Fald i ungdomsledigheden
Arbejdskraftundersøgelsen (tema) 1. kvt. 2015
I første kvartal 2015 var der 47.000 AKU-ledige i alderen 15-24 år, hvilket svarer til 10,6 pct. af arbejdsstyrken i denne aldersgruppe. Dermed var der 12.000 færre ungdomsledige end året før, hvor andelen af ungdomsledige ifølge arbejdskraftundersøgelsen (AKU) var på 13,9 pct. Faldet indebærer, at AKU-ledigheden for de unge nu er tilbage på næsten samme niveau som i 2009. I første kvartal 2009 var der 49.000 ledige i alderen 15-24 år, svarende til en ungdomsledighed på 10,5 pct.
Færre ledige studerende
Det seneste års fald i ungdomsledigheden er hovedsagligt sket blandt de studerende, der søger job ved siden af studierne. I første kvartal 2015 var 26.000 studerende i alderen 15-24 år AKU-ledige, mens tilsvarende tal et år tidligere var 36.000. Gruppen af studerende, der også er AKU-ledige, udgjorde i første kvartal 2015 dermed 56 pct. af den totale ungdomsledighed, mens tilsvarende tal var 61 pct. i første kvartal 2014. Personer i denne gruppe består af studerende, der ikke har noget arbejde, men som har søgt arbejde og har mulighed for at påbegynde et arbejde.
Svagt fald i ledigheden blandt de unge, der ikke studerer
Antallet af ungdomsledige, der ikke er studerende, har været langt mere stabilt. Antallet i denne gruppe steg fra 19.000 til 27.000 fra første kvartal 2009 til første kvartal 2010 og har derefter været svagt faldende til 21.000 i første kvartal 2015. Gruppen udgjorde dermed 42 pct. af den totale ledighed for personer i alderen 15-24 år.
Færre ledige unge mænd
I første kvartal 2015 var der 25.000 AKU-ledige mænd i alderen 15-24 år. Dermed var der 9.000 færre unge ledige mænd end i første kvartal 2014. De kvindelige ledige i samme aldersgruppe har kun oplevet et marginalt fald i perioden. I første kvartal 2015 var der 22.000 ledige kvinder i alderen 15-24 år, mens der i første kvartal 2014 var 25.000.
Den forskellige udvikling for mænd og kvinder indebærer, at ledighedsprocenten for de unge næsten har udlignet sig. Mændene har dog fortsat den højeste ledighedsprocent i aldersgruppen 15-24 år. I første kvartal 2014 var der 16 pct. unge ledige mænd og 12 pct. unge ledige kvinder, mens det i første kvartal 2015 var 11 pct. for mænd og 10 pct. for kvinder. Ungdomsledighedsprocenten for både kvinder og mænd er dermed igen nogenlunde på niveau med første kvartal 2009.
Ungdomsledige efter køn og tid, 15-24-årige. 1. kvt.
|
2009 |
2010 |
2011 |
2012 |
2013 |
2014 |
2015 |
|
1.000 personer |
||||||
Ungdomsledige i alt |
49 |
64 |
65 |
68 |
59 |
59 |
47 |
Uddannelsesstatus |
|
|
|
|
|
|
|
Studerende |
30 |
37 |
39 |
44 |
36 |
36 |
26 |
Ikke-studerende |
19 |
27 |
25 |
25 |
24 |
23 |
21 |
Køn |
|
|
|
|
|
|
|
Mænd |
30 |
40 |
38 |
38 |
33 |
34 |
25 |
Kvinder |
19 |
25 |
26 |
30 |
26 |
25 |
22 |
|
pct. |
||||||
Ledighedsprocent |
|
|
|
|
|
|
|
Mænd |
12 |
17 |
16 |
17 |
15 |
16 |
11 |
Kvinder |
9 |
11 |
12 |
14 |
12 |
12 |
10 |
Nyt fra Danmarks Statistik
4. juni 2015 - Nr. 280
Hent som PDF
Næste udgivelse: 3. september 2015
Kontakt
- Wendy Takacs Jensen, tlf. 5179 4714
Kilder og metode
Arbejdskraftundersøgelsen er Danmarks største løbende interviewundersøgelse. Undersøgelsen er det danske bidrag til den europæiske Labour Force Survey, som baseres på ensartede principper i alle europæiske lande. Der er siden 2010 blevet spurgt ind til sort arbejde i Arbejdskraftundersøgelsen én gang årligt. Metoden til at afgrænse sort arbejde er i overensstemmelse med Nationalregnskabets metode.