Gå til sidens indhold

Informationsspecialisternes blog

Som informationsspecialister kommer vi langt omkring i statistikkens verden – falder vi over spændende statistik fra inden- eller udenlandske kilder, har vi delt dem med jer her på bloggen. 

Fra 2024 opdateres bloggen ikke længere med nye blogindlæg. Bloggen har eksisteret siden 2015, og er siden 2019 – med få undtagelser – udkommet en gang om måneden.

Bloggen viser links til eksterne kilder som en service og et ønske om at dele viden om materialet. Brugen af disse links indebærer ikke anbefaling eller støtte til synspunkter, der udtrykkes på de pågældende websites. Danmarks Statistik har ingen kontrol over indhold og tilgængelighed af eksterne websites og frasiger sig hermed ethvert ansvar for disse.

Du kan kontakte os via "Spørg om statistik"  eller info@dst.dk.


International statistik

Vis alle blogindlæg


6. juli 2016 af Informations­service og Bibliotek

Afsted til Europas strande?

Badevandet er af god kvalitet i Europa, viser den årlige rapport fra European Environment Agency. På et interaktiv kort kan du se resultatet af over 21.000 vandprøver fra badesteder ved Europas kyster eller søer.

Grafik

Beskrivelser af målinger om badevandets kvalitet kan ses i "European bathing water quality in 2015" og de tilhørende landerapporter.

84 pct. af badestederne opnår karakteren "Excellent", mens hele 96 pct. opfylder minimumsstandarderne for vandkvalitet i 2015. Badevandsdirektivet blev udstedt for første gang for 40 år siden.

European Environment Agency udgiver en bred vifte af miljøstatistikker om klima, udslip, vand, støj osv. En samlet vurdering af miljøets tilstand og de ændringer, der skal til for at forbedre det, kan ses i "State of the Environment Report", der udgives hvert 5. år, senest i 2015.


Tags: miljø, vand
Emne: Miljø og energi
Geografi: International statistik


23. juni 2016 af Informations­service og Bibliotek

Tillid til EU? I anledning af Storbritanniens EU-afstemning

Eurobarometer spørger befolkningen i EU- og kandidatlandene om bl.a. deres kendskab og holdning til EU's institutioner og politik.

Tilliden til EU er faldende viser den seneste interview-undersøgelse fra november 2015. Mere end halvdelen af EU's indbyggere har ikke tillid til EU, mens knap en tredjedel er tilbøjelig til at stole på EU. Der er selvfølgelig store forskelle fra land til land. I Danmark har hhv. 47 pct. tillid til EU og 41 pct. stoler ikke på EU.

I dag er der stor opmærksomhed på Storbritannien, hvor 23 pct. har tillid til EU. Kun Grækenland og Cypern har færre indbyggere med positiv holdning til EU, nemlig hhv. 18 og 17 pct. Den højeste andel, der ikke har tillid til EU findes også i Grækenland og Cypern, hhv. 81 og 72 pct. Storbritannien er på linje med Tjekkiet, Tyskland, Frankrig og Østrig, hvor 63-65 pct. af befolkningen har tendens til ikke at have tillid til EU.

"Standard Eurobarometer" udkommer hvert halve år med detaljerede rapporter om "Public opinion in the European Union", nationale rapporter og factsheets for de enkelte lande. Resultater for de enkelte spørgsmål vises også i en interaktiv illustration med en tidslinje. Spørgsmålet om tillid eller ej til EU er stillet siden 2003.

PS: Vidste du, at du også kan "deltage" i dagens EU-valg i Storbritannien?
Ophavsmændene bag Good Country Index udvider med sitet Global Vote, for at give alle borgere i verden mulighed for at afgive deres stemme i nationale valg. Til november kan du også afgive din stemme i det amerikanske præsidentvalg.

 

Opdatering juni 2021: Interaktiv illustration over resultater for de enkelte spørgsmål er ikke længere muligt.

