Hver tredje får job gennem bekendte
Arbejdskraftundersøgelsen (tema) 4. kvt. 2015
Ændret 04. marts 2016 kl. 12:54Der er desværre konstateret fejl i opgørelsen. Procentandelen for dem, der fik job ved at kommune, a-kasse eller jobcentret har formidlet kontakten til arbejdsgiver, var angivet til 2-3 pct. i andet afsnit, hvor det skulle have været 7-9 pct. Tallet er markeret med rødt og figurerne er blevet opdateret.
I 2015 fik hver tredje nyansatte lønmodtager mellem 15 og 64 år job gennem bekendte, hvilket dermed fortsat var den hyppigste måde at få job på. I løbet af de seneste fire år er der dog en voksende andel af de nyansatte, der har fået job via svar på en annonce, således at de to måder at få job på var næsten lige hyppige i 2015. Nyansatte er afgrænset som personer, der har været ansat i deres nuværende stilling i max et år.
Færre får job gennem uopfordret kontakt
I løbet af de sidste fire år er andelen af nyansatte, som har fået job gennem uopfordret kontakt til virksomheden eller ved at blive kontaktet af arbejdsgiver, blevet mindre. Tilsammen gjorde det sig gældende for hver fjerde nyansatte i 2015. I hele perioden har blot 7-9 pct. af lønmodtagerne fundet job ved at kommune, a-kasse eller jobcentret har formidlet kontakten til arbejdsgiver.
Mænd får job gennem bekendte, kvinder ved at svare på annoncer
I 2015 fandt nyansatte mænd oftest job gennem bekendte, mens nyansatte kvinder oftest fik job ved at svare på annoncer. Siden 2013 er andelen, der fandt job via annoncer steget for både mænd og kvinder, og andelen, der fandt job gennem bekendte, er faldet. For kvindernes vedkommende blev det i 2014 hyppigere at finde job via annoncer end gennem bekendte.
De yngste og de ældste fandt job gennem bekendte
For de 15-24-årige nyansatte var kontakt via bekendte klart den hyppigste måde at få job på i 2015. For de 55-64 årige var kontakt via bekendte - omend knap så udpræget som for de 15-24 årige - også den hyppigste måde at få job på. For aldersgrupperne herimellem var svar på jobannoncer den hyppigste måde at finde job på.
Nyt fra Danmarks Statistik
3. marts 2016 - Nr. 100
Hent som PDF
Næste udgivelse: 1. juni 2016
Kontakt
- Wendy Takacs Jensen, tlf. 5179 4714
Kilder og metode
Arbejdskraftundersøgelsen er Danmarks største løbende interviewundersøgelse. Undersøgelsen er det danske bidrag til den europæiske Labour Force Survey, som baseres på ensartede principper i alle europæiske lande. Der er siden 2010 blevet spurgt ind til sort arbejde i Arbejdskraftundersøgelsen én gang årligt. Metoden til at afgrænse sort arbejde er i overensstemmelse med Nationalregnskabets metode.