Gå til sidens indhold
Nyt fra Danmarks Statistik

Salget af LP'er og CD'er er stigende

7. september 2026

Salget af indspillet musik på fysiske medier har været stigende siden 2020 og udgjorde 97 mio. kr. i 2025, hvilket svarede til 12 pct. af det samlede salg. Det var 18 mio. kr. mere end i 2024 og 51 mio. kr. mere end i 2020, hvor salget af fysiske medier var lavest og udgjorde 7 pct. af det samlede salg. Stigningen i salget af fysiske medier betød, at den samlede vækst i musiksalget fra 2024 til 2025 ikke var drevet af streaming. Det er første gang siden 2012, hvor streaming indgik i statistikken for første gang, og det samlede salg af musik er siden da steget hvert år. I 2025 udgjorde salget 811 mio. kr., hvilket var 15 mio. kr. mere end i 2024. Der blev streamet musik for 700 mio. kr. i 2025, svarende til 86 pct. af det samlede salg, mod 711 mio. kr. og 89 pct. i 2024.

Salg af indspillet musik i løbende priser efter distributionsform
Kilde: www.statistikbanken.dk/musik1

En femtedel af befolkningen lytter til musik via fysiske medier

Kulturvaneundersøgelsen undersøger, hvordan befolkningen på 16 år og derover har brugt forskellige kulturtilbud de seneste 12 måneder - herunder musik. I 2025 svarede 22 pct., at de får adgang til musik via fysiske formater som vinyl, CD og kassette. Det gælder 24 pct. af mændene og 20 pct. af kvinderne. Andelen er 15 pct. blandt de 16-24-årige og 12 pct. blandt de 25-44-årige. Herefter stiger den med alderen til 38 pct. blandt de 75-årige og derover. Den største kønsforskel ses blandt de 25-34-årige, hvor andelen er 16 pct. blandt mænd og 7 pct. blandt kvinder. Adgang til musik via betalt streaming foretages til sammenligning af 53 pct. af befolkningen. Andelen er højest blandt de 16-24-årige med 84 pct. og falder med alderen til 7 pct. blandt de 75-årige og derover.

Andelen af befolkningen der lytter til musik via fysiske medier efter køn og alder. 2025
Kilde: www.statistikbanken.dk/kv2mk1

12.000 rettighedshavere til nye musikværker i 2025

I 2025 blev der registreret 57.000 nye musikværker fra medlemmer af KODA, der forvalter rettighedsbetalinger for komponister, sangskrivere og musikforlag i Danmark. I alt bidrog 12.000 personer med kompositioner, arrangementer eller sangtekster til de nyregistrerede musikværker og stod dermed som rettighedshavere (autorer). Kvinder udgjorde 19 pct. af autorerne, mens mænd udgjorde 81 pct. Over halvdelen af autorerne var under 40 år.

Autorer med nye registrerede musikværker efter køn og alder. 2025
Kilde: www.statistikbanken.dk/musik6

Forlag, tv og radio stod næsten for halvdelen af rettighedsbetalingerne

Når radio- og tv-kanaler, streamingtjenester, koncertarrangører, butikker, frisører, restauranter, biografer mv. afspiller musik, får rettighedshaverne til værket betaling for afspilningen. Der blev i alt købt rettigheder til afspilning af musik for 1,8 mia. kr. i 2025. Branchen Forlag, tv og radio stod for 45 pct. af de samlede rettighedsbetalinger.

Køb og salg af musik 2025

7. september 2026 - Nr. 226

Hent som PDF

Næste udgivelse: 16. juni 2027

Alle udgivelser i serien: Køb og salg af musik

Kontakt

Kilder og metode

Musikstatistikken er baseret på data fra pladeselskabernes brancheorganisation (IFPI) og organisationerne KODA og Gramex, der forvalter rettighedsbetalingerne. KODA ændrede i 2015 sin definition af, hvad et KODA-værk er. Tidligere blev et værk forstået som et KODA-værk, hvis et flertal af rettighedshaverne var KODA-medlemmer. Siden 2015 bliver alle musikværker, hvor mindst en rettighedshavere er medlem af KODA, betragtet som et KODA-værk. Ændringen i 2015 omfattede også musikværker tilbage i tid. Tidserien er korrigeret for denne ændring med en genberegning af antal værker tilbage til 2000, der er statistikkens første år.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation