Husholdningerne sorterer affald i stigende grad
Affaldsregnskab 2023
Der var desværre fejl i to tal i fjerde afsnit. Tallene er nu rettet og markeret med rød.
Danske husholdninger producerede ca. 3,2 mio. ton affald i 2023, hvoraf 59 pct. blev indsamlet til genanvendelse (1,9 mio. ton). Dette er en stigning på 4 procentpoint siden 2022, hvor 55 pct. af husholdningsaffaldet blev sorteret til genanvendelse. Udviklingen i genanvendelsesraten har overordnet været stigende siden 2011, hvor 38 pct. af husholdningsaffaldet blev sorteret til genanvendelse, dog med et midlertidigt fald mellem 2016 og 2017. Affald indsamlet til genanvendelse er ikke synonymt med reel genanvendelse, da en del af affaldet går til forbrænding eller deponering i forbindelse med oparbejdningen til genanvendelse.
Husholdningerne sorterer mere mad-, plast- og tekstilaffald
I 2023 sorterede husholdningerne 278.000 ton madaffald til genanvendelse, hvilket svarer til fem gange så meget som i 2016. Der sorteres også mere plastaffald. I 2023 blev der indsamlet 91.000 ton plastaffald til genanvendelse, hvilket svarer til en stigning på 18 pct. siden 2022 og 119 pct. siden 2016. I 2023 sorterede husholdningerne 9.039 ton tekstilaffald til genanvendelse, sammenlignet med blot 774 ton i 2016. Udviklingen skal ses i lyset af nye affaldsordninger og et stigende fokus på sortering i husholdningerne. Mængden af papir der blev indsamlet til genanvendelse faldt med 38 pct. fra 2016 til 2023. I første del af samme periode blev der indsamlet lidt mere pap til genanvendelse. Fra 2019 har pap indsamlet til genanvendelse imidlertid været nogenlunde konstant.
Husholdningsaffald udgør en fjerdedel af affaldet i Danmark
Husholdningsaffaldet udgjorde, med de 3,2 mio. ton, cirka en fjerdedel af den samlede affaldsproduktion i Danmark i 2023. Den største affaldskilde var bygge og anlæg med 5,1 mio. ton. Industri, råstofindvinding og forsyning producerede 2,0 mio. ton affald, handel, transport og service 1,6 mio. ton og landbrug 0,6 mio. ton.
Mere importeret affald i 2023
Danmark importerede 1,8 mio. ton affald i 2023. Affaldet bestod primært af affaldsfraktionerne forbrændingsegnet affald, men også af jern og metal samt øvrigt affald. Importen af affald steg i perioden fra 2019 til 2023, hvor der fra 2022 til 2023 var en stigning på 6,9 pct. (115.000 ton). Stigningen skyldes blandt andet mere import af affald til forbrænding på grund af den højere genanvendelsesrate for husholdningsaffald, som har skabt overskudskapacitet på de danske forbrændingsanlæg. For at udnytte denne kapacitet importeres derfor mere affald til forbrænding. Den store stigning fra 2021 til 2022 i import af affald til genanvendelse omfatter andet affald (fx farligt affald) samt restprodukter fra forbrænding.
Nyt fra Danmarks Statistik
17. september 2025 - Nr. 268
Hent som PDF
Næste udgivelse: 17. september 2026
Kontakt
- Maria Skytte Christiansen, tlf. 24 25 42 07
Kilder og metode
Affaldsregnskabet bygger på data fra Miljøstyrelsens Affaldsdatasystem (ADS). Fordelingen på detaljerede brancher efter principperne i det grønne nationalregnskab er foretaget af Danmarks Statistik.