Gå til sidens indhold

Statistisk behandling

Kontaktinfo

Fødevareerhverv, Erhvervsstatistik
Mona Larsen
24 81 68 47

mla@dst.dk

Hent som PDF

Svinebestanden

Data til opgørelsen af svinebestanden indsamles via elekroniske spørgeskemaer eller system-til-system løsningen ArgoSofts Winsvin. Der er udvalgt en stikprøve på lidt under 1.350 landbrugsbedrifter i Danmark, som har svin i følge Det Centrale Husdyrbrugsregister (CHR). Stikprøven er stratificeret efter det totale antal svin og typer af svin på den enkelte bedrift. Bedrifter med mange svin bliver udvalgt hver gang. De indberettede data fejlsøges, hvorefter de fejlsøgte data opregnes til populationen af svin.

Kilder

Data indsamles fra en stikprøve af de landbrugsbedrifter i Danmark, som har svin ifølge Det Centrale HusdyrbrugsRegister (CHR).

I udvælgelsen inddeles bedrifterne i 22 strata efter typer svin og antal svin i alt på bedriften opnået ved den seneste tælling af svin på bedriften. Disse data kan stamme fra enten svinetælling eller landbrugs- og gartnerietælling alt efter hvilken tælling der ligger tidsmæssigt senest for den givne bedrift.

Alle bedrifter med med 5.000 søer eller mere og alle bedrifter 10.000 slagtesvin og smågrise eller mere bliver udvalgt hver gang, mens de udvalgte i andre strata er tilfældig, dog deltager en bedrift maksimalt 8 gange i træk i stikprøven.

Størrelsen af stikprøven: - 01. oktober 2024: 1.277 bedrifter med svin ud af 2.140 bedrifter med svin - 01. juli 2024: 1.292 bedrifter med svin ud af 2.117 bedrifter med svin - 01. april 2024: 1.320 bedrifter med svin ud af 2.180 bedrifter med svin - 01. januar 2024: 1.344 bedrifter med svin ud af 2.198 bedrifter med svin

Indsamlingshyppighed

Data indsamles kvartalsvis.

Indsamlingsmetode

Indsamlingen af data til denne statistik, gør primært brug af den fællesoffentlige digitale indgang http://www.Virk.dk. Danmarks Statistik uploader spørgeskemaer til respondenterne, hvori de bedes indberette data til statistikken. Blanket til indberetning og vejledning kan findes på informationssiden for indberetter på https://www.dst.dk. Andre indberetter data via system-til-system løsningen AgroVisionAgroVision.

Datavalidering

Statistikken gennemgår en fejlsøgning i flere faser. Ved online-indberetningen sikres det, at alle spørgsmål er besvaret. I forbindelse med online-indberetningen sker der en blød validering, hvor indberetteren gøres opmærksom på værdier, der virker usandsynlige, således at de kan rette disse inden indsendelse, hvis det faktisk er forkerte værdier. I næste fase behandles de indkomne besvarelser i en database, hvor indberetningen bl.a. sammenlignes med tidligere perioder. Ekstreme værdier og store udsving mærkes. Oplysningerne sammenholdes med tidligere indberetninger og oplysninger i det centrale husdyrregister og der foretages rettelser. Fejl rettes i nogle tilfælde dog først efter telefonisk kontakt til landmanden. I sidste del af valideringen undersøges de opregnede tal, og ekstreme udviklinger i form af store stigninger eller store fald undersøges nærmere.

Databehandling

Svinetællingen er en stratificeret stikprøvetælling, hvor alle bedrifter, der har svin ifølge det Centrale HusdyrbrugsRegister CHR udgør rammepopulationen.

Disse bedrifter får tilført oplysninger om antallet af svin og typer af svin fra seneste svinetælling eller landbrugs- og gartneritælling, bedrifterne har deltaget i. På baggrund af disse oplysninger inddeles populationen i 22 strata. Nye bedrifter med svin placeres i et separat stratum, ligesom særlig udvalgte bedrifter. Bedrifter, som har nul svin ifølge seneste tællingsoplysning (men er registret med svin i CHR) inddeles i 5 strata, besætninger med søer inddeles i 8 strata, besætninger med slagtesvin og smågrise inddeles i 6 strata og endeligt er ornestationer i et separat stratum.

Ved dannelse af rammepopulationen medtages ikke bedrifter under konkurs og betalingsstandsning. Hvis der sker konkurs, betalingsstandsning mv. efter bedriften er udtaget til stikprøven, kontrolleres i det Centrale HusdyrbrugsRegister (CHR) om der forsat er svin på ejendommen. Hvis der ikke mere er svin på ejendommen, indberettes der nul svin. Hvis der forsat er svin på ejendommen, vurderes det individuelt om data fra seneste tælling kan anvendes. Hvis dette ikke er muligt, indgår enheden ikke i opregningen.

Det indsamlede data opregnes til populationen. Ved bortfald udgår bedriften af stikprøven, og opregningen hæves tilsvarende for det pågældende stratum. Der regnes med et bortfald på omkring 5 -10 pct.

Korrektion

For det totale antal svin publiceres data fra 2020 uden sæsonkorrektion.

Fra 2020 sæsonkorrigeres data ikke mere. Tidligere blev der i forbindelse med publiceringen foretaget sæsonkorrektion af det total antal svin. Serien med den totale svinebestand (svin i alt) bliver sæsonkorrigeret med X-12-ARIMA via JDemetra+. De sæsonkorrigerede tal revideres 3 år tilbage i tid. Ændring i sæsonkorrektion fra og med 1.kvartal 2008. Fra og med denne offentliggørelse er det kun serien "Svin i alt" der sæsonkorrigeres. De tidligere sæsonkorrigerede serier (søer i alt, gylte og sopolte) indeholder ikke nogen identificerbar sæsonkomponent. Den tidligere anvendte korrektion for andelsdage anvendes heller ikke længere, da opgørelsen af svin sker på en bestemt dag og ikke over en periode.