 


Tags: valg, vælgere, EU
Emne: Borgere
Geografi: International statistik


7. juni 2016 af Informations­service og Bibliotek

Middellevetid i verdens lande - nye tal fra WHO

Globalt set kan en person, født i 2015, forvente at leve i 71,4 år. Men det afhænger selvfølgelig af både fødested og køn. En kvinde født i Japan har den højeste gennemsnitlige levetid på næsten 87 år, mens det for mændenes vedkommende er i Schweiz, at den højeste gennemsnitsalder på lidt over 81 år kan opnås. Den laveste forventede levetid har befolkningen i Sierra Leone, hvor kvinder i gennemsnit får 50,8 år og mænd 49,3 år. For Afrika som helhed er middellevetiden ca. 60 år og den er steget med over 9 år fra 2000 til 2015, på grund af bedre kontrol og behandling af sygdomme, som fx malaria og HIV.

Den årlige publikation "World Health Statistics" fra WHO har i 2016-udgaven fokus på nummer 3 på listen over FN's udviklingsmål, nemlig at sikre sundt liv og fremme trivsel for alle. De enkelte mål beskrives og illustreres i "Annex A: summaries".

Rapporten omtaler også de mange problemer og udfordringer med at indsamle relevante data for området. Bl.a. skønnes det at ca. 53 pct. af dødsfaldene i verden ikke registreres fyldestgørende.


Tags: helbred, sundhed, middellevetid, dødsårsager, sygdom, livskvalitet
Emne: Sociale forhold
Geografi: International statistik


18. maj 2016 af Informations­service og Bibliotek

Bæredygtig udvikling - også for verdens kvinder

I denne uge sætter konferencen "Women Deliver" i København fokus på nummer 5 på listen over FN's udviklingsmål, nemlig at opnå ligestilling samt styrke kvinder og piger. Organisationens infografikker viser kvinders betydning for opfyldelsen af målene, bl.a. hvordan adgang til uddannelse og prævention kan bedre kvindernes helbred og løfte landenes økonomi. Et eksempel fra USAID, viser fx at hvis 10 pct. flere piger går i skole, så vil landets BNP gennemsnitligt øges med 3 pct.

Flere tabeller, opdelt på køn, kan ses i hhv. World Banks Gender Data Portal, pixi-udgaven Little Data Book on Gender 2016 eller FN's rapport The World's Women 2015: Trends and Statistics.

FN's medlemsstater vil i løbet af de næste 15 år globalt fremme udviklingen på det sociale, økonomiske og miljømæssige område. Programmet  består af 17 udviklingsmål, opdelt i 169 delmål.

Illustration af FN's SDG

De nye globale mål for bæredygtig udvikling  - Sustainable Development Goals - blev fastsat i 2015, som afløsning for Millenium Development Goals, der i perioden 2000-2015 havde tilsvarende fokus på at udrydde fattigdom, styrke kvinderne, forbedre sundheden osv. Resultatet af dette arbejde gøres op i The Millennium Development Goals Report 2015, hvor fremskridt inden for hvert af de daværende 8 mål beskrives.


Tags: bæredygtighed, økonomi, ligestilling, livskvalitet
Emne: Sociale forhold
Geografi: International statistik


26. april 2016 af Informations­service og Bibliotek

Patenter, varemærker og intellektuel ejendomsret

Årets tema for World Intellectual Property Day er digital kreativitet. Dagen fejres hvert år den 26. april.

WIPO (World Intellectual Property Organisation) samler data om intellektuel ejendomsret (IPR) fra alverdens lande. "WIPO IP Facts and Figures" er en guide til emnet, med fokus på antallet af ansøgninger om patenter, brugsmodeller, varemærker og industrielt design. Et mål, der ofte bruges til at sammenligne aktiviteten i verdensdele og lande. Ved hjælp af denne video fra WIPO, kan du på 2 minutter få overblik over den globale aktivitet vedr. patentansøgninger.

Foruden publikationer og databaser er der også landerapporter med data fra hvert enkelt land i en 10-årig periode. 

Er du kun interesseret i danske forhold, så kan du også gå til Patent- og Varemærkestyrelsens statistikker.


