Gå til sidens indhold

Konjunkturbarometer for serviceerhverv

Konjunkturbarometret for serviceerhverv er en tendensundersøgelse, der giver et hurtigt og aktuelt billede af faktiske forhold og forventninger i serviceerhvervene. Statistikken er en del af EU's Business and Consumer Surveys program, som varetages af Directorate-Generale for Economic and Financial Affairs (DG ECFIN).

Indhold

Konjunkturbarometret måler månedligt serviceerhvervenes vurdering af udviklingen gennem de seneste tre måneder og forventninger til de kommende tre måneders udvikling. Undersøgelsen belyser den faktiske og den forventede udvikling inden for salg/omsætning, beskæftigelse, forretningssituation, salgspriser/servicetakster, produktionsbegrænsninger samt kapacitetsudnyttelse.

Læs mere om indhold

Statistisk behandling

Der indsamles hver måned konjunkturbarometeroplysninger fra en stikprøve på ca. 2.950 servicevirksomheder. Der indberettes via en online blanket på http://www.Virk.dk eller på papirskema. Oplysningerne er overvejende kvalitative omkring ændringer i omsætning, beskæftigelse, priser, ordre etc. De indsamlede data opregnes fra stikprøven til den samlede population vægtet ud fra beskæftigelsesoplysninger, og fordelt på branche- og størrelsesgrupperinger. Indikatorer med sæsonmønster korrigeres herfor.

Læs mere om statistisk behandling

Relevans

Statistikken anvendes af brancheorganisationer, banker, politikere, offentlige myndigheder, internationale organisationer, private virksomheder og nyhedsmedier. Den omtales således hver måned i finansielt orienterede nyhedsmedier.

Læs mere om relevans

Præcision og pålidelighed

Der regnes med 1-2 procentpoint stikprøveusikkerhed (sampling error) på konjunkturbarometrenes indikatortal. Der er også en systematisk usikkerhed (non-sampling error) forbundet med bortfald, hvor især større virksomheders manglende besvarelser enkelte måneder kan påvirke udviklingen fra måned til måned. Endelig er der en usikkerhed omkring respondentens grad af information om virksomhedens udvikling.

Læs mere om præcision og pålidelighed

Aktualitet og punktlighed

Statistikken offentliggøres næstsidste hverdag i referencemåneden, med undtagelse af december, hvor tallene offentliggøres i starten af januar. Statistikken offentliggøres uden forsinkelser i forhold til planlagte udgivelsestider

Læs mere om aktualitet og punktlighed

Sammenlignelighed

Statistikken er udarbejdet af Danmarks Statistik siden maj 2011 og forløber som en ubrudt tidsserie. Statistikken udarbejdes i samarbejde med EU-kommissionen og historiske data før maj 2011, udarbejdet af anden leverandør, findes på DG ECFIN's hjemmeside. Fra 2000 op til juli 2011 udførte Danmarks Statistik uafhængigt en konjunkturbarometerundersøgelse for Serviceerhverv med et andet brancheudvalg end den nuværende og til dels med andre spørgsmål.

Læs mere om sammenlignelighed

Tilgængelighed

Statistikken udgives månedligt sammen med de øvrige konjunkturbarometre i Nyt fra Danmarks Statistik. I Statistikbanken offentliggøres Konjunkturbarometer for serviceerhverv under Serviceerhverv, konjunkturbarometer. Se mere på statistikkens emneside samt i den samlede grafiske præsentation af den økonomiske og erhvervsmæssige tilstand Konjunkturcyklus.

Læs mere om tilgængelighed