Gå til sidens indhold

Store forskelle på EUs ungdomsarbejdsløshed

Ungdomsarbejdsløsheden svinger fra 3-65 pct. i EU. Danmarks ungdomsarbejdsløshed ligger væsentligt under gennemsnittet.

1. august 2001 kl. 0:00

Der er store forskelle på ungdomsarbejdsløsheden i EU - ikke bare blandt landene, men også i de forskellige regioner i hvert enkelt land, det viser to nye rapporter fra Eurostat, EU's statistiske kontor i Luxemburg.

Den gennemsnitlige arbejdsløshed for unge under 25 år var 16 pct. i EU i 2000. Italien havde den højeste ungdomsarbejdsløshed på 32 pct. og Holland den laveste på 5 pct. I Danmark var ungdomsarbejdsløsheden på 7 pct. I de enkelte landes regioner er forskellene på ungdomsarbejdsløshed dog langt større - fra 3 pct. i Flevoland i Holland til 65 pct. i Calabria i Italien. Sammenlignet med 1999 er ungdomsarbejdsløsheden faldet i tre fjerdedele af regionerne.

Kvinder oftere arbejdsløse
I 2000 var der også store variationer i arbejdsløsheden for kvinder i EU - fra 21 pct. i Spanien til 3 pct. i Luxemburg. Den gennemsnitlige arbejdsløshed for kvinder var på 10 pct. - og igen lå Danmark under gennemsnittet med 5 pct.'s arbejdsløshed for kvinder. Og igen er forskellene langt større i de enkelte landes regioner - fra 1,7 pct i Åland i Finland og Berkshire, Bucks og Oxfordshire i Storbritannien til 41 pct. i Calabria i Italien.

I 70 pct. af EU-landenes regioner er kvindernes arbejdsløshed højere end mændenes, men i næsten alle Storbritanniens regioner og flere af Sverige, Finland og Tysklands regioner var kvindernes arbejdsløshed lavere end mændenes.

EU's gennemsnitlige arbejdsløshed faldt fra 9 pct. i 1999 til 8 pct. i 2000. I Danmark var arbejdsløsheden på 4,7 pct. i 2000. Arbejdsløsheden svingede fra 2,4 pct. i Luxemburg til 14,4 i Spanien. Åland i Finland var den region, der havde den laveste arbejdsløshed på 1,7 pct., og den franske region Réunion havde den højeste arbejdsløshed på 33 pct.

Også i hvert enkelt lands regioner var der store forskelle på arbejdsløsheden. Finland havde de største variationer - fra 1,7 pct. i Åland til 16 pct. i Itae-Suomi.

Kontakt

Presse
Telefon: 39 17 30 70