Gå til sidens indhold

Vi betaler fortsat mindre i grønne afgifter

Offentlig miljøbeskyttelse, grønne afgifter og miljøstøtte 2020

Statens indtægter fra grønne afgifter faldt med 3 pct. fra 76 mia. kr. i 2019 til 74 mia. kr. i 2020. Energiafgifter udgjorde 39 mia. kr., hvilket er det laveste niveau siden 2006. Det kan henføres til den løbende udfasning af PSO-afgiften, og en faldende indtægt på afgift af benzin og afgift på visse olieprodukter i 2020, som skyldes lavere forbrug af benzin og diesel til transport pga. COVID-19. Der kan findes mere information om bl.a. energiforbrug i Nyt fra Danmarks Statistik 221:223, Energiregnskab for Danmark 2020.

Grønne afgifter fordelt på energi-, transport-, forurenings- og ressourceafgifterKilde: www.statistikbanken.dk/mreg21

Grønne afgifter også på vedvarende energi

For at sikre international sammenlignelighed, er de danske grønne afgifter opgjort efter Eurostats liste over grønne afgifter. Denne inkluderer afgifter på el, uanset hvordan den er produceret, og dermed indgår også afgifter på vindkraft, selvom miljøpåvirkningen herfra er minimal i forhold til andre energityper. Der er dermed ikke en direkte sammenhæng mellem de grønne afgifters størrelse og størrelsen af miljøpåvirkningen. Ifølge Energinets Miljøredegørelse for 2020 er 64 pct. af elforbruget dækket af vind-, sol- og vandkraft, mens 17 pct. kommer fra afbrænding af biomasse og affald. 16 pct. af den el vi forbruger kommer fra fossile kilder og 3 pct. fra atomkraft.

Grønne afgifter fordelt på husholdninger og erhverv 2020*Kilde: www.statistikbanken.dk/mrs1

Husholdningers og erhvervenes andel af de grønne afgifter

Af de samlede indtægter for grønne afgifter stod husholdningerne for 43,4 mia. kr. (59 pct.), mens erhvervene stod for resten. Indtægterne fra husholdningerne ligger i 2020 1,8 mia. kr. under niveauet i 2019. Dette skyldes især tilbagegang i indtægterne fra hhv. energi- og transportafgifter på hver især knap 0,9 mia. kr. Indtægterne fra erhvervene ligger samlet 0,8 mia. kr. under niveauet fra året før, hvilket primært skyldes en tilbagegang i indtægterne fra transportafgifterne, især registreringsafgifter for køretøjer. Hos erhvervene er det brancherne handel og transport, erhvervsservice samt finansiering og forsikring, som i 2020 har betalt flest grønne afgifter.

Stigende støtte til vedvarende energi forøgede miljøstøtten

Støtten til vedvarende energi og energibesparelser steg med 23 pct. fra 6,8 mia. kr. i 2019 til 8,4 mia. kr. i 2020. Stigningen skyldes i stor udstrækning subsidier til havvind, som voksede med idriftsættelsen af Horns Rev 3 og en højere elproduktion fra havvind i 2020 ift. niveauet i 2019. I 2020 udgjorde den samlede miljøstøtte 10,4 mia. kr., hvilket svarer til en stigning på 18 pct. i forhold til niveauet i 2019, hvor miljøstøtten udgjorde 8,8 mia. kr.

Miljøstøtten fordelt på vedvarende energi og øvrigeKilde: www.statistikbanken.dk/mms2

Fald i statens indtægter fra Nordsøen

I 2020 var statens indtægter fra Nordsøen - den såkaldte skat på ressourcerente - 0,55 mia. kr. Sammenlignet med provenuet på 2,59 mia. kr. i 2019 er der sket et fald på 79 pct. i 2020. Siden 2011 hvor provenuet var på 21,2 mia. kr., er indtægterne fra skat på ressourcerente faldet med hele 97 pct. Skat på ressourcerente er statens indtægter fra olie- og gasproduktionen i Nordsøen i form af kulbrinteskat og selskabsskat af kulbrintevirksomhed. Indtægterne påvirkes af faldende produktion i Nordsøen samt faldende oliepriser.

Nyt fra Danmarks Statistik

23. juni 2021 - Nr. 241

Hent som PDF
Næste udgivelse: 17. december 2021

Kontakt

Kilder og metode

Statistikken benytter samme udgifts- og indtægtsbegreber, som anvendes for den offentlige sektor i nationalregnskabet. Tallene er opgjort i løbende priser. I statistikdokumentationen er der en mere omfattende beskrivelse af kilder og metoder. Beregningerne er baseret på de enkelte identificerede udgifts- og indtægtsposter og klassificeret efter nationalregnskabsprincipper i henhold til ESA 2010 via oplysningerne i statsregnskabet samt kommunale og regionale regnskaber.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation


Seneste nyt om Grønt Nationalregnskab