Medarbejder til rekruttering og personaleadministration i Danmarks Statistik
Har du erfaring med rekruttering? Og har du bred erfaring med løn- og ansættelsesforhold? Så er du måske den kollega vi mangler i vores løn- og rekrutteringsteam, hvor vi er 5 teamplayere. Du får det primære ansvar for rekruttering af både medarbejdere og chefer, og opgaverne spænder fra stillingsopslag til ansættelseskontrakt.
Du vil få kontakt med mange kollegaer, særligt fagchefer, der gerne vil ansætte nye medarbejdere. Arbejdet kræver også et tæt samarbejde med andre kolleger i HR, særligt på lønområdet. Rekrutteringsomfanget er konjunkturbestemt, og afhængig af dette vil du kunne udvikle rekrutteringsområdet samt løse andre administrative opgaver i HR.
Vi kan tilbyde et spændende og udviklende job med gode kollegaer. Du vil blive en del af et samlet HR-kontor med 10 kompetente og specialiserede kolleger. I HR går vi meget op i at videndele, støtte og sparre med hinanden.
Dine arbejdsopgaver vil bl.a. bestå i:
- Ansættelse af nye medarbejdere
- Koordinering af ønsker om og proces omkring opslag af ledige stillinger fra fagchefer og direktører
- Opslag af stillinger og koordinering af test
- Udarbejdelse af ansættelsestilbud og ansættelsesbreve, herunder indplacering på korrekt overenskomst og lønberegninger
- Håndtere løbende ændringer, fratrædelser, løn, mm. for alle ansatte i Danmarks Statistik i de fællesstatslige HR-systemer
- Daglig kontakt med medarbejdere og ledere omkring løn- og ansættelsesforhold
Det er vigtigt, at du har blik for teamets samlede belastning, og at du konstruktivt bidrager til at få prioriteret og løst opgaverne. Du skal have evnerne og lysten til at løfte i samlet flok og være i stand til at omstrukturere din dag, når det strammer til. Vi lægger vægt på, at du er god til at kommunikere, er åben og serviceminded.
Selvom vores arbejdsdage ind imellem kan være travle, er det vigtigt for os, at arbejds- og privatliv går hånd i hånd. Vi tilbyder derfor en ugentlig hjemmearbejdsdag og gode muligheder for, at du selv kan sætte dit præg på opgaveløsningen.
Ved besættelse af stillingen forventer vi, at du:
- Har en positiv og serviceminded tilgang til samarbejde, såvel internt i HR-kontoret som udadtil i organisationen
- Er systemteknisk stærk
- Er interesseret i optimering af arbejdsprocesser og digitalisering
- Er erfaren i MS Office-pakken
Herudover er det en fordel, hvis du:
- Har erfaring med at skulle afveje kvalitet, korrekthed og hurtighed over for hinanden.
- Har kendskab til, gerne erfaring med, de statslige systemer på HR-området, herunder HR Manager, Statens HR, SLS/HR-løn, mTIME og journaliseringssystemet Public 360.
- Har kendskab til de statslige overenskomster og ansættelsesretlig lovgivning.
Løn og ansættelse
Løn og ansættelsesvilkår sker efter kvalifikationer i henhold til den gældende organisationsaftale.
Ansættelsen vil være på fuld tid.
Kontakt og ansøgning
Hvis du brænder for rekruttering og personaleadministration og samtidig besidder nogle af de kvalifikationer, vi efterspørger, så vil vi glæde os til at modtage din ansøgning, CV, eksamenspapirer mv. Du kan ansøge ved at klikke på ”Søg stillingen” nedenfor.
Ansøgningsfristen er tirsdag den 8. april 2025 og med ansættelse snarest muligt.
Vi forventer at holde samtaler i uge 15/16.
Ønsker du flere oplysninger om stillingen, er du velkommen til at kontakte HR-chef Anne Engholm Jelby på tlf. 2147 3626, aeh@dst.dk eller faglig koordinator Helle Thejn på tlf. 2152 8240, hth@dst.dk
Vi opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.
Kort om Danmarks Statistik
Danmarks Statistik er en fagligt uafhængig institution og den nationale myndighed for officiel statistik i Danmark. Vores vision er at være den foretrukne kilde til troværdig viden om det danske samfund. Vi indsamler, bearbejder og offentliggør statistik og data om samfundsforhold. Danmarks Statistik har cirka 580 ansatte og er en familievenlig arbejdsplads med gode udviklingsmuligheder. Du kan få et hurtigt overblik over Danmarks Statistik på www.dst.dk.
Du kan følge os på LinkedIn