Musikskolernes elevaktiviteter på stabilt niveau
11. juni 2026
I skoleåret 2024/25 var der indskrevet 65.000 elever på landets musikskoler, og der var tilmeldt 94.000 undervisningsaktiviteter inden for forskellige fag. Det svarer til, at en elev i gennemsnit var tilmeldt 1,4 fag i løbet af skoleåret. Antallet af registrerede elever i 2024/25 er på niveau med 2023/24 og 2022/23.
Musikskolerne udbyder ikke kun instrument- og sangundervisning
Musikskolerne udbyder mange forskellige fag, men der er forskel på, hvilke fagområder, der tiltrækker flest elever. I skoleåret 2024/25 udgjorde de to største fagområder sammenspil og forskole hhv. 25.200 og 16.500 aktivitetselever, svarende til hhv. 27 og 18 pct. af det samlede antal fagtilmeldinger på de danske musikskoler. Instrument- og sangundervisning stod tilsammen for 35.200 aktivitetselever, hvoraf fagområderne tasteinstrumenter og strengeinstrumenter tilsammen dækkede 19.500 af disse fagtilmeldinger. Musikskolerne udbyder også undervisning i øvrige musikfag (fx hørelære) og øvrige kunstfag inden for bl.a. visuel kunst, dans og scenekunst. De øvrige musikfag stod for 4.400 tilmeldinger på musikskolerne, mens de øvrige kunstfag omfattede 9.500 aktivitetselever.
Størst aktivitet per indbygger i landkommunerne
I 2024/25 var der på landsplan 16 aktivitetselever pr. tusind indbyggere. Landkommunerne havde den højeste andel med 18 aktivitetselever pr. tusind indbyggere. Oplandskommunerne havde 17 aktivitetselever pr. tusind indbyggere i 2024/25, mens provinsbykommunerne havde 16. Lavest lå storby- og hovedstadskommunerne med henholdsvis 13 og 14 aktivitetselever pr. tusind indbyggere.
Flest mænd blandt MGK-eleverne
Musikalsk Grundkursus (MGK) er et overbygningskursus knyttet til et af de otte MGK-centre. Formålet med MGK er bl.a. at forberede eleverne til optagelse på en videregående musikuddannelse på et af landets musikkonservatorier. Der var cirka 630 elever tilmeldt MGK i skoleåret 2024/25, heraf 400 mænd og 230 kvinder. På de fire jyske MGK-centre var andelen af kvinder over 40 pct., hvilket er højere end landsgennemsnittet (36 pct.). Andelen af kvindelige MGK-elever var lavest på MGK Sjælland, hvor 19 ud af 85 elever var kvinder, svarende til 22 pct. På MGK Fyn, MGK Sankt Annæ Gymnasium og MGK Hovedstaden lå andelen af kvinder mellem 34 og 36 pct.
Musikskoler 2024:2025
11. juni 2026 - Nr. 150
Næste udgivelse: 26. februar 2027
Alle udgivelser i serien: Musikskoler
Kontakt
- Christian Max Gustaf Törnfelt, tlf. 21 63 60 20
Kilder og metode
Statistikken er baseret på spørgeskemaer og indberetninger af administrative data fra landets knap 100 musikskoler, der er kommunale eller selvejende med kommunal støtte. Eleverne er opgjort som såkaldte aktivitetselever, dvs. at det er det samlede antal tilmeldinger til undervisningen, der opgøres uden hensyn til, om det sker som ene- eller holdundervisning.