Statistisk behandling
Kontaktinfo
Privatøkonomi og Velfærd, PersonstatistikUwe Pedersen
Hent som PDF
Data indsamles fra en stikprøve af virksomheder og organisationer med mindst 10 fuldtidsbeskæftigede og dækker en enkelt lønperiode i den midterste måned i kvartalet. De indsamlede data består udelukkende af udtræk fra de indberettende virksomheders og organisationers IT-systemer til lønadministration af deres ansatte på individniveau. De indberettede data fejlsøges/valideres på flere niveauer i produktionsprocessen. Kun virksomheder der indgår i begge kvartaler er således med i beregningerne.
Kilder
Kvartalsvis indsamling af oplysninger fra dels en stikprøve på ca. 5000 virksomheder i den private sektor med 10 ansatte eller flere og dels af oplysninger fra offentlige virksomheder uden for offentlig forvaltning og service. Oplysningerne for de private virksomheder indsamles i samarbejde med Dansk Arbejdsgiverforening, Finanssektorens Arbejdsgiverforening og Dansk Apotekerforening. For de offentlige virksomheder indsamles data fra Moderniseringsstyrelsen, DSB og Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (KRL). Stikprøven af de private virksomheder er stratificeret og udtrukket fra Det Erhvervsstatistiske Register (ESR) efter størrelsesgrupper 10-19, 20-49, 50-99 og mindst 100 fuldtidsbeskæftigede. I sidstnævnte stratum indgår alle virksomheder.
Indsamlingshyppighed
Data indsamles kvartalsvist.
Indsamlingsmetode
De indsamlede data består udelukkende af udtræk fra de indberettende virksomheders og organisationers IT-systemer til lønadministration af deres ansatte på individniveau. For hovedpartens vedkommende er der tale om system-til-system indberetninger, hvor fx lønsystemerne indberetter data for deres kunder (virksomheder og organisationer) via store masseforsendelser direkte til Danmarks Statistik. Virksomheder og organisationer, som har deres eget selvudviklede lønsystem, indberetter deres data selv ved upload via en Web-applikation. Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) indsamler data fra deres egne medlemsvirksomheder og indberetter til Danmarks Statistik via en særlig system-til-system-løsning.
Det er obligatorisk i henhold til Lov om Danmarks Statistik at indberette oplysningerne, og undladelse meldes til Politiet og straffes med bøde.
Datavalidering
De indberettede data fejlsøges/valideres på flere niveauer i produktionsprocessen. Allerede ved modtagelsen af data foretages en grov fejlsøgning af materialet, fx at den indberettede lønperiode svarer til den forventede, at generelle formater overholdes mv. Er det ikke tilfældet, kontaktes indberetteren enten via mail eller telefonisk med anmodning om at rette fejlen og genindberetning. Ved den egentlige statistikproduktion valideres data mere tilbundsgående. Både på niveau for det enkelte ansættelsesforhold, hvor der fx tjekkes for manglende løn- eller timeoplysninger og på virksomhedsniveau, hvor fx gennemsnitslønnen eller antal ansatte, der indgår i data, sammenlignes med det foregående kvartals tilsvarende indberetning.
Databehandling
De kvartalsvise stigningstakter (basisindeksene) i de implicitte lønindekse beregnes som den gennemsnitlige løn pr. præsteret time inden for en branchegruppe i et kvartal sat i forhold til den gennemsnitlige løn pr. præsteret time inden for branchegruppen kvartalet før. Da der imidlertid er tale om en stikprøveundersøgelse med stratificeret udvælgelse er første led i beregningen af basisindeksene at beregne en korrekt timeløn for de enkelte brancher for de to kvartaler. Den gennemsnitlige timeløn for en given branchegruppe beregnes som et vejet gennemsnit af timelønnen inden for de enkelte størrelsesgrupper, henholdsvis 10-19, 20-49, 50-99 og 100+ beskæftigede. Data fra virksomheder, der ikke godkendes i fejlsøgningsprocessen, kasseres uden forsøg på korrektion af/ imputering for de fejlbehæftede data. I beregningerne indgår således kun virksomheder, der har indberettet valide data i begge på hinanden følgende kvartaler. Ud fra de herved beregnede timelønninger i de enkelte branchestørrelsesstrata beregnes den gennemsnitlige branchetimeløn for de to kvartaler ved at vægte med antallet af fuldtidsbeskæftigede inden for de fire størrelsesstrata i det aktuelle kvartal. Efter beregningen af de gennemsnitlige branchetimelønninger for det aktuelle og det foregående kvartal beregnes basisindeksene som forholdet imellem det aktuelle kvartals gennemsnitstimeløn og det foregående kvartals gennemsnitstimeløn. Delindeks for de enkelte branchegrupper beregnes derefter ved at kæde de beregnede kvartalsvise basisindeks til de tilsvarende indeksværdier for det foregående kvartal.
Aggregeringer fra de mest detaljerede delindeks på 36-branchegrupperingen til 21- eller 10-gruppering og indekset for hele den private sektor beregnes efterfølgende ved at vægte delindeksene med antal fuldtidsbeskæftigede i virksomheder og organisationer med flere end 10 fuldtidsbeskæftigede.
Korrektion
I beregningen af de kvartalsvise basisindeks indgår kun data fra virksomheder, der har indberettet både i primo- og ultimokvartalet. Det betyder i praksis at indberetninger fra virksomheder, der kasseres som følge af kvalitetsproblemer i det aktuelle kvartal, normalt først indgår i beregningen af basisindeks igen tidligst to kvartaler senere.