Gå til sidens indhold

Flest får socialpædagogisk støtte i eget hjem

Handicap og udsatte voksne 2019

I fjerde kvartal 2019 modtog 35.700 personer en eller flere udvalgte ydelser i Serviceloven. Ved udgivelsen af 2019-data er det 45 kommuner, som har godkendt data for hele perioden 2015 til 2019. Socialpædagogisk støtte i eget hjem efter § 85 er den ydelse som flest personer med handicap og udsatte voksne blev visiteret til. Det drejer sig om 18.600 personer, svarende til 52 pct. af det samlede antal modtagere. Socialpædagogisk støtte kan fx være hjælp til praktiske opgaver i hjemmet eller støtte til uddannelse og beskæftigelse. Den ydelse som næstflest modtog, var aktivitets- og samværstilbud efter § 104. Denne ydelse modtog 7.400 personer.

Modtagere af udvalgte ydelsestyperKilde: www.statistikbanken.dk/hand07

De fleste ydelsestyper er steget fra 1. kvt. 2015 til 4. kvt. 2019

35.700 personer modtog i alt 48.100 ydelser. For de fleste ydelsestyper gælder, at antallet af modtagere er steget fra første kvartal 2015 til fjerde kvartal 2019. Den største procentvise stigning ses på socialpædagogisk støtte i botilbud efter § 105/115 i Almenboligloven. Her er antallet af modtagere steget fra 5.300 i første kvartal 2015 til 6.300 i fjerde kvartal 2019, svarende til en stigning på 19 pct. Denne ydelsestype omfatter umiddelbart den samme personkreds, som får tildelt længerevarende botilbud efter § 108. Stigningen i socialpædagogisk støtte i botilbud efter § 105/115 i Almenboligloven skal derfor ses i sammenhæng med, at det største procentvise fald i perioden ses på længerevarende botilbud efter § 108. Her faldt antallet af modtagere fra 2.700 til 2.300, svarende til 14 pct.

Flest unge på midlertidige botilbud

Aldersfordelingen blandt modtagere af de forskellige ydelsestyper varierer. Det er særligt unge under 30 år, som er på midlertidige botilbud efter § 107. Her udgør de hele 63 pct. af ydelsesmodtagerne. På de længerevarende botilbud efter § 108 udgør de unge under 30 år kun 15 pct.

Modtagere fordelt på ydelsestyper og alder. 2019Kilde: Særkørsel

Om statistikken

Danmarks Statistiks register vedrørende udvalgte ydelser i Serviceloven til personer med handicap og udsatte (voksne) er et forløbsregister. Denne udgivelse dækker perioden fra første kvartal 2015 til og med fjerde kvartal 2019. Der indgår data fra i alt 75 kommuner i statistikken, hvoraf 45 kommuner har indberettet data, der dækker hele perioden og alle ydelsestyper.

Højere kvalitet af data

I forbindelse med denne udgivelse er der indført nye kontroller af data for at højne kvaliteten af statistikken. Data kontrolleres for store udsving i ydelser over tid. Der ses dels på udviklingen i antal ydelser mellem kvartaler og dels på udviklingen fra første til sidste kvartal i perioden. Kommunerne er blevet bedt om at give en forklaring på, hvad årsagen til udviklingen har været. Denne validering er indført for at sikre, at data i perioden 2015 til 2019 afspejler de faktiske forhold i den enkelte kommune og ikke er udtryk for fx fejl i data eller mangelfulde indberetninger.

Se også tal på Danmarks Statistiks kommunekort

De offentliggjorte tal kan bl.a. ses på Danmarks Statistiks kommunekort på www.dst.dk/da/Statistik/kommunekort/handicapomraadet.

Nyt fra Danmarks Statistik

16. december 2020 - Nr. 474

Hent som PDF
Næste udgivelse: 29. september 2021

Kontakt

Kilder og metode

Statistikken offentliggøres som led i udarbejdelse af en række indikatorer på området for handicap og udsatte (voksne). Der er adgang til indikatorerne fra emnesiden www.dst.dk/handicap.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation