Gå til sidens indhold

Indhold

Kontaktinfo

Priser og Forbrug, Økonomisk Statistik
Jakob Holmgaard
39 17 31 24

jho@dst.dk

Hent som PDF

Ejendomssalg

Ejendomssalgsstatistikken er en månedlig opgørelse af omsætning og priser på handel med fast ejendom, som fx enfamiliehuse, ejerlejligheder, landbrug og erhvervsejendomme. Statistikken indeholder nøgletal fordelt på ejendomskategori, overdragelsesform, geografi og periode samt prisindeks til at beskrive prisudviklingen over tid for forskellige ejendomstyper også fordelt efter geografi. Statistikken omfatter alle tinglyste handler af fast ejendom, som inkluderer en grund, både nyopførte og eksisterende ejendomme.

Indholdsbeskrivelse

Ejendomssalgsstatistikken belyser omsætningen af fast ejendom og de tilhørende priser samt prisudviklingen beskrevet med et indeks. Fast ejendom inkluderer både ejerboliger i form af fx enfamiliehuse, ejerlejligheder og sommerhuse, samt andre typer af ejendomme som fx landbrug, boligejendomme og erhvervsejendomme.

Der er to forskellige opgørelser af antallet af salg. For det første er der Antal salg i prisberegningen, der anvendes til den efterfølgende prisberegning, hvor visse atypiske salg, som fx delsalg eller salg hvor sælger er offentlig myndighed er frasorteret. For det andet, er der et Beregnet antal salg, som anvendes i de foreløbige tal, hvor alle salg endnu ikke er registreret. Her er delsalg inkluderet.

For de handler, som er inkluderet i prisberegningen, viser statistikken en gennemsnitlig pris pr. ejendom, hvor der ikke er taget hensyn til forskelle i pris eller kvalitet i de forskellige tidsperioder. For landbrugsejendomme og grunde viser statistikken tilsvarende en gennemsnitlig pris henholdsvis pr. ha/m2. Der er imidlertid stor forskel på ejendomme, og derfor viser statistikken også Købesum i promille af ejendomsværdi (også kaldet afstandsprocenten), som er et vejet gennemsnit af forholdet mellem de handlede ejendommes handelspris og vurderingspris. Det er den enkelte ejendoms andel af den samlede ejendomsvurdering, der anvendes som vægt. Forskellen mellem handelspris og vurderingspris dækker både over handelsprisens udvikling siden vurderingstidspunktet og en eventuel systematisk forskel på vurderingspris og handelspris. Afstandsprocenterne bruges til at beregne et prisindeks, idet udviklingen i afstandsprocenten mellem to på hinanden følgende perioder bruges til at repræsentere prisudviklingen mellem de to perioder. Det gælder under antagelse af, at eventuelle systematiske forskelle mellem vurderingspris og handelspris er de samme på forskellige tidspunkter, og derfor elimineres i beregningen. Både prisindeks og de øvrige nøgletal er fordelt på geografi og ejendomskategori, som fx enfamiliehuse, sommerhuse, landbrug og fabriks- og lagerejendomme. Prisindeks opgøres kun for ejendomme, som er omsat i fri handel, mens nøgletallene også er fordelt efter overdragelsesform.

Boligprisindekset (House Price Index - HPI), som bliver opgjort i regi af det EU-harmoniserede forbrugerprisindeks, opgøres derimod som ét samlet prisindeks for alle ejendomskategorier, og også alle overdragelsesformer (almindelig fri handel, familieoverdragelse og anden overdragelser) medtages. Boligprisindekset sammenvejer desuden eksisterende boliger og nybyggede boliger ved hjælp af faste vægte (Laspeyres Prisindeks), mens de øvrige prisindeks ikke skelner mellem eksisterende- og nybyggede boliger. Salg af andelsboliger bør være inkluderet i Boligprisindekset, hvilket der arbejdes på sker i løbet af 2022. Andelsboligsalg er dog ikke med i den traditionelle ejendomssalgsstatistik, da andelsboligsalg ikke registreres i tinglysnings systemet og dermed ikke indgår i målpopulationen. Det er kun tinglyste ejendomshandler der er inkluderet i statistikken. Det betyder, at ejendomshandler, der sker som selskabssalg ikke er inkluderet. Selskabssalg finder primært sted for investerings- og erhvervsejendomme, men omfanget er ikke kendt. Det betyder også, at prisen for at få opført et hus på en allerede købt grund ikke indgår, men det gør et samlet køb af hus og grund fx fra et typehusfirma.

Statistikken indeholder også en opgørelse over førstegangskøbere fordelt på forskellige kommunegrupper. Førstegangskøbere er defineret som købere af ejerboliger, som ikke har ejet en bolig i de seneste tre år.

Fra og med d. 26. marts 2024 opgøres prisindeks for enfamiliehuse, ejerlejligheder og sommerhuse baseret på bestandsvægte i tabellerne EJ56 (kvartalstal) og EJ67 (årstal). Ændringen imødekommer et brugerønske og betyder, at prisindeks for regioner og landsplan sammenvejer prisindeksene for de 11 landsdele med bestandsvægte, hvor der tidligere blev brugt handelsvægte, der afspejlede ejendomsvurderingen for de i perioden (kvartal eller år) handlede ejendomme.

Grupperinger og klassifikationer

Statistikken grupperes geografisk efter landsdele og regioner samt efter ejendomskategori (dog er nogle af de detaljerede ejendomskategorier kun tilgængelige mod betaling) og efter overdragelsesform:

  • Almindelig fri handel
  • Familieoverdragelse
  • Andre salg

Endelig er opgørelsen over førstegangskøbere fordelt på forskellige typer af kommuner

Sektordækning

Ikke relevant for denne statistik.

