Gå til sidens indhold

Stadigt stærkere datagrundlag for den grønne omstilling

Danmarks Statistik stiller et omfattende datagrundlag til rådighed for de mange beslutninger, som skal tages for at nå målene på klima-, miljø- og naturområdet. Kernen er det grønne nationalregnskab, som er et årligt opdateret sæt af regnskaber skabt til miljø- og klimaøkonomiske analyser. Vi arbejder løbende på at udvikle og udbygge de grønne statistikker. Her er samarbejde med brugere, dataproducenter og de relevante faglige miljøer helt afgørende.

31. marts 2022 kl. 13:55

Det grønne nationalregnskab er kernen i det datagrundlag, som Danmarks Statistik tilbyder borgere, analytikere og beslutningstagere i forbindelse med den grønne omstilling. I sin nuværende form har vi lavet grønt nationalregnskab siden 2015, men mange dele går endnu længere tilbage – ældst er energiregnskabet, som er blevet produceret siden 1974 og fortsat er blandt de mest brugte regnskaber.

Grønt nationalregnskab er fuldt konsistent og kompatibelt med det almindelige nationalregnskab, og dermed med de input-output tabeller, som er kernen i mange økonomiske modeller. Det betyder bl.a., at vi kan levere detaljerede, skræddersyede datasæt til den nye miljøøkonomiske regnemodel GrønREFORM i form af sammenhængende tal for branchernes produktion, afgifter, køretøjer, energi, emissioner og affald. Det bygger på udviklingsarbejde i dialog med folkene bag GrønREFORM gennem de seneste to år, men ville ikke have været muligt, hvis vi ikke allerede havde en årlig produktion af en kæmpe ’grundpakke’ af sammenhængende nationalregnskabsdata om både økonomien og de miljømæssige påvirkninger og afhængigheder opgjort i både kroner, CO2-ækvivalenter og øvrige relevante fysiske størrelser.

Et andet produkt, vi er stolte af, er det detaljerede materialestrømsregnskab over de mange ton naturressourcer, varer og affald som indvindes, produceres og forbruges i virksomheder og husholdninger. Anvendelsesmulighederne er utallige, men data er bl.a. anvendt i Miljøstyrelsens Handlingsplan for cirkulær økonomi (2021) og i vores egen analyse om plastikforbrug. Hvis vi skal bevæge os mod en mere cirkulær økonomi, så er der brug for data til at kunne analysere materialestrømmene.

Udover at understøtte modelbyggere og andre ekspertbrugere, arbejder vi på at give alle interesserede borgere en samlet og let adgang til fakta om det grønne. Et eksempel er vores nyligt lancerede klima-temaside, som præsenterer fakta om, hvor store de danske drivhusgasudledninger er, hvordan de har udviklet sig og de forskellige måder, de kan opgøres på. En opgørelsesmåde er det såkaldte klimaaftryk, som er en beregning af, hvor mange drivhusgasser der udledes verden over som følge af dansk forbrug. Vi arbejder aktuelt sammen med Energistyrelsen om at udvikle en fælles national model for beregning af klimaaftryk. Det sker på basis af vores første beregninger af klimaaftrykket, som er udgivet som eksperimentel statistik i en analyse i december 2021, og Energistyrelsens tilsvarende arbejde til den Globale afrapportering.

Et er et grønt nationalregnskab. Noget andet er et egentligt grønt BNP. Det sidste laver vi ikke, da der endnu ikke er internationale statistiske principper for det. Men Danmarks Statistik deltager i et forskningsprojekt ved Københavns Universitet ledet af professor Peter Birch Sørensen om opgørelsen af et grønt BNP for Danmark. Vi bidrager specielt med opgørelser af værdien af de danske naturressourcer – skov, fisk, råstoffer, olie og naturgas.

Det grønne nationalregnskab er stadig et ungt statistikområde under udvikling og udbygning, ikke mindst drevet af efterspørgslen fra brugerne. Samtidig kunne vi ikke lave grønt nationalregnskab uden et godt samarbejde med de myndigheder og andre institutioner, som indsamler og producerer primære data om energi, emissioner, affald, vand, fisk, skov osv. På det grønne statistikområde er partnerskaber og samarbejder af forskellig slags en helt integreret del af vores arbejde. Vi håber at kunne indgå i endnu flere, bl.a. for snart at kunne begynde at lave økosystemregnskaber. Økosystemregnskaber er en udbygning af det grønne nationalregnskab, som omfatter bl.a. indikatorer for naturtilstand og regnskaber for de tjenester, naturen leverer til økonomien, eksempelvis rekreation og klimaregulering. Med dem vil vi kunne levere datagrundlag til at belyse endnu flere spørgsmål på den grønne dagsorden.