Gå til sidens indhold

Oprettelse af projektindstilling

På denne side kan du få hjælp til at oprette og udfylde en projektindstilling i Danmarks Datavindue.

Danmarks Statistik behandler de enkelte projektindstillinger og vurderer undervejs i processen og inden den endelige godkendelse, om projektet opfylder de lovmæssige krav. Disse krav omhandler dokumentation af data, at dataindhold er rimeligt i forhold til projektets formål (dataminimering), og at projektet er samfundsrelevant (jf. Databeskyttelsesforordningen). Det er den dataansvarliges eget ansvar, at den godkendte projektindstilling afspejler, argumenterer for og dokumenterer al data, der er tilknyttet projektet.

Sådan oprettes og udfyldes et projekt i Danmarks Datavindue

Se videovejledning til at oprette en projektindstilling

På din forside i Danmarks Datavindue, klikker du på ’Databestillinger’ og derefter ’Opret projektindstilling’. Her giver du projektet en titel og vælger den institution, som projektet skal oprettes under, samt om det er forsker-, projektdatabase- eller myndighedsordningen, det hører under. 

Har du brug for hjælp, kan du kontakte en administrator på din institution.

Projektdetaljer

Her skal du udfylde projektbeskrivelsen og dermed redegøre for hhv. projektets formål, undersøgelsesfelt, samfundsrelevans samt argumentere for anvendelsen af data. Herunder finder du for hvert punkt hjælpespørgsmål og anbefalinger samt relevante bilag og henvisninger.

1. Formål

Beskriv projektets overordnede formål.

Hjælpespørgsmål:

  • Hvad går undersøgelsen overordnet ud på?
  • Hvad skal opnås på baggrund af undersøgelsen?

Anbefalinger:

  • Hold formålsbeskrivelsen kort, præcis og i lægmandssprog.
  • Formulér formålet bredt, så der er mulighed for at dække flere relevante aspekter af et emne og udvide projektet undervejs med ny data.
  • Undgå gentagelser af forhold, der hører til under projektbeskrivelse eller population.
  • Vær opmærksom på sammenhængen med resten af projektindstillingen.
Eksempler på formålsbeskrivelse

Her kan du se eksempler på formålsbeskrivelser som godkendes af Forskningsservice. Både smalle og brede formålsbeskrivelser accepteres.

  • Formålet er at belyse faktorer, som har eller kan have betydning for udvikling og behandling af åreforkalkning, samt at vurdere hvordan disse faktorer spiller sammen i udvikling og behandling af åreforkalkning.
  • Projektet har til formål at undersøge den historiske og aktuelle udvikling i arbejdsstyrkens størrelse og sammensætning.
  • Projektets formål er at undersøge borgernes anvendelse af offentlige velfærdsydelser gennem et helt livsforløb dvs. fra fødsel til grav.
  • Forskningsprojektet søger at kaste lys på grundlæggende spørgsmål i økonomi og finansiering omkring driften og finansieringen af virksomheder.
  • Formålet med projektet er at undersøge udredning, forløb og behandling i det danske sundhedsvæsen med henblik på at identificere hvor den tværsektorielle implementering kan forbedres, og hvor arbejdet med evidensbaseret viden i daglig, klinisk praksis kan optimeres.
  • Formålet med projektet er at undersøge, hvordan kost, rygning, alkohol og motion faktorer (KRAM-faktorer) er sammenhængende med graden af sundhedsforringelse, samt udvikling i incidens og prævalens af KRAM-faktorerne i relation til udviklingen af sygdom over tid.

2. Beskrivelse

Uddyb med udgangspunkt i projektets formål baggrunden og betingelserne for selve undersøgelsen.

Hjælpespørgsmål:

  • Hvilken overordnet hypotese eller hvilke forskningsemner undersøges eller søges besvaret?
  • Hvilke emner berører projektet, og hvordan indgår grunddata og evt. eksterne data i relation til disse emner?

