Ny ordning for offentlige uddannelsesinstitutioner: Mulighed for mikrodataadgang til specialeprojekter
Fra september 2025 kan studerende, der afslutter deres kandidatuddannelse med et speciale, få adgang til at arbejde med pseudonymiseret mikrodata som en del af deres specialeprojekt. Læs mere om den nye ordning – også kaldet Specialeordningen- og hvordan din uddannelsesinstitution kan få del i den.
9. juli 2025 kl. 11:50
Danmarks Statistik er glade for at kunne lancere en ny ordning – Specialeordningen - som træder i kraft fra september 2025. Ordningen åbner op for, at fakulteter og institutter tilknyttet en offentlig uddannelsesinstitution nu kan tilbyde deres afgangsstuderende praktisk erfaring med at arbejde med pseudonymiseret mikrodata på Danmarks Statistiks forskermaskiner som led i deres specialeprojekter.
Formålet med ordningen er at give flere studerende – herunder dem, der ikke har adgang til data gennem et studenterjob eller erhvervsspeciale – mulighed for at arbejde med realistiske og komplekse registerdata, hvilket kommer både de studerende og uddannelsesinstitutionerne til gode. Som Jonas Schytz Juul, Afdelingsdirektør for Personstatistik i Danmarks Statistik, udtaler:
– ”Ordningen giver en stærk introduktion til registerbaseret forskning. Det styrker afgangsstuderendes faglige kompetencer og giver samtidig vigtig indsigt i databeskyttelse og ansvarlig databrug. På den måde får specialestuderende værdifuld erfaring med at arbejde med data via Danmarks Datavindue gennem deres specialeprojekt.”
Jonas Schytz Juul understreger desuden, at ordningen giver uddannelsesinstitutioner en unik mulighed for at kvalificere og motivere flere studerende til at forfølge karriereveje med fokus på data – eksempelvis gennem ph.d.-forløb, forskning eller dataanalyse i både offentligt og privat regi.
Adgang til ordningen – de vigtigste krav
For at en uddannelsesinstitution kan komme i betragtning til ordningen, skal følgende betingelser blandt andet være opfyldt:
1. Offentlig institution: Din uddannelsesinstitution skal være et institut eller fakultet tilknyttet et af de otte offentligt anerkendte forskningsuniversiteter i Danmark.
2. Uddannelsesautorisation: Din uddannelsesinstitution skal kunne komme i betragtning til en uddannelsesautorisation.
3. Projektkrav: Afgangsprojekterne ved din uddannelsesinstitution skal have forskningshøjde på niveau med et kandidatspeciale og typisk udgøre mellem 30 og 60 ECTS, afhængigt af uddannelsens opbygning.
Den nye ordning bygger på erfaringer fra et vellykket pilotprojekt, som Forskningsservice har gennemført fra sommeren 2024 til sommeren 2025. Her deltog Økonomisk Institut ved Aarhus Universitet og Københavns Universitet, hvor cirka 15 specialestuderende fik adgang til at arbejde med pseudonymiseret mikrodata i deres specialeprojekter.
Er du interesseret i at høre mere?
Vil du vide mere – eller høre, hvordan din uddannelsesinstitution kan få del i ordningen? Så kontakt Helle Wallach Kildemoes, Chefkonsulent i Forskningsservice, Danmarks Statistik.