Flere modtog handicapydelser i 2024
Handicap og udsatte voksne 2024
Ændret 02. juli 2025 kl. 15:15Der var desværre fejl i teksten i andet afsnit. Fejlen er rettet og markeret med rød.
I fjerde kvartal 2024 modtog 87.600 personer en eller flere udvalgte ydelser målrettet voksne med handicap eller udsatte voksne. Da flere ydelsestyper er blevet indberetningspligtige de seneste år, kan tallet ikke sammenlignes direkte med tidligere år. Hvis man alene ser på de ydelsestyper, der var indberetningspligtige i både 2018 og 2024, ses en stigning i antallet af personer, der modtog de udvalgte ydelsestyper på 7 pct. Antallet af modtagere er således steget fra 74.800 personer i fjerde kvartal 2018 til 80.100 personer i fjerde kvartal 2024.
Stigning i individuel og gruppebaseret socialpædagogisk hjælp og støtte
Fra andet halvår 2020 blev det obligatorisk at indberette personer, der modtager individuel tidsbegrænset socialpædagogisk hjælp og støtte (§ 82 b). Gruppebaseret socialpædagogisk hjælp og støtte (§ 82 a) har været frivillig at indberette fra andet halvår 2020 og er blevet obligatorisk fra 1. januar 2024.
Siden 2020 er brugen af disse paragraffer steget markant. Fra fjerde kvartal 2020 til fjerde kvartal 2024 er individuel tidsbegrænset socialpædagogisk hjælp og støtte steget fra 3.500 til 5.200 modtagere mens gruppebaseret socialpædagogisk hjælp og støtte steget fra 700 til 2.200 modtagere. En mindre del af stigningen ved gruppebaseret socialpædagogisk hjælp kan skyldes overgangen fra frivillig til obligatorisk indberetning i 2024.
Flest unge bor i midlertidigt botilbud
Der er flest personer, som modtager socialpædagogisk støtte i botilbudslignende tilbud (13.900) sammenlignet med længerevarende botilbud (5.400). Aldersfordelingen i begge typer af botilbud er forholdsvis jævn i alle aldersgrupper blandt de 20-69 årige. For midlertidigt botilbud udgjorde aldersgruppen 20-29 år 3.800 personer i fjerde kvartal 2024, hvilket svarer til 54 pct. af alle modtagere (7.000).
Nyt fra Danmarks Statistik
2. juli 2025 - Nr. 210
Hent som PDF
Næste udgivelse: 2. juni 2026
Kontakt
- Vibeke Nordrum, tlf. 24 94 35 52
- Klaus Birch Lundgaard, tlf. 51 14 62 78
Kilder og metode
Statistikken om handicap og udsatte voksne er udarbejdet på grundlag af indberetninger fra alle 98 kommuner om udvalgte ydelser givet efter lov om social service.