Tags: patenter, rettigheder, varemærker
Emne: Uddannelse og forskning
Geografi: International statistik, Dansk statistik


14. april 2016 af Anna Dorthe Bracht Nielsen

Hvor stort er antallet af udrejste "syrienkrigere" fra EU og Danmark?

Det internationale center for antiterrorisme i Haag, ICCT, forsøger i rapporten "The Foreign Fighters Phenomenon in the European Union" at opgøre hvor mange personer fra EU-landene, der er rejst til Syrien/Irak som såkaldte ”foreign fighters”, på dansk ofte kaldet ”syrienkrigere”.

Baseret på bl.a. spørgeskemaer besvaret af medlemslandenes politi, efterretningstjeneste eller anden central myndighed, skønnes det, at mellem 3.922 og 4.294 personer er rejst til Syrien/Irak i perioden januar 2011 til oktober 2015. Hovedparten, 2.838 personer, kommer fra kun fire lande: Belgien, Frankrig, Tyskland og Storbritannien. Belgien er det land, der har den højeste andel per indbyggertal.

Rapporten kigger nærmere på ni lande, her i blandt Danmark. Mindst 125 syrienkrigere er i perioden udrejst fra Danmark. Ca. halvdelen, 62 personer, er vendt tilbage igen. Dermed er Danmark det land i EU, som har flest hjemvendte syrienkrigere, da EU-gennemsnittet ligger på ca. 30 pct.

Syrienkrigerne kommer primært fra Europas storbyer og disses forstæder, de danske udrejste kommer således især fra København, Aarhus og Odense. Rapporten indeholder faktabokse for hvert land med oplysninger, i det omfang det er muligt, om hvem syrienkrigerne er, såsom køn, etnisk baggrund, religion og kriminel baggrund.

En detaljeret beskrivelse af de danske udrejste til Syrien og Irak kan også ses hos PET’s Center for Terroranalyse i analysen "Terrortruslen mod Danmark fra udrejste til Syrien/Irak".


Tags: krig, terrorisme, radikalisering
Emne: Sociale forhold
Geografi: International statistik, Dansk statistik


7. april 2016 af Informations­service og Bibliotek

Sygefravær og selvvurderet helbred

I gennemsnit er 3,7 pct. af lønmodtagerne fraværende fra arbejde hver dag på grund af sygdom, svarende til 8,5 dages sygefravær per fuldtidsansat på et år, ifølge Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

Rapporten "Deskriptiv analyse af lønmodtagernes sygefravær i Danmark – belyst ud fra register- og spørgeskemadata fortrinsvis fra 2010-2014" giver et overblik over lønmodtageres sygefravær, og beskriver samtidig de eksisterende kilder, der kan belyse sygefraværet i Danmark. Rapportens resultater er baseret på data fra bl.a. Danmarks Statistik, DA og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

NFA's rapport viser også at i løbet af et år har lidt over 5 pct. af lønmodtagerne en sygefraværsperiode på over 30 dage, og ca. en tredjedel har ingen sygedage. Sygefraværet varierer mellem brancher, det højeste sygefravær findes fx inden for døgninstitutioner og hjemmepleje. Sammenhængen mellem selvvurderet helbred, fysisk og psykisk arbejdsmiljø og sygefravær beskrives også.

7. april er "World Health Day" og EU's statistiske kontor (pdf) benytter lejligheden til at fastslå, at knap tre ud af fire personer i aldersgruppen 25-64 år vurderer deres helbred som meget godt eller godt. Især i Grækenland og Irland er man tilfreds med sit helbred. I Danmark vurderer 73,6 pct. i aldersgruppen deres helbred som meget godt/godt og det er nøjagtig det samme som gennemsnittet for alle EU-landene. 


