COVID-19 gav lille knæk i grøn industriproduktion
Grønne varer og tjenester 2020
Den samlede omsætning af grønne varer og tjenester udgjorde i 2020 knap 251 mia. kr. Det er 1 pct. mindre end i 2019, men dog 26 pct. mere end i 2015. Faldet i 2020 skyldes alene, at industriens grønne produktion faldt med 4 pct., fra 151 mia. kr. til 145 mia. kr. I de andre brancher med grønne varer og tjenester var der stigninger, bl.a. med 1 mia. kr. (4 pct.) inden for bygge og anlæg, hvor der var meget høj aktivitet i 2020. Inden for renovation og affaldshåndtering var der ligeledes stigning (på 1 mia. kr.), ligesom den øgede økologiske produktion i landbruget trak tallene op med en halv mia. kr. Resultaterne for 2020 er foreløbige.
Kilde: www.statistikbanken.dk/gron2Faldende efterspørgsel på eksportmarkederne
Nedgangen inden for industriproduktion af grønne varer og tjenester, fx vindmøller og anden miljøvenlig teknologi, synes i høj grad at kunne tilskrives manglende eller udsatte ordrer fra det COVID-19-ramte udland. Eksporten af grønne varer og tjenester faldt fra 86 mia. kr. i 2019 til 82 mia. kr. i 2020, hvilket især kan henføres til maskinindustrien. Det relative eksportfald (5 pct.) for grønne produkter er på niveau med det generelle fald i udenrigshandelen med varer i 2020. Det skal nævnes, at eksporten af grøn elektricitet faldt fra 1,8 til 0,8 mia. kr. Det skyldes ekstraordinært lave eksportpriser i 2020.
Stigning i miljøbeskyttelse, fald i ressourcebesparelse.
Fordeles omsætningen af grønne varer og tjenester på de overordnede miljøformål, ses der en lille stigning inden for miljøbeskyttelse fra 2019 til 2020 fra 65 til 66 mia. kr., svarende til en stigning på 2 pct. Omvendt faldt omsætningen af produkter med ressourcebesparende formål fra 188 til 184 mia. kr., altså et minus på 2 pct. Udviklingen hænger sammen med, at miljøbeskyttelse primært er en hjemlig aktivitet med fx spildevands- og affaldshåndtering, mens produktionen inden for ressourcebesparelse, herunder vand- og energiteknologi, i højere grad er eksportrettet. Den største nedgang i absolutte tal er inden for miljøformålet produktion af energi fra fornybare kilder med knap 4 mia. kr. Her indgår bl.a. vindmøller og andet udstyr til ressourcebesparende energiproduktion.
Omsætning og beskæftigelse ved grønne varer og tjenester efter formål
|
Omsætning |
Beskæftigelse |
||||
|
2019 |
2020* |
Ændring |
2019 |
2020* |
Ændring |
|
mio. kr. |
pct. |
årsværk |
pct. |
||
Grønne varer og tjenester i alt |
253010 |
250672 |
-1 |
74914 |
75140 |
0 |
Miljøbeskyttelse i alt |
65371 |
66437 |
2 |
28274 |
28888 |
2 |
Beskyttelse af luftkvalitet og klima |
8189 |
7930 |
-3 |
3415 |
3484 |
2 |
Spilde- og regnvandshåndtering |
21648 |
21993 |
2 |
6809 |
6929 |
2 |
Affaldshåndtering og genindvinding |
22018 |
22456 |
2 |
9593 |
9805 |
2 |
Beskyttelse af jord, grundvand og overfladevand |
10227 |
10769 |
5 |
6198 |
6423 |
4 |
Støj- og vibrationsbekæmpelse |
1458 |
1464 |
0 |
928 |
926 |
0 |
Beskyttelse af biodiversitet og landskabsværdier |
563 |
565 |
0 |
364 |
355 |
-2 |
Miljørelevant forskning og udvikling |
449 |
440 |
-2 |
389 |
385 |
-1 |
Anden/tværgående miljøbeskyttelse |
818 |
819 |
0 |
578 |
581 |
1 |
Ressourcebesparelse i alt |
187639 |
184236 |
-2 |
46640 |
46253 |
-1 |
Håndtering af vandressourcer |
4583 |
4529 |
-1 |
2711 |
2732 |
1 |
Håndtering af skovressourcer |
4765 |
5186 |
9 |
2408 |
2490 |
3 |
Produktion af energi fra fornybare kilder |
136641 |
133032 |
-3 |
21979 |
21634 |
-2 |
Reduceret energi- og varmeforbrug |
31472 |
31252 |
-1 |
14554 |
14366 |
-1 |
Reduceret forbrug af fossile stoffer |
4730 |
4723 |
0 |
1836 |
1862 |
1 |
Reduceret forbrug af jern, metal og glas |
2626 |
2652 |
1 |
1034 |
1051 |
2 |
Forskning og udvikling i ressourceoptimering |
1843 |
1898 |
3 |
1596 |
1598 |
0 |
Anden/tværgående ressourcebesparelse |
979 |
965 |
-1 |
522 |
520 |
0 |
* Foreløbige tal. |
Uændret antal grønne arbejdspladser
Der var 75.000 årsværk beskæftiget i 2020 med produktion af grønne varer og tjenester i Danmark, hvilket er uændret i forhold til 2019. Der var 29.000 arbejdspladser inden for miljøbeskyttende formål. Inden for ressourcebesparende formål var antallet 46.000, hvoraf knap halvdelen var inden for miljøformålet produktion af energi fra fornybare kilder. Det skal nævnes, at beskæftigelsen alene er den hjemlige beskæftigelse, mens omsætningen også i et vist omfang dækker produktion i udlandet.
Grønne varer og tjenester udgør ca. 3 pct. af den økonomiske aktivitet
Den grønne produktion på ca. 250 mia. kr. genererer en værditilvækst af størrelsesorden 70 mia. kr. Dette tal kan sammenholdes med bruttonationalproduktet (BNP) på ca. 2.300 mia. kr. Den markedsmæssige grønne produktion står således for lidt over 3 pct. af den økonomiske aktivitet i Danmark, en andel der har været let stigende siden 2015. Det skal nævnes, at der også er grønne varer og tjenester, som ikke er markedsmæssige. Det er typisk aktivitet, som den offentlige sektor står for.
Nyt fra Danmarks Statistik
15. november 2021 - Nr. 405
Hent som PDF
Næste udgivelse: 9. november 2022
Kontakt
- Ole Olsen, tlf. 29 77 14 98
Kilder og metode
Formålet med statistikken er at give en økonomisk belysning af den markedsmæssige indsats på miljøområdet. Der skelnes mellem aktiviteter til miljøbeskyttelse og aktiviteter, som betyder reduceret brug af knappe ressourcer. Økonomien måles alene i første produktionsled. Tallene baserer sig både på eksisterende statistikker og en særskilt spørgeskemaundersøgelse. Der er en betydelig usikkerhed knyttet til resultaterne. Resultaterne for aktuelt år er foreløbige og vil blive revideret til endelige tal i ved næste offentliggørelse.