Gå til sidens indhold

International organisering og outsourcing

Formålet med statistikken International organisering og outsourcing er at belyse væsentlige globaliseringstendenser i form af firmaernes globale organisering og omfanget af outsourcing til udlandet i perioden 2018-2020 samt direkte handel (varer og tjenester) med virksomheder i udlandet i 2020. Virksomhedernes organisering fordelt på forretningsfunktioner i Danmark indgår også. Statistikken er tidligere indsamlet for perioderne 2001-2006, 2009-2011 samt 2014-2016. Undersøgelsen er en del af en fælles europæisk undersøgelse, der er medfinansieret af Eurostat.

Indhold

Statistikken har været udarbejdet med nogle års mellemrum siden 2007. Den belyser virksomhedernes engagement i globale værdikæder og international sourcing samt motiver og barrierer for international outsourcing og hvilke typer af funktioner og antal job, der er flyttet ud af Danmark som følge af ændringer i virksomhedernes internationale organisering. Undersøgelsen belyser virksomhedernes internationale sourcing, virksomhedernes internationale handel (køb og salg af varer og tjenester) direkte med virksomheder i udlandet, organiseringen af forretningsfunktioner i virksomheden i Danmark, samt betydningen af COVID-19 for udvalgte forhold i virksomheden.

Læs mere om indhold

Statistisk behandling

Data til denne statistik er indsamlet ved hjælp af spørgeskemaer fra en population på ca. 3.600 virksomheder med 50 eller flere ansatte. De indberettede data fejlsøges maskinelt og manuelt. Manglende værdier imputeres i få tilfælde ved at bruge oplysninger fra en virksomhed, som ligner den med manglende informationer.

Læs mere om statistisk behandling

Relevans

Formålet med statistikken er at belyse virksomhedernes internationale sourcing og engagement i globale værdikæder. Dens primære målgrupper er ministerier, forskere og brancheorganisationer, som har behov for viden om globaliseringens betydning for dansk erhvervsliv og jobskabelse. Statistikken anvendes til forskningsprojekter og analyser, hvori globalisering og outsourcing er i fokus.

Læs mere om relevans

Præcision og pålidelighed

Statistikken vurderes på grund af vejledningen af respondenterne samt den omfattende fejlsøgning og genkontakt at have en høj grad af præcision for hovedvariablene.

Læs mere om præcision og pålidelighed

Aktualitet og punktlighed

Statistikken offentliggøres inden for 18 måneder efter referenceperiodens afslutning. Statistikken offentliggøres uden forsinkelser i forhold til planlagte udgivelsestider.

Læs mere om aktualitet og punktlighed

Sammenlignelighed

Data fra undersøgelsen vil kunne sammenlignes med data fra de tidligere undersøgelser, som er gennemført i 2007, 2012 og 2017. Endvidere vil det være muligt at sammenligne resultaterne af undersøgelsen med tilsvarende undersøgelser i en række andre EU-lande. Data fra undersøgelsen kan endvidere sammenholdes med data fra Regnskabsstatistik og Generel Firmastatistik for de brancher og størrelsesgrupper, som den dækker.

Læs mere om sammenlignelighed

Tilgængelighed

Statistikken udgives i Nyt fra Danmarks Statistik i serien International organisering og outsourcing. I Statistikbanken offentliggøres tallene under Outsourcing. Data kan desuden gøres tilgængelige for forskere.

Læs mere om tilgængelighed