Flere uden for arbejdsstyrken uddanner sig
Arbejdskraftundersøgelsen (tema) 3. kvt. 2014
Blandt personer i alderen 15-64 år uden for arbejdsstyrken var 39 pct. i gang med en uddannelse i tredje kvartal 2014. Det er en markant stigning sammenlignet med tredje kvartal 2009, hvor den tilsvarende andel var 30 pct. Antalsmæssigt er gruppen af 15-64 årige, der er uden for arbejdsstyrken og under uddannelse steget fra 205.000 til 298.000. Det viser den kvartalsvise Arbejdskraftundersøgelse.
Lidt færre uden for arbejdsstyrken i løbet af det seneste år
I perioden fra tredje kvartal 2009 til tredje kvartal 2013 voksede antallet af personer uden for arbejdsstyrken fra 689.000 personer til 770.000 personer. Det er en stigning på 81.000 personer. I det seneste år er tallet faldet med 8.000 personer, så der i tredje kvartal 2014 var 762.000 personer uden for arbejdsstyrken.
Færre på efterløn og fleksydelse
Der er sket et markant fald i antal personer på efterløn eller fleksydelse. I tredje kvartal 2009 udgjorde denne gruppe 149.000 personer, hvilket var 22 pct. af gruppen uden for arbejdsstyrken. I tredje kvartal 2014 var den tilsvarende andel faldet til 12 pct. Det betyder, at antallet i denne gruppe var faldet til 93.000 personer.
Flest kvinder uden for arbejdsstyrken
Der er igennem alle de fem år flere kvinder end mænd uden for arbejdsstyrken. I tredje kvartal 2014 udgjorde kvinderne 58 pct. af personerne uden for arbejdsstyrken.
En større andel kvinder end mænd er førtidspensionister og langtidssyge. I tredje kvartal 2014 var 19 pct. af mændene uden for arbejdsstyrken førtidspensionister, mens det gjaldt for 22 pct. af kvinderne. 9 pct. af mændene uden for arbejdsstyrken var langtidssyge, mens det var tilfældet for 12 pct. af kvinderne.
Derimod er en større andel mænd end kvinder under uddannelse. I tredje kvartal 2014 var 45 pct. af mændene uden for arbejdsstyrken under uddannelse, mens det gjaldt for 35 pct. af kvinderne.
Personer uden for arbejdsstyrken, 15-64 år. 3. kvt.
|
2009 |
2010 |
2011 |
2012 |
2013 |
2014 |
|
tusinde personer |
|||||
I alt |
689 |
734 |
728 |
765 |
770 |
762 |
Arbejdsløse |
37 |
39 |
55 |
58 |
68 |
53 |
Hjemmearbejde uden erhvervsarbejde |
25 |
15 |
10 |
13 |
15 |
15 |
Pensionist (pga. alder) |
19 |
17 |
19 |
13 |
23 |
30 |
Førtidspensionist |
146 |
175 |
168 |
168 |
165 |
157 |
Efterløn/fleksydelse |
149 |
135 |
125 |
123 |
104 |
93 |
Langtidssyg |
70 |
67 |
67 |
80 |
73 |
80 |
Under Uddannelse |
205 |
242 |
238 |
259 |
284 |
298 |
Ude af erhverv i øvrigt |
37 |
41 |
45 |
52 |
39 |
36 |
Anm: Grupperne er afgrænset ud fra, hvad personerne har svaret som værende deres hovedbeskæftigelse i den referenceuge, de er blevet interviewet om. Det er således respondenternes selvopfattede hovedbeskæftigelse, der er afgørende. Spørgsmål om selvopfattet hovedbeskæftigelse stilles til både beskæftigede, AKU-ledige og personer uden for arbejdsstyrken. |
Nyt fra Danmarks Statistik
4. december 2014 - Nr. 613
Hent som PDF
Næste udgivelse: 5. marts 2015
Kontakt
- Wendy Takacs Jensen, tlf. 5179 4714
Kilder og metode
Arbejdskraftundersøgelsen er Danmarks største løbende interviewundersøgelse. Undersøgelsen er det danske bidrag til den europæiske Labour Force Survey, som baseres på ensartede principper i alle europæiske lande. Der er siden 2010 blevet spurgt ind til sort arbejde i Arbejdskraftundersøgelsen én gang årligt. Metoden til at afgrænse sort arbejde er i overensstemmelse med Nationalregnskabets metode.