Tags: sygefravær, sundhed, helbred, arbejdsmiljø
Emne: Arbejde og indkomst
Geografi: Dansk statistik, International statistik


7. marts 2016 af Informations­service og Bibliotek

Løngabet i EU-landene

Eurostats udgivelse Women in the EU-28Løngabet i EU er på 16,1 pct., ifølge Eurostats opgørelse for 2014. Det betyder, at hver gang en mand tjener en euro, så får en kvinde 84 cent. Landene med de største løngab er Estland, Østrig, Tjekkiet, Tyskland og Slovakiet, hvor forskellen i mændenes favør er over 20 pct. Løngabet i Danmark er beregnet til 15,8 pct. og er dermed meget nær EU's gennemsnit. 

Dagens Eurostats News Release, der er udgivet i anledning af den internationale kvindedag 8. marts, viser også at det stadig er kvinderne i EU, der går på deltid, når de får børn. Ser man på kvinder i aldersgruppen 25-49 år er 20 pct. på deltid, selvom de ikke har børn. Har kvinden 2 børn, stiger tallet til 39 pct. Tilsvarende tal for mænd  er hhv. 8,2 pct. (uden børn) og 4,8 pct. (med 2 børn).

Se flere detaljer i Statistics Explained, hvor artiklerne "Gender pay gap statistics" og "Gender statistics"  er indgang til kønsopdelte statistikker om arbejdsmarked, uddannelse og helbred.


Tags: arbejdsmarked, løn, ligestilling
Emne: Arbejde og indkomst
Geografi: International statistik


1. marts 2016 af Informations­service og Bibliotek

Energiafhængighed og vedvarende energi i EU

EU har en energiafhængighed på 53,4 pct. i 2014. Det betyder, at EU må importere over halvdelen af den energi, der er brug for.

De mindst afhængige lande er Estland, Danmark og Rumænien, mens Malta, Luxembourg og Cypern alle har en afhængighedsgrad på over 90 pct.

Danmarks energiafhængighed er i 2014 på knap 13 pct., i modsætning til i 2005, hvor tallet var på minus 50 pct. og landet dermed kunne eksportere energi til andre lande i stor stil. Se tabel med data fra alle EU-lande fra 1990 og frem i Eurostats News Release (pdf).


Men vil EU-landene nå målene vedr. vedvarende energi, som fastsat i Europa 2020-strategien? De er godt på vej, da 16 pct. af EU's energiforbrug allerede i 2014 stammer fra sol, vand, vind og biomasse.

Målet er, at 20 pct. af EU’s energiforbrug skal leveres af vedvarende energikilder senest i 2020. I 2030 skal andelen være oppe på 27 pct. De enkelte lande har egne mål og 24 af de 28 EU-lande er i fremgang, sammenlignet med forrige år. En tredjedel af landene har allerede nået deres fastsatte mål. Sverige har den største andel af vedvarende energi med over 50 pct., mens Danmark når op på knap 30 pct. Flere detaljer om vedvarende energi i EU kan ses i Eurostats News release og portalen Statistics Explained.


Tags: energiforbrug, vedvarende energi
Emne: Miljø og energi
Geografi: International statistik


25. februar 2016 af Mette-Line Jakobsen

Hvor meget flytter danskerne?

Danskere er blandt de borgere i EU, der flytter mest – kun overgået af svenskerne. 34 procent af danskerne er flyttet til en anden bolig indenfor en femårig periode. Momentum har kikket på tal fra Eurostat, som viser, at danskerne er blandt de mest flytteivrige i EU.

Momentum har også kikket på hvilke danske kommuner, der har størst succes med at lokke fraflyttede unge til at flytte tilbage som voksne. På baggrund af tal fra Danmarks Statistik viser analysen hvor stor en del af 1981-årgangen, der er flyttet hjem til deres ungdomskommune. Tårnby, Horsens, Hedensted og Syddjurs topper listen.

Momentum er et nyhedsbrev fra KL – Kommunernes Landsforening.

Eurostat er EU's statistiske kontor. Se evt. kapitlet om "Changing places – geographic mobility" i publikationen "People in the EU: who are we and how do we live?" (2015).


Tags: flytninger, flyttevaner, flyttemønstre, unge
Emne: Borgere
Geografi: Dansk statistik, International statistik


Kontakt

Informations­service og Bibliotek