Gå til sidens indhold

Præcision og pålidelighed

Kontaktinfo

Nationalregnskab, Økonomisk afdeling
Peter Rørmose Jensen
+45 39173862

prj@dst.dk

Hent som PDF

Input-output tabeller

Der er en del usikkerhed på tallene. Den er forbundet med usikkerheden på de kilder, der anvendes, og de antagelser der gøres ved opstillingen af nationalregnskabet og input-output tabellerne. Den begrebsmæssigt konsistente og over tid ensartede bearbejdning af kilderne bidrager dog til en reduktion af usikkerheden på nationalregnskabstallene. Især betyder sammenstillingen af primærkilderne i et samlet system, at der i mange tilfælde afsløres fejl, der således ikke slår igennem i de endelige nationalregnskaber eller input-output tabeller.

Der foreligger ingen usikkerhedsberegninger.

Usikkerheden på de to seneste år i serien af input-output tabeller med 69 brancher er større end tabeller på det fulde 117 brancheniveau. Tabellen for 2020 er under indflydelse af de betydelige økonomiske forandringer som Covid-19 har bragt med sig, og er derfor behæftet med ekstra stor usikkerhed.

Samlet præcision

I forbindelse med opstillingen af nationalregnskabet efter retningslinjerne i det nye europæiske nationalregnskabssystem ESA 2010 er det danske nationalregnskab blevet revideret, hvilket indebærer at samtlige niveauer er blevet gennemgået og vurderet. En vurdering af pålideligheden af nationalregnskabstallene søges løbende opretholdt ved at foretage afstemningen af nationalregnskabet på et meget detaljeret niveau, ligesom den centrale variabel BNP søges opgjort fra såvel produktions-, anvendelses- som indkomstsiden. Input-output tabellerne kan yderligere være påvirket af upålidelighed af de antagelser, der er gjort ved tabellens opstilling.

Stikprøveusikkerhed

Ikke relevant for denne statistik.

Anden usikkerhed

Én central antagelse er nødvendig for at komme fra produktbalancer til input-output tabeller. Det er antagelsen om, at uanset til hvilken endelig anvendelse et produkt leveres, vil det blive leveret i samme relative forhold mellem branchefordelt dansk produktion og import. Ved at indføre denne ene, men nødvendige antagelse, bevæger beregningen sig væk fra egentlig statistik, som kan observeres i den virkelige økonomi. Antagelsen vil uundgåeligt resultere i, at visse celler i tabellerne overvurderes og visse celler undervurderes i forhold til, hvad de ville være, hvis det var muligt at måle de økonomiske transaktioner, som cellerne repræsenterer, direkte.

Kvalitetsstyring

Danmarks Statistik følger anbefalinger vedrørende organisering og styring af kvalitet, der er givet i Adfærdskodeks for europæiske statistikker (Code of Practice, CoP) og den tilhørende implementeringsmodel Quality Assurance Framework (QAF). Læs mere om disse på Adfærdskodeks for europæiske statistikker. Der er etableret en arbejdsgruppe for kvalitet og en central kvalitetssikringsfunktion, der løbende gennemfører tjek af produkter og processer.

Kvalitetssikring

Danmarks Statistik følger principperne i Adfærdskodeks for europæiske statistikker (Code of Practice, CoP) og bruger den tilhørende implementeringsmodel Quality Assurance Framework (QAF) ved implementeringen af disse principper. Dette indebærer løbende decentrale og centrale tjek af produkter og processer på baggrund af dokumentation, der følger internationale standarder. Den centrale kvalitetssikringsfunktion rapporterer til arbejdsgruppen for Kvalitet. Rapporteringen indeholder blandt andet forslag til forbedringer, som vurderes, besluttes og implementeres.

Kvalitetsvurdering

Input-output tabellerne er en opstilling på tabelform af de centrale dele af det endelige nationalregnskab ved anvendelse af et minimalt omfang af antagelser og beregninger. Kvaliteten af tabellerne er derfor i høj grad sammenfaldende med kvaliteten af det endelige danske nationalregnskab, som i international sammenligning må vurderes at være rimelig høj.

Revisionspolitik

Danmarks Statistik foretager revisioner i offentliggjorte tal i overensstemmelse med Danmarks Statistiks revisionspolitik. De fælles procedurer og principper i revisionspolitikken er for nogle statistikker suppleret med en specifik revisionspraksis.

Praksis for revisioner

Der offentliggøres kun endelige tal. De eneste revisioner af tallene der forekommer er derfor i forbindelse med hovedrevisioner af nationalregnskabet eller helt ekstraordinære revisioner af nationalregnskabet.