Grøn omsætning stiger igen efter lille dyk i 2023
24. februar 2026
Efter et fald på 11 mia. kr. fra 2022 til 2023 steg omsætningen af grønne varer og tjenester med 15 mia. kr. til 307 mia. kr. i 2024. Stigningen fra 2023 til 2024 var især båret af Maskinindustriens grønne produktion (15 mia. kr.) og Videnservice, der steg med 3 mia. kr. fra 2023 til 2024. Produktionen af grønne varer og tjenester i Energiforsyning faldt med 4,3 mia. kr. efter en normalisering af energipriserne fra 2022 og trak dermed det samlede resultat en smule nedad. I relative størrelser udgjorde Maskinindustrien med 35 pct. den største andel af den samlede grønne produktion, mens Øvrig industri udgjorde 17 pct. Vandforsyning og renovation, Bygge og anlæg, og Videnservice stod i 2024 for hhv. 13, 12 og 9 pct. af produktionen af grønne varer og tjenester. Grønne varer og tjenester er produkter og serviceydelser, der er produceret med henblik på at minimere miljøbelastning og fremme en mere ressourceeffektiv økonomi ("grøn omstilling").
Samlet stigning i beskæftigelsen fra grønne varer og tjenester
Beskæftigelsen inden for den grønne produktion steg med 2,4 pct. fra 91.900 til 94.000 årsværk fra 2023 til 2024. Maskinindustrien, og især produktion og opsætning af vindmøller, stod for den største del af stigningen: Fra 20.400 årsværk i 2023 til 22.900 årsværk i 2024, svarende til en stigning på 12 pct. Vandforsyning og renovation og Energiforsyning steg med hhv. 8 pct. og 1 pct. i perioden, mens Videnservice samt Landbrug, skovbrug og fiskeri oplevede fald i beskæftigelsen på hhv. 4 og 1 pct. Videnservice omfatter fx rådgivning og konsulentydelser inden for økologi, energiformål og miljøcertificering. Det grønne bidrag fra Landbrug, skovbrug og fiskeri kommer fra økologisk jordbrug, certificeret skovdrift og økologisk dambrug.
Grøn eksport på 116 milliarder
Den beregnede eksport af grønne varer og tjenester viser et resultat på 116 mia. kr. i 2024 mod 101 mia. kr. året før, svarende til en stigning på 15 pct. Eksport fra industrien inden for specifikke varer og tjenester med henblik på ressourcebesparelse udgør 60 pct., heraf langt hovedparten til energiformål. Den grønne eksport opgøres for virksomheder og brancher som en andel af den samlede eksport, svarende til den grønne omsætnings andel af totalen. Eksporten er som følge af denne indirekte metode mere usikkert opgjort end de øvrige resultater og formentligt let undervurderet.
Omsætning af grønne varer og tjenester efter miljøområde (CEP)
|
2023 |
2024* |
2024 ift. 2023 |
|
mia. kr. |
pct. |
|
Grønne varer og tjenester i alt |
291,9 |
307,2 |
5,2 |
Luftkvalitet og klima |
6,9 |
7,0 |
1,3 |
Energiforsyning og -forbrug |
183,6 |
196,3 |
6,9 |
Spildevand og vandressourcer |
30,1 |
32,5 |
8,1 |
Affalds- og materialehåndtering |
50,3 |
49,4 |
-1,7 |
Jord, vand, biodiversitet og skov |
14,6 |
15,0 |
2,3 |
Støj, vibrationer og stråling |
1,9 |
2,0 |
5,3 |
Forskning og udvikling på miljøområdet |
2,8 |
3,2 |
10,8 |
Andre og tværgående miljøområder |
1,7 |
1,8 |
8,9 |
*Foreløbige tal. |
Stor stigning i miljøområdet Energiforsyning og -forbrug fra 2023 til 2024
Miljøområdet Energiforsyning og -forbrug dækker næsten to tredjedele af omsætningen af grønne varer og tjenester, og det steg med 6,9 pct. fra 2023 til 2024, som var mere end den generelle stigning på 5,2 pct. Til gengæld faldt omsætningen inden for Affalds- og materialehåndtering, som dækker en sjettedel af den samlede grønne omsætning, i samme periode med 1,7 pct. Faldet skal dog ses i sammenhæng med, at miljøområdet steg med næsten 50 pct. fra 2019 til 2024. For Spildevand og vandressourcer var stigningen fra 2023 til 2024 på 8,1 pct. Dette miljøområde dækker 11 pct. af den samlede omsætning af grønne varer og tjenester. For de øvrige miljøområder, der til sammen stod for 9 pct. af den totale omsætning, lå stigningerne fra 2023 til 2024 på mellem 1,3 og 10,8 pct. - lavest for Luftkvalitet og klima og højest for Forskning og udvikling på miljøområdet.
Grønne varer og tjenester udgør stabil andel af aktiviteten
Opgjort i beskæftigelse udgjorde de grønne varer og tjenester i 2024 3,8 pct. af den samlede beskæftigelse i Danmark, svarende til 94.000 årsværk. Beskæftigelsen fra grønne varer og tjenester har siden 2013, hvor andelen af grøn beskæftigelse var 2,7 pct., vist en svagt stigende tendens i forhold til den generelle beskæftigelse. Bruttoværditilvæksten ved produktion af grønne varer og tjenester er også opgjort som en del af statistikken, og den viser for 2024 et resultat på ca. 87 mia. kr. Sammenholdt med det samlede bruttonationalprodukt (BNP) udgør produktion af grønne varer og tjenester ca. 3 pct. af den samlede økonomiske aktivitet i samfundet, og denne andel har siden 2016 ligget på dette niveau.
Grønne varer og tjenester 2024
24. februar 2026 - Nr. 40
Næste udgivelse: 28. oktober 2026
Alle udgivelser i serien: Grønne varer og tjenester
Kontakt
- Henrik Huusom, tlf. 40 38 36 43
Kilder og metode
Formålet med statistikken er at give en økonomisk belysning af den markedsmæssige indsats på miljøområdet. Der skelnes mellem aktiviteter til miljøbeskyttelse og aktiviteter, som betyder reduceret brug af knappe ressourcer. Økonomien måles alene i første produktionsled. Tallene baserer sig både på eksisterende statistikker og en særskilt spørgeskemaundersøgelse. Der er en betydelig usikkerhed knyttet til resultaterne. Resultaterne for aktuelt år er foreløbige og vil blive revideret til endelige tal i ved næste offentliggørelse.