Gå til sidens indhold

Statistisk behandling

Kontaktinfo

Social og Sundhed, Personstatistik
Birgitte Lundstrøm
39 17 34 01

bls@dst.dk

Hent som PDF

Udlån af hjælpemidler

Data til statistikken om Udlån af hjælpemidler indsamles kvartalsvist fra kommunerne via automatiske indberetninger fra fagsystemerne eller via en webbaseret indberetningsløsning. De indsamlede data gennemgår en fejlsøgningsprocedure, hvor kommunerne modtager aggregerede data, som de skal godkende. Når data er valideret af kommunerne og endeligt godkendt, bearbejder Danmarks Statistik indberetningerne og fjerner ugyldige data.

Kilder

Udlån af hjælpemidler registreres primært i kommunernes hjælpemiddeldepoter. Data om de tildelte ydelser indberettes af handlekommunen, dvs. den kommune som har visiteret den enkelte borger til ydelsen. Det skal i den forbindelse bemærkes, at enkelte kommuner har indgået et administrativt samarbejde, hvor en kommune, foruden at indberette på egne vegne, også indberetter på vegne af en eller flere kommuner.

Indsamlingshyppighed

Data indsamles hvert kvartal.

Indsamlingsmetode

Data indberettes primært direkte fra kommunernes fagsystemer via system-til-system løsninger. Den automatiske indberetning udvikles og vedligeholdes af kommunernes IT-leverandør. Alternativt kan data indberettes manuelt via en webbaseret indberetningsløsning, som stilles til rådighed af Danmarks Statistik. I den webbaserede indberetningsløsning vedligeholder kommunerne deres data sideløbende med deres almindelige administration af ydelserne, typisk fordi det kommunale fagsystem ikke kan indberette direkte til Danmarks Statistik.

Datavalidering

Danmarks Statistik sender en gang årligt godkendelsesrapporter til kommunerne, hvor de skal godkende summariske opgørelser af ud- og indleveringer af hjælpemidler. Sammen med godkendelsesrapporterne sendes en rapport over hjælpemidlerne fordelt på paragraffer til validering af paragrafvariablen. Se liste med paragraffer under Grupperinger og klassifikationer. Hvis kommunerne ikke kan godkende data, bliver de bedt om at rette eventuelle fejl og gensende data. Herefter vil kommunen igen blive bedt om at godkende de nye summariske data på ud- og indleveringer samt fordeling af paragrafferne. Hvis kommunen ikke reagerer på henvendelser fra Danmarks Statistik, følges op med to skriftlige rykkere og en telefonisk rykker. For kommuner, der ikke besvarer henvendelser fra Danmarks Statistik, kan Danmarks Statistik bede Social-, Bolig- og Ældreministeriet om at tage kontakt til kommunen med henblik på yderligere dialog om godkendelse af data. Danmarks Statistik arbejder for, at alle kommuner indberetter data om paragrafvariablen. Danmarks Statistik har kontaktet alle kommuner og bedt dem om at indberette paragrafvariablen og knytte en paragraf på hvert hjælpemiddel. Danmarks Statistik vil udvikle og løbende implementere validering af paragrafvariablen.

Databehandling

Danmarks Statistik modtager data vedrørende hjælpemidler fra hver kommune fra systemleverandørerne eller via Dialogværktøjet, som er et alternativt indberetningssystem, som er stillet til rådighed for kommunerne af Danmarks Statistik.

Data indsamles med full load i hvert kvartal, hvilket betyder, at alle data tilbage i tid indberettes hver gang. Danmarks Statistik sender to skriftlige rykker og en telefonisk rykker. For kommuner, der ikke besvarer Danmark Statistiks henvendelse, kan Danmark Statistik bede Social, Bolig og Ældreministeriet om at tage kontakt til kommunen med henblik på yderligere dialog om indberetning af data.

Når data er modtaget, sammensættes data til et samlet datasæt, som danner grundlag for statistikken.

I forbindelse med at kommunerne skifter systemleverandør skal data, som leveres fra det gamle og nye system behandles og sættes sammen til en samlet indberetning for kommunen.

Statistikken dækker perioden 1. juli 2022 og frem. Det betyder, at alle hjælpemidler, der er udlånt per 1. juli 2022, samt hjælpemidler, der udleveres og/eller returneres per 1. juli 2022 og frem, vil indgå i statistikken. Øvrige data, som ikke er aktive i denne periode slettes.

Hver udlevering af et hjælpemiddel er registreret med et personnummer. Alle personnumre valideres på baggrund af Danmarks Statistiks befolkningsregister, og ukurante CPR-numre fjernes fra data. I nogle tilfælde leveres hjælpemidler til institutioner, hvor hjælpemidlet kan anvendes af flere borgere. Disse hjælpemidler er registeret med et fiktivt CPR-nummer og fjernes så vidt muligt fra data.

Til hver udlevering af et hjælpemiddel er der tilknyttet en indberetningskommune samt en betalingskommune. En række kommuner har tværkommunale samarbejder, som betyder, at en gruppe af kommuner indgår i et samarbejde om depotløsning for hjælpemidler. Én kommune vil her stå for indberetningen af hjælpemidler på vegne af de øvrige kommuner, som indgår i samarbejdet. I disse tilfælde vil betalingskommunen ikke altid være retvisende, men være registreret med den kommune, som står for indberetningen. Danmarks Statistik danner derfor en variabel, Statistikbankkommune. Ud fra Danmarks Statistiks befolkningsregister registreres borgerens kommunekode ud fra borgerens bopælskommune på udleveringstidspunktet. I få tilfælde findes der ikke en bopælskommune på udleveringstidspunktet. Her sættes kommunekoden