Gå til sidens indhold

Amerikanske valgdata

27. november 2020 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Tirsdag d. 3. i denne måned var der valg i USA. Siden 1845 har valgdatoen, de år der har været præsidentvalg og valg til Kongressen, ligget den første tirsdag efter første mandag i november.

Stemmerne optælles stadig, og man kan løbende følge efterspillet på de store amerikanske medier som CNN og Fox News. USA har modsat mange andre lande ikke en valgkommission, der udråber vinderen af valget, så det er de store nyhedsmediers udmeldinger, man venter på. Traditionelt er det nyhedsbureauet Associated Press (AP), man følger tæt. De har siden 1848 udråbt vinderen af præsidentvalget og gjorde det således også i år d. 7. november, hvor de ifølge deres data med sikkerhed kunne erklære Joe Biden vinder. På AP’s hjemmeside kan man i deres FAQ læse, hvordan de indsamler valgdata, bl.a. ved hjælp af deres 4000 journalister placeret i alle 50 stater.

En ofte benyttet kilde til opgørelser af stemmeprocenten er United States Election Project, som Michael P. McDonald, professor ved University of Florida står bag. Oversigten over stemmeprocenter ved det nyligt afholdte valg fungerer desuden som en god indgang til de enkelte staters valghjemmesider.

Befolkningstal til brug for udregningen af stemmeprocenter, og analyser af hvem vælgerne er, kan findes hos United States Census Bureau.

Der findes mange kilder til historiske amerikanske valgdata og til analyser af valg og vælgere. Library of Congress giver en god samlet oversigt over fysiske og online kilder, hvoraf de fleste af de online er gratis tilgængelige.


Tags:


Emne:
Geografi: International statistik

Informations­specialisternes blog

Vi kommer langt omkring i statistikkens verden. Falder vi over en spændende statistik, deler vi den med jer her på bloggen.

Bemærk derfor også, at vi henviser til eksterne websites og frasiger os ansvaret for sidernes tilgængelighed.

Læs bloggen