Gå til sidens indhold

Indvandrerkvinder får færre børn

Indvandrerkvinder fra ikke-vestlige lande føder markant færre børn i Danmark end nogensinde før. For 16 år siden fødte indvandrerkvinderne dobbelt så mange børn som kvinder med dansk oprindelse. I dag er antallet stort set det samme.

Billede af indvandrerkvinde

8. december 2009 kl. 0:00

Indvandrerkvinder ligner kvinder med dansk oprindelse mere og mere. I dag føder indvandrerkvinder fra ikke-vestlige lande stort set lige så mange børn som deres medsøstre med rødder i Danmark.

Det er ikke mere end 16 år siden, at indvandrerkvinder fra ikke-vestlige lande ifølge tal fra Danmarks Statistik i gennemsnit fødte over dobbelt så mange børn som kvinder med dansk oprindelse. Indvandrerkvinderne fik 3,41 børn i 1993, mens kvinder med dansk oprindelse kun gav liv til 1,69 børn.

I dag ser tingene helt anderledes ud. Indvandrerkvinder fra ikke-vestlige lande føder 1,95 børn mod 1,91 børn for kvinder med dansk oprindelse. Udviklingen er gået særlig stærkt i perioden 2000-2005.

Der er stor forskel på de forskellige oprindelseslande. For hele gruppen af indvandrerkvinder fra ikke-vestlige lande var fertiliteten som gennemsnit for 2004-2008 på 2,11 mod 1,82 for kvinder med dansk oprindelse.

Kvinder fra Somalia lå højest med en fertilitet på 4,24, mens Bosnien-Hercegovina lå lavest med 1,57. De fire lande Afghanistan, Irak, Libanon og Pakistan lå i intervallet fra 2,79 til 2,90, mens Tyrkiet var nede på 2,09. Til sammenligning var fertiliteten for hele befolkningen som gennemsnit på 1,89.

- Indvandrerkvindernes udvikling mod fertilitet på niveau med danske kvinders kan opfattes som et iøjnefaldende tegn på integration. Det skal utvivlsomt ses i sammenhæng med de indvandrede kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet, der i en årrække har været stigende, siger fuldmægtig Anna Qvist fra Danmarks Statistik.

Figur med udviklingen i fertilitet siden 1993
Længere opholdstid
Hun påpeger, at gruppen af kvinder indvandret fra ikke-vestlige lande samtidig i de samme år har haft en stigende gennemsnitlig opholdstid i Danmark. Tallene viser da også, at jo længere opholdstid, jo større andel i beskæftigelse.

Hertil kommer betydningen af uddannelse. Inden for det område markerer indvandrerkvinder med ikke-vestlig baggrund sig med stærkt stigende uddannelsesaktivitet.

Publikationen Befolkningens udvikling 2008 fra Danmarks Statistik viser, at jo højere uddannet en kvinde er, jo færre børn får hun. Mere uddannelse hænger altså sammen med lavere fertilitet. En anden faktor, der har nær sammenhæng med fødselshyppigheden er den ægteskabelige status.

Andelen af gifte blandt indvandrerkvinder fra ikke-vestlige lande er gået mærkbart ned i årenes løb. Dette gælder alle aldersgrupper, men mest de unge. Blandt indvandrerkvinder under 30 år fra ikke-vestlige lande er andelen af gifte faldet fra 69 pct. i 1993 til 32 pct. i 2008.

- Sammenlagt er alt dette udtryk for, at integrationen er gået stærkt for indvandrerkvinderne fra ikke-vestlige lande. Langt stærkere end for mændene, forklarer Anna Qvist.

 

Hvis du vil videre...
Læs temapublikationen Befolkningens udvikling 2008www.dst.dk/pubomtale/13468.

Tilmeld dig nyhedsbrev

Foto: Ingram.

Denne artikel er offentliggjort 8. december 2009.

Kontakt

Presse
Telefon: 39 17 30 70