Begreber og definitioner

Almindelig fri handel: Salg mellem parter, der ikke er i familie med hinanden, og hvor der ikke er tale om en delvis gave. Prisindeks beregnes kun for almindelig fri handel.

Blandet beboelse- og forretningsejendom: Ejendom, hvor der foruden boliglokaler findes lokaler, der benyttes forretningsmæssigt, såfremt den forretningsmæssige benyttelse udgør mindst 25 pct. af ejendommens værdi.

Ejendom med 2 eller flere lejligheder: Ejendom der indeholder mindst 2 lejligheder og har et areal der er mindre end 5501 m2. Ejendommen kan også omfatte enkelte lokaler der benyttes ehvervsmæssig , såfremt den erhvervsmæssige benyttelse udgør mindre end 25 pct. af ejendommens værdi.

Ejerlejlighed: Lejlighed der benyttes til beboelse og som ligger i enten etageejendomme eller enfamiliehuse, dobbelthuse samt to- og trefamiliehuse og som har karakter af åben-lav bebyggelse samt rækkehuse som har karakter af tæt-lav bebyggelse. Fx rækkehusbebyggelse, der ligger på en grund, der ikke er udstykket, men hvor man har udstykket de enkelte enheder i bygningerne i ejerlejligheder. Ejerlejligheder kan være fri eller ikke fri for lejelovgivningens bindinger, som bl.a. tager sigte på beskyttelse af hidtidige lejere mod opsigelse. Handelsværdien er væsentlig lavere for ejerlejligheder, som fortsat er udlejet sammenlignet med ejerlejligheder, der frit kan omsættes.

Enfamiliehus: Ejendom med én lejlighed, der benyttes til beboelse og har et areal der er mindre end 5501 m2. Ejendommene kan omfatte enkelte lokaler der benyttes ehvervsmæssig , såfremt den erhvervsmæssige benyttelse udgør mindre end 25 pct. af ejendommens værdi. Rækkehuse, hvor grunden er udmatrikuleret til hvert hus er enfamiliehuse.

Fabriks- og lagerejendom: Ejendom der kun indeholder lokaler, der benyttes til industrivirksomheder, større værksteder, gas-, el-, vand- og varmeværker, selvstændige lageranlæg og som typisk ligger i et industrikvarter.

Familieoverdragelse: Salg mellem ægtefæller eller mellem personer, der er beslægtede eller besvogrede, også selv om salget ikke indeholder en gave.

Landbrugsejendom: Bebygget ejendom der benyttes landbrugsmæssigt, og som har et areal på mindst 0,55 ha.

Rene forretningsejendom: Ejendom der kun indeholder lokaler, der benyttes forretningsmæssigt.

Sommerhus: Ejendom som er beregnet til sommerbeboelse og som typisk ligger i et sommerhusområde.

Ubebygget grund: Grund der indeholder alle ubebyggede arealer undtagen ubebyggede landbrugslodder.

Enheder

Den statistiske enhed er fast ejendom.

Population

Populationen omfatter alle tinglyste handler af fast ejendom.

Geografisk dækning

Danmark.

Tidsperiode

Statistikken dækker tidsperioden 1992 og frem.

Basisperiode

For tal der offentliggøres som indeks er indeksreferenceperioden 2006=100 undtaget for EU-harmoniserede boligprisindeks (HPI), som anvender indeksreferenceperioden 2015=100.

Måleenhed

Antal, 1.000 kr. og indeks.

Referencetid

Kalendermåneden for kontantomregningsdatoen (enten salgsaftaledato, skødedato eller modtagelsesdato hos tinglysningen).

Hyppighed

Månedlig, kvartalsvis og årlig.

Indsamlingshjemmel og EU regulering

Lovhjemmel til dataindsamling findes § 6 i lov om Danmarks Statistik jf. lovbekendtgørelse nr. 610 af 30/05/2018.

EU-kommissionen har vedtaget en forordning (nr. 93/2013) om harmoniserede forbrugerprisindeks, for så vidt angår indførelse af ejerboligprisindeks.

Forordningen anvendes fra den 1. september 2012, og er bindende i alle medlemslandene i overensstemmelse med traktaterne. Denne forordning er blevet opdateret i 2016: nr. 792/2016. Ved denne forordning indførtes bl.a. et 'boligprisindeks' (House Price Index – HPI) med henblik på at forbedre relevansen og sammenligneligheden af det harmoniserede forbrugerprisindeks.

Forordningen forpligter medlemslandene til, efter fælles retningslinjer, at producere og fremsende prisindeks for husholdningernes køb af ejerboliger (og andelsboliger) i regi af det harmoniserede forbrugerprisindeks. Det er ikke meningen, at boligprisindekset (HPI) skal sammenregnes med poster i det harmoniserede internationale forbrugerprisindeks (HICP), men skal i stedet optræde som et selvstændigt supplement hertil.

Indberetningsbyrde

Statistikken er baseret på administrative registre. Der er derfor ingen direkte indberetningsbyrde i forbindelse med opgørelsen af denne statistik. Data stammer fra det elektroniske tinglysningssystem vedrørende tinglysning af ejerskifte af fast ejendom.

Øvrige oplysninger

Øvrige oplysninger kan fås ved henvendelse til Danmarks Statistik eller på Ejendomssalgsstatistikkens Emneside.