Gå til sidens indhold

Erhvervslivet og verdensmålene - Danmark og nabolande 2021

I denne publikation belyses erhvervslivets udvikling i Danmark og syv nabolande i relation til et udsnit af verdensmålene. Det er sket ud fra eksisterende statistik i Eurostat, EU’s statistikkontor. Belysningen tager afsæt i 14 branchegrupper og er en opfølgning til tidligere publikation Erhvervslivet og verdensmålene, hvor der alene blev fokuseret på erhvervslivet i Danmark. 

Alle 8 lande udvikler sig positivt i forhold til målene – men det går langsomt på ligestillingsområdet

Tallene, som i hovedsagen er fra 2010 til 2019, viser, at der i alle de 8 lande synes at være en interesse i erhvervslivet for at bidrage til opfyldelsen af verdensmålene. Dette er især synligt hvad angår udledning af drivhusgasser, hvor alle lande viser et klart bedre forhold mellem udledning og værditilvækst. Denne udvikling er dog også drevet af mere forpligtende målsætninger end hvad der er udtrykt i verdensmålene.

På de områder hvor der har været grundlag for at sammenligne den relative udvikling i indikatorerne, er der også præsenteret de ofte store forskelle landene i mellem i erhvervsstruktur samt de faktiske tal for indikatorernes i udgangsåret 2010. Dette fordi en vurdering af om udviklingen har været tilfredsstillende må ses i forhold til afsæt og potentiale.   

Udgifterne til forskning og udvikling, som kan bidrage til omstilling i erhvervslivet, er generelt øget i perioden, både i faktiske priser og målt i forhold til værditilvæksten. Relativt har erhvervslivet i Polen vist den største udvikling, men fra et meget lavt niveau. Danmark og Finland viser omvendt nedgang på denne indikator.

Der kan konstateres en betydelig nedgang i udledning af drivhusgasser fra erhvervslivet, både absolut og i forhold til værditilvækst. Storbritannien viser på begge beregninger en meget stor reduktion, mens Polen og Nederlandene i faktiske tal har relativ lav reduktion. Tallene fra Norge skiller sig ud, dog muligvis affødt af usikkerhed i tallene for udledning.

Med hensyn til kønssammensætningen i erhvervslivets brancher er landene tæt på at ligne hinanden og der kan kun konstateres en svag tendens i retning af mere ligelig sammensætning. Tyskland og Polen har relativt flest kvinder beskæftiget i erhvervslivet, mens Norge og Sverige har færrest.

Når det kommer til lønlighed mellem kvinder og mænd er det alene muligt med nogle overordnede sammenligninger. Tallene tyder dog klart på, at Tyskland og Storbritannien er længst fra lige løn for lige arbejde, mens Polen, Sverige og Norge er tættest på.

I publikationen er der præcise referencer til de anvendte databanktabeller så alle kan dykke yderligere ned i materialet og også beregne indikatorerne for de kommende år. For 2020 og 2021 kan der dog være behov for at tage hensyn til indvirkningen af COVID-19.


Erhvervslivet og verdensmålene - Danmark og nabolande

Kolofon

Erhvervslivet og verdensmålene - Danmark og nabolande
Erhvervsliv
ISBN pdf: 978-87-501-2401-6
Udgivet: 4. marts 2022 kl. 08:00
Antal sider: 38
Kontaktinfo:
Ole Olsen
Telefon: 39 17 38 63

tilmeld dig nyheder

Modtag nyheder om de emner, der interesserer dig