Gå til sidens indhold

Det Blå Danmark

28. september 2023 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Ærø, Fanø og Svendborg er historisk kendt som hjemsted for danske søfolk, og i de tre kommuner bor stadig i dag flest søfolk pr. indbygger. Det skriver Danske Rederier i en af de mange analyser, brancheorganisationen udgiver om den maritime sektor, også kaldet ”Det Blå Danmark”.

Ifølge Søfartsstyrelsen består ”Det Blå Danmark” af rederier, shippingvirksomheder og en lang række virksomheder, der er involveret i international og dansk skibsfart. Det er for eksempel skibsmæglere, havne, logistikvirksomheder og værfter, samt industri- og servicevirksomheder, som leverer udstyr, komponenter og service til skibe.

COWI udarbejder årligt analysen "Beskæftigelse og produktion i Det Blå Danmark" for Søfartsstyrelsen. Beskæftigelsen i sektoren svarer til 3,4 procent af den samlede beskæftigelse i Danmark. I 2021 var der  62.736 personer beskæftiget inden for de brancher, der defineres som ”Det Blå Danmark”, og yderligere 34.926 personer er indirekte beskæftiget i tilknyttede brancher.

I analysen får man uddybende information om de beskæftigedes køn, alder, uddannelsesniveau, indkomst og skattebetaling . Desuden er der oplysninger om branchens eksport og produktion, og i årets rapport er der et særligt tema om grøn omstilling, bl.a. med oplysninger om branchens CO2-udledning.

Søfart er et globalt erhverv, og i dag er det World Maritime Day, en dag stiftet af Den Internationale Søfartsorganisation (IMO). IMO er en organisation under FN, der arbejder for at fremme sikkerhed til søs og forhindre forurening fra skibe. Dette år markeres 50-års jubilæet for MARPOL-konventionen (The International Convention for the Prevention of Pollution from Ships), som fastsætter regler og standarder for skibe med henblik på at reducere deres påvirkning af havmiljøet.

IMO laver linkguiden "Maritime Facts and Figures", hvor de henviser til især internationale kilder om bl.a. skibsulykker, pirateri, ophug af skibe og kvinder i skibsfart.


Tags:


Emne:
Geografi: Dansk statistik, International statistik