder.

Virksomhederne er udvalgt baseret på oplysninger om deres årlige omsætning hentet fra Danmarks Statistiks Erhvervsstatistiske Register. I stikprøven er først udvalgt samtlige virksomheder med mere end 20 mio. kr. inkl. moms i årlig omsætning. Den resterende stikprøve er baseret på stratificeret, tilfældig udvælgelse. Stikprøven er delt i 4 størrelsesgrupper på 2,5 - 5,0 mio. kr., 5,0 - 10,0 mio. kr. 10,0 - 20,0 mio. kr. og mere end 20 mio. kr. i årlig omsætning. Virksomheder med bibranche i detailhandelen vælges på baggrund af den samlede omsætning fordelt på branchen inden for detailhandel. Der foretages en fordeling af omsætningen, således at det er den omsætning, der hører til detailhandel, som vurderes ud fra.

Grænsen på 2,5 mio. kr. i årlig omsætning for deltagelse i stikprøven er valgt for at begrænse indberetningsbyrden for de små virksomheder.

I 2012 er der blevet indført en ny størrelsesgruppe (1 mio. kr. - 5 mio. kr.) for udvalgte brancher, som er 472100, 472300, 472500, 472600, 472900, 475100, 475920, 476500, 477120, 477610 og 477620 for at dækningsgraden i brancherne kunne blive lidt større, da der er mange virksomheder i disse brancher ligger under grænsen på 2,5 mio. kr. årlig.

Indsamlingshyppighed

Data indsamles hvert femte år.

Indsamlingsmetode

Data indsamles via online spørgeskema fra de virksomheder, der indgår i stikprøven. Der anmodes i skemaet om et skøn i 1.000 kr. over omsætningens fordeling på en række varegrupper.

Indberetningen er obligatorisk, dvs. virksomhederne skal indberette retvisende data rettidigt. Hvis data ikke er modtaget, rykkes der skriftligt tre gange. Herefter udsendes et anbefalet brev, hvori der oplyses, at fortsat mangelende indberetning vil medføre politianmeldelse.

Første rykker udsendes 1-2 dage efter indberetningsfristen, med angivelse af en ny frist. Ved rykning anvendes i første række e-mail, såfremt der ikke forefindes en e-mail adresse anvendes brevpost eller telefon. 3. rykker foretages i prioriteret rækkefølge, afhængig af virksomhedernes vigtighed for statistikken.

Datavalidering

Det indsendte materiale underkastes en kontrol for fejl. I denne kontrol ses på den enkelte virksomheds indberettede omsætning i forhold til lignende virksomheders indberetninger. Hvis omsætningen er væsentlig anderledes end forventet, rettes en forespørgsel til indberetteren om korrektheden af de indsendte omsætningstal. Det må antages, at ikke alle fejl i indberetningerne opdages i forbindelse med fejlsøgningen, hvorfor statistikken kan være behæftet med en vis usikkerhed forbundet med fejlindberetning. I fejlsøgningen fokuseres målrettet på de indberetninger, der har størst betydning for statistikken.

Databehandling

De indberettede data opregnes til den fulde population af detailvirksomheder, idet der dog ikke opregnes for de virksomheder, der ligger under grænsen for stikprøve-populationen (det såkaldte cut-off). Denne grænse er for de fleste brancher på 2,5 mio. kr. ekskl. moms i årlig omsætning, i enkelte brancher 1 mio., og virksomhederne under cut-off har samlet set under 5 pct. af den samlede detailomsætning.

For de største af virksomhederne imputeres data ved manglende indberetning. I opregningen korrigeres for skævheder i stikprøven og besvarelsesmønsteret. Til det benyttes et såkaldt ratioestimat, hvor der inddrages oplysninger om det momspligtige salg for de 4 seneste kvartal for hele populationen af detailvirksomheder. Denne population med de tilhørende oplysninger om det momspligtige salg kaldes for opregningspopulationen.

Korrektion

Ikke relevant for denne statistik.