Gå til sidens indhold

Data sætter retning for Danmarks 2030-mål

FN’s 17 verdensmål skal omsættes til en dansk virkelighed. Alle danskere er inviteret til at give deres besyv med, og tal fra Danmarks Statistik skal sikre, at relevante danske delmål kan formuleres, måles og følges frem mod 2030.

21. januar 2020 kl. 11:00

Af Stina Askholm Mellerup

Hvad betyder fattigdom i en dansk kontekst? Hvad er ulighed, og hvordan kan ulighed måles herhjemme, og kan vi tale om sult eller fejlernæring i en dansk sammenhæng? Det er bare tre af de emner, som alle danskere kan give deres input til i det nye projekt ’Vores Mål’. I løbet af foråret 2020 skal projektet oversætte FN’s 17 verdensmål og 169 delmål til såkaldte supplerende indikatorer, som giver mening i Danmark.

- Hvis vi holder danske forhold direkte op mod FN’s verdensmål, der i sagens natur er meget brede, kan vi måske tro, at vi allerede er i mål. Slum er fx ikke et begreb, vi taler om og måler på, men det betyder ikke, at vi ikke har boligproblemer i Danmark. Derfor skal vi indstille kikkerten på en ny måde, så vi kan formulere netop de indikatorer eller målepunkter, der er relevante for Danmark, og som derfor kan være med til at realisere FN’s 2030-mål i praksis. 

Sådan fortæller professor emeritus Steen Hildebrandt, formand for det uafhængige 2030-panel, der har sat ’Vores Mål’ i gang. Panelet er nedsat af Folketingets tværpolitiske 2030-netværk.

Skal kunne måles

For at kunne formulere de danske delmål har panelet bedt om hjælp fra Danmarks Statistik i samarbejde med Deloitte.
 
- Vi kan ikke bare arbejde ud fra en række værdimæssige formuleringer. I stedet skal vi formulere de supplerende indikatorer ud fra fakta, så vi kan måle, hvor vi står nu, og om vi bevæger os i den rigtige retning. Fx ’50 procent flere unge skal have en ungdomsuddannelse inden 2030’. Og her har vi brug for Danmarks Statistiks data og ekspertise, siger Steen Hildebrandt.

Direktør for personstatistik hos Danmarks Statistik, Niels Ploug, uddyber: 

- Vi har en kæmpe base af data og statistik om danskerne, og det kan vi kombinere på en række nye måder for at sikre os, at de enkelte delmål holder stik. Hvis vi fx taler om ligestilling og gerne vil formulere et delmål om økonomisk ligestilling i samme typer job, så kan vi kombinere vores data om køn, løn og jobfunktion og på den måde se, hvor lige eller ulige kønnene står i dag – og på samme måde følge udviklingen frem mod 2030.

Kristian Jensen, medlem af Folketinget og formand for 2030-netværket, ser også frem til at gøre brug af Danmarks Statistik i det kommende 2030-arbejde.

- Med deres evne til at gennemskue komplekse ting samt fantastiske databaser til at gøre mange tanker konkrete er Danmarks Statistik klart den rette partner.

 

FN's 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling

FN's 17 Verdensmål
Kilde: www.verdensmaalene.dk 

Åben debat er nyt

Inden Danmarks Statistik kan gå i gang med at formulere de danske supplerende indikatorer, er det dog danskerne selv, der skal debattere og give input til 2030-indikatorerne. Konkret kan alle i løbet af foråret 2020 komme til orde på en online platform og via en række workshops og høringer inden for fx sundhed, klima, uddannelse og samfund. 

Processen munder ud i en rapport, som i april skal præsenteres for 2030-netværket og derefter på sommerens Folkemøde på Bornholm.

- Det er helt bevidst, at vi inviterer danskerne til at komme til orde og blande sig i debatten. Det er en helt ny mulighed for at få friske og spændende tanker og ideer på banen. Og så håber vi, at det er med til at skabe ejerskab blandt de, der jo skal være med til at føre løsningerne ud i livet, fortæller Kristian Jensen.

 
Stadig meget arbejde i Danmark

Steen Hildebrandt har store forventninger til den debat, der netop er skudt i gang i Danmark. 

- Det vigtigste er princippet om ’leave no one behind’, der er kernen i FN’s verdensmål. Og det princip har også relevans herhjemme. Fx er der store grupper af unge, som ikke får en uddannelse eller kommer ud på arbejdsmarkedet – konkret er der 50.000 unge, der i de seneste to år ikke har været i uddannelse eller job, og det er fuldstændig uacceptabelt. Det skal vi forholde os til i Danmark.

Også Kristian Jensen peger på relevante områder, som vi i Danmark kan stræbe efter at blive bedre til.
 
- Især bæredygtigt forbrug er et spændende område. Vi skal ikke nødvendigvis forbruge mindre, men forbruge bedre og mere bæredygtigt. Det samme gælder i udviklingen af by- og lokalsamfund – hvordan skaber vi fx en bæredygtig fremtid for landsbyerne? Her har vi mulighed for at sætte en standard for resten af verden. 

 

Fakta #1 FN's verdensmål

17 mål, der skal gøre verden et mindre fattigt og mere fredeligt sted samt skabe en bæredygtig samfundsudvikling – socialt, økonomisk og klimamæssigt.
Hvert verdensmål har en række konkrete delmål – i alt er der 169 delmål, såkaldte indikatorer. 
Alle FN’s 193 medlemslande har forpligtet sig til at indfri verdensmålene og selv formulere en række konkrete delmål, der dækker det enkelte land.

Læs mere på www.verdensmaalene.dk

Fakta #2 Vores Mål

Verdens første åbne verdensmålsudviklingsprojekt – formålet er at fastlægge de supplerende danske indikatorer for verdensmålene gennem åbne debatter.
Projektet er skabt i samarbejde mellem Danmarks Statistik og 2030-panelet og finansieret af Industriens Fond, Lundbeckfonden, Nordea-fonden, Realdania og Spar Nord Fonden.

Steen Hildebrandt

Steen Hildebrandt

 

Professor emeritus i organisations- og ledelsesteori.

Formand for Folketingets tværpolitiske 2030-netværk, der har til formål at skabe aktivitet og debat omkring 2030-målene.

Panelet består af 25 eksperter fra blandt andet forskningsverdenen, interesseorganisationer, virksomheder og uddannelsesinstitutioner.

Foto: Steen Hildebrandt

Kristian Jensen

Kristian Jensen

 

Medlem af Folketinget for Venstre.

Formand for Folketingets tværpolitiske 2030-netværk, der har til formål at skabe aktivitet og debat omkring 2030-målene.

Foto: Venstre

Niels Ploug

Niels Ploug 

 

Direktør for personstatistik hos Danmarks Statistik

Foto: Martin Sylvest

Kontakt

DST Consulting
Telefon: 39 17 36 00