Gå til sidens indhold

Rekordvækst i den danske computerspilbranche: Omsatte for 1,7 mia. kr. i 2020

Den danske computerspilbranche har rekordhøj omsætning, flere virksomheder og flere beskæftigede på trods af COVID-19, viser tal fra Danmarks Statistik. Udviklingen skriver sig ind i en tendens, hvor forbruget af digitale spil stiger både i Danmark og i udlandet.

20. maj 2021 kl. 12:00

Det går godt i den danske computerspilbranche. 

Omsætningen i branchen udgivelse af computerspil er fordoblet fra 2019 til 2020 og har nået et rekordhøjt niveau på 1,7 mia. kr. i 2020. Samtidig er der både flere beskæftigede og flere firmaer, der laver danske computerspil. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

”Efter en periode med fald efter finanskrisen har der været fremgang i branchen, og især de seneste år har der været en stor vækst i omsætningen. Væksten fra 2019 til 2020 var rekordhøj med lidt over 100 procent,” siger Lina Maria Pedersen, som er specialkonsulent i Danmarks Statistik. 

Figur 1_FIKSKilde: www.statistikbanken.dk/FIKS44 

”Udviklingen inden for branchen lægger sig i en større trend med softwarevirksomheder generelt, der har haft stor fremgang de senere år. Særligt i 2020, hvor flere brancher har været markant påvirket af COVID-19, har softwarebranchen klaret sig godt med en samlet omsætning på ca. 14 mia. kr. i 2020, hvilket er en stigning fra lidt over 12 mia. i 2019,” siger Lina Maria Pedersen. 

Branchen udgivelse af software omfatter både udgivelse af computerspil, men også anden software som fx applikationer og operativsystemer. Branchen har stigende interesse fra både danske og udenlandske kunder, hvor de udenlandske kunder stod for 64 pct. af branchens samlede salg i starten af 2021. Læs mere om udviklingen i softwarebranchen generelt her

Flere virksomheder 

Udviklingen i omsætningen som beskrevet herover er baseret på en konjunkturstatistik, hvorimod de resterende tal i artiklen er strukturstatistik. Se mere om forskellen mellem konjunkturstatistik og strukturstatistik i faktaboksen herunder. 

Fakta: Hvad er struktur – og konjunkturstatistik? 

  • Konjunkturstatistikker: Hurtige indikatorer, der beskriver den aktuelle udvikling i økonomien. Udkommer typisk måneds- eller kvartalsvist og med lavere detaljeringsgrad.
  • Strukturstatistikker: Statistikker, som beskriver samfundets strukturelle udvikling. Udkommer typisk årligt og med højere detaljeringsgrad.
Der er kommet flere virksomheder til under branchekoden udgivelse af computerspil. I 2011 var der således blot 32 virksomheder, der beskæftigede sig med udgivelse af computerspil, mens det samme var tilfældet for 117 virksomheder i 2019. 

”Antallet af virksomheder i computerspilbranchen har været støt stigende fra 2011-2019, dog med et lille fald fra 2018-19. Det er altså ikke kun få virksomheder, der har taget del i udviklingen,” siger Asbjørn Hviid Mikkelsen, der er fuldmægtig i Danmarks Statistik.

Figur 2_GFKilde: Særkørsel på baggrund af generel firmastatistik, Danmarks Statistik.

Flere beskæftigede

Ud over væksten i omsætningen og væksten i antallet af virksomheder, så er der også en stigende tendens i antallet af beskæftigede. Mens der i 2011 var 153 fuldtidsbeskæftigede inden for branchen udgivelse af computerspil, var antallet af fuldtidsbeskæftigede i 2019 vokset til 482. 

Figur 3_fuldtidsbeskæftigedeKilde: www.statistikbanken.dk/ERHV1.

Populariteten af digitale spil er fortsat stigende

Udviklingen skriver sig ind i en tendens, hvor forbruget af digitale spil stiger. 

”Vi spiller både mere computer eller konsol, men også apps på mobil eller tablets, som især er populære hos kvinder,” fortæller Agnes Tassy, der er chefkonsulent i Danmarks Statistik. Det stigende forbrug af spil observeres ikke blot i Danmark, men også i andre EU-lande: 

”I Danmark gik andelen af befolkningen, der har spillet spil eller computergames i løbet af seneste tre måneder, fra 42 pct. i 2018 til 47 pct. i 2020. I de andre nordiske lande og Holland har stigningen været endnu mere markant. Vi tør derfor godt sige, at efterspørgslen på spil stiger både i indenfor og uden for Danmarks grænser,” siger Agnes Tassy. 

Figur 4_KVUAnm: Figuren viser andelen, der har spillet spil på computer, mobil, tabel eller konsol inden for de seneste tre måneder. 
Kilde: It-anvendelse i befolkningen, DST og Eurostat


Data til denne artikel er leveret af personer fra flere forskelige statistikområder. Har du spørgsmål til omsætningen i branchen, kan du kontakte Lina Maria Pedersen på lip@dst.dk, og har du spørgsmål til antallet af virksomheder, kan du kontakte Asbjørn Hviid Mikkelsen på ahm@dst.dk 

Har du spørgsmål til beskæftigelsestallene, kan du kontakte Pernille Stender på psd@dst.dk, og har du spørgsmål til tallene om forbrug af digitale spil, kan du kontakte Agnes Tassy på ata@dst.dk. 

Kontakt

Lina Pedersen
Telefon: 51 68 72 80