Gå til sidens indhold

Trods gode it-færdig­heder har mange unge svært ved digital selvbetjening

De unge under 21 år er mest på nettet, og de føler i højere grad end ældre aldersgrupper, at deres it-færdigheder gør dem rustet til at bruge internettet. Samtidig er andelen af de unge, der har brug for hjælp, når de kommunikere digitalt med det offentlige, lige så stor, som andelen af de ældre. De unges vanskeligheder skyldes dog sjældent, at kommunikationen er digital.

3. maj 2018 kl. 7:30

Flere end ni ud af ti af de 15-20-årige er på internettet flere gange dagligt, og en omtrent lige så stor andel mener selv, at deres it-færdigheder i høj eller nogen grad gør dem rustet til at bruge internettet. Alligevel svarer 41 pct. af de unge, der har brugt en digital selvbetjeningsløsning til det offentlige, ja til, at de nogle gange brug for hjælp til kommunikationen.

Det viser publikationen It-anvendelse i befolkningen 2017, som udkom den 20. april.

Dermed ligger de unge på niveau med de ældre (65-89 år), hvor 40 pct. har behov for hjælp. Blandt resten af befolkning (21-64 år) har blot 18 pct. nogle gange behov for hjælp.

For de unge er det svære ved kommunikationen dog sjældent, at den foregår digitalt. Under en fjerdedel af de 15-20-årige, der har svært ved at kommunikere med det offentlige, har problemer med det digitale. For de ældre er det derimod i høj grad det digitale, der volder problemer, viser undersøgelsen It-anvendelse i befolkningen 2017, som publikationen af samme navn bygger på.

Har nogle gange behov for andres hjælp i kommunikationen med det offentlige. 2017 

Kilde: Danmarks Statistiks undersøgelse, It-anvendelse i befolkningen 2017, som publikationen af samme navn bygger på.

Kommunikation med det offentlige er ikke vigtigt for de unge

Paradokset mellem den store andel unge, der har brug for hjælp, og de unges selvopfattede it-færdigheder, kan også hænge sammen med de unges motivation til at være på nettet. 72 pct. af de ældre over 64 år og 77 pct. at resten af befolkningen (21-64 år) mener, at interaktion med myndigheder og virksomheder er vigtigt for deres tilstedeværelse på internettet. Det gælder kun for 31 pct. af de unge under 21 år.

De unge prioriterer i stedet kontakt med dem, de kender, og adgang til underholdning højere end de andre grupper.

Internettets betydning – udvalgte anvendelsesområder med stor betydning. 2017

figur 2

Kilde: Danmarks Statistiks publikation, It-anvendelse i befolkningen 2017.

Samtidig bruger kun halvdelen af de unge digital selvbetjening i forhold til det offentlige. I hele befolkningen har to tredjedele indsendt oplysninger gennem digital selvbetjening. De ældre over 64 år ligger på niveau med de unge.

”Undersøgelsen her synliggør, at de unge hverken er mere motiverede eller dygtigere til at kommunikere med det offentlige end andre aldersgrupper, selvom kommunikationen foregår på deres digitale hjemmebane,” siger Agnes Tassy, specialkonsulent, Danmarks Statistik. 

Unge føler sig parate til den digitale tidsalder

Mens de unge har færrest erfaringer og størst behov for hjælp, når det kommer til digital selvbetjening, er det samtidig de unge, der føler sig bedst rustet til at bruge internettet. Over 60 pct. af de unge vurderer, at de i høj grad er rustet til digitaliseringen. Til sammenligning er den tilsvarende andel 23 pct. blandt de ældste danskere og 58 pct. af de 21-64-årige.

I hvilken grad føler du dig rustet til at bruge internettet med dine it-færdigheder? 2017

figur 3

Anm.: Ved ikke svar vises ikke på figuren og tallene summerer derfor ikke til 100 pct. Kilde: It-anvendelse i befolkningen 2017.

Om digital selvbetjening

I Danmark er der indført obligatorisk digital selvbetjening. Når man fylder 15 år, er man som borger i Danmark forpligtet til at kommunikere digitalt med det offentlige via Digital Post. Som 15-årig skal man således stifte bekendtskab med brugen af NemID, eBoks og Digital Post.

Om It-anvendelse i befolkningen 2017:

Publikationen It-anvendelse i befolkningen er skrevet på baggrund af undersøgelsen It-anvendelse i befolkningen. Forfatteren til publikationen, specialkonsulent, Agnes Tassy, kan kontaktes på 39 17 31 44, ata@dst.dk