Anbefalinger:

  • Ved argumentation for data er overordnede begreber som ’sociodemografiske registre’ eller ’sundhedsdata’ ikke tilstrækkelige. Anvend i stedet afgrænsende emner som i disse eksempler kunne være ’indvandring’, ’uddannelse’, ’kriminalitet’ og ’indkomst’ samt ’diagnoseoplysninger’, ’lægemiddeldata’ og ’takster’.
  • Argumentation for eksterne data beskrives på samme måde som grunddata.
  • Beskriv hvilke emner projektet undersøger, så det kan tilpasses undervejs og drage nytte af data på tværs af flere områder.
  • Vær opmærksom på sammenhængen mellem beskrivelsen og projektindstillingens øvrige dele.

3. Samfundsrelevans

Beskriv kort projektets samfundsrelevans.

Hjælpespørgsmål:

  • Hvad er sammenhængen mellem projektets formål og samfundsrelevans?
  • Hvordan er projektet relevant for hele samfundet?

Anbefalinger:

  • Lad beskrivelsen være kortfattet og troværdig.
  • Undgå gentagelser fra den øvrige tekst samt tekst, der ikke vedrører dette specifikke projekt.

Eksempler på fyldestgørende projektindstillinger

Projektadgange

Her kan administratoren eller en kontaktperson med beføjelser tilføje brugere til projektindstillingen, så disse har mulighed for at tilgå data. Brugerne skal være oprettede i Danmarks Datavindue og have en aktiv brugeraftale med den autoriserede institution, der har dataansvaret for projektet.

Dataindhold

Her kan du vælge registre og variable til projektindstillingen og beskrive eksterne data under ’Øvrige datakilder’. Det er også her, du beskriver projektets population. Læs mere under Populationsbeskrivelse. Herunder finder du hjælpespørgsmål og anbefalinger til at udfylde øvrige datakilder.

Øvrige datakilder

Beskriv ekstern data som tilknyttes projektindstillingen.

Hjælpespørgsmål:

  • Hvad er det for data som den eksterne datakilde indsamler
  • Hvordan understøtter det eksterne data projektets formål

Anbefalinger:

  • Inddel ekstern data efter datakilde. For eksempel kan én øvrig datakilde være data fra Styrelsen for læring og IT (STIL).
  • Forklar kort og overordnet hvad data skal bruges til, så der er mulighed for at udvide projektet undervejs med mere data fra samme datakilde
  • Vær opmærksom på at de øvrige datakilder skal være omfattet projektbeskrivelsen.

Analyseplatforme 

Hvis din autoriserede institution har en hosted server, kan du vælge, at projektet oprettes her. Alternativt er det altid muligt at få oprettet projektet på Forskerserveren. Læs mere under Analyseplatform

Opsummering

Her kan du se din samlede projektindstilling og tjekke, at alt er tastet korrekt. Hvis du vil ændre noget, kan du gå tilbage og rette det, inden du sender din bestilling afsted. Er du administrator for den institution, som projektet ligger under, kan du sende indstillingen direkte til Danmarks Statistik ved at klikke ’Indsend’. Hvis ikke, skal du sende indstillingen til en af administratorerne på din institution ved at klikke ’Send til administrator’. 

Hvis du får din projektindstilling tilbage til revision, betyder det, at den projektansvarlige i Forskningsservice har set den igennem og tilføjet kommentarer, som du skal tage stilling til. Du kan gensende projektindstillingen efter tilretning.

 

Særligt ved oprettelse af underprojekt på projektdatabaser og myndighedsordninger

Når du opretter en projektindstilling til et underprojekt, skal du huske at vælge projektdatabaseordning/myndighedsordning. Vælger du ved en fejl forskerordningen, oprettes projektindstillingen ikke som et underprojekt. Det er desværre ikke muligt at ændre ordningen, og du skal derfor oprette en ny projektindstilling.

Projektindstillingen udfyldes som et projekt under forskerordningen, men under ’dataindhold’ skal du være opmærksom på følgende:

  1. At data, der skal overføres fra projektdatabasen/myndighedsordningen, skal angives under ’Data fra Projektdatabasen’ eller ’Data fra Myndighedsordning’.
  2. At data, der skal tilvælges fra Forskningsservice, skal angives under ’Data fra Danmarks Datavindue’.