78 pct. af de ældre over 90 år har et hjælpemiddel
26. juni 2026
I 2025 havde 395.000 borgere et hjælpemiddel, som var udlånt via de kommunale hjælpemiddeldepoter. Dette er en stigning på 1,9 pct. i forhold til året før. Opgørelsen dækker 97 af landets kommuner. 7 pct. af borgerne i disse kommuner havde et hjælpemiddel i udlån i 2025, hvilket har været stort set uændret fra 2023 til 2025, som er den periode, hvor statistikken har eksisteret. Andelen af borgere med et hjælpemiddel er lavest i de yngre aldersgrupper og stiger med alderen. 2 pct. af borgerne under 50 år havde et hjælpemiddel i 2025. Blandt de ældste på 90 år og derover var andelen 78 pct. Andelen af borgere med et hjælpemiddel har været stort set uændret over årene inden for alle aldersgrupper. Dog har der været et lille fald i andelen blandt de ældste aldersgrupper.
Kvinder har i højere grad et udlånt hjælpemiddel end mænd
Blandt kvinderne var det 8 pct., som havde et hjælpemiddel i udlån, mod 5 pct. af mændene i 2025. I alle aldersgrupper var det ligeledes en større andel af kvinderne, som havde et hjælpemiddel. Især i de ældste aldersgrupper var der forholdsvist flere kvinder med et hjælpemiddel end blandt mændene. Blandt de 90-årige og derover havde 83 pct. af kvinderne et hjælpemiddel i udlån, mens mændenes andel lå på 66 pct.
Andel af borgere med et udlånt hjælpemiddel varierer mellem kommunerne
Blandt den ældre del af befolkningen på 80 år og derover havde 43 pct. et udlånt hjælpemiddel i 2025. Andelen af borgere med et hjælpemiddel sat i forhold til kommunens indbyggertal i aldersgruppen varierede fra 26 pct. til 55 pct.
Kommunerne med den laveste andel af borgere med et hjælpemiddel i udlån var Læsø, Dragør, Allerød og Gribskov, hvor mellem 26 pct. og 30 pct. af borgerne havde et hjælpemiddel. Horsens, Skive, Glostrup, Thisted, Ærø, Vordingborg, Tønder og Slagelse havde den højeste andel på mellem 51 pct. og 55 pct.
Forskellen mellem kommunerne kan være påvirket af køns- og alderssammensætningen i kommunernes befolkning på 80 år og derover. Forskellen kan også være påvirket af borgernes generelle sundhedstilstand.
I alt 2,3 mio. hjælpemidler i udlån
De borgere, der havde hjælpemidler i udlån ultimo december 2025, havde til sammen ca. 2,3 mio. hjælpemidler, hvilket er en stigning på 2,1 pct. i forhold til året før. Det er aktive hjælpemidler, som er blevet udleveret i året eller foregående år, og som stadig er i brug eller indleveret i løbet af 2025.
Udlån af hjælpemidler 2025
26. juni 2026 - Nr. 171
Næste udgivelse: 25. juni 2027
Alle udgivelser i serien: Udlån af hjælpemidler
Kontakt
- Birgitte Lundstrøm, tlf. 24 21 39 65
- Benedikte Beckman Nygaard, tlf. 21 19 10 53
Kilder og metode
Statistik om Udlån af hjælpemidler er baseret på oplysninger fra de kommunale hjælpemiddeldepoter. Hjælpemidlerne er tildelt efter udvalgte paragraffer i Serviceloven, Arbejdsmiljøloven og Sundhedsloven. Populationen omfatter borgere ultimo december, som har eller har haft et hjælpemiddel i udlån i løbet af året samt borgernes hjælpemidler. Hjælpemidlerne er aktive hjælpemidler, som er udleveret i året eller forudgående år, og som stadig er i brug eller indleveret i løbet af året. Et hjælpemiddel er et produkt, der optimerer en persons funktionsevne og reducerer handicap. Det er samtidig et produkt, som kan indleveres efter brug og udleveres igen til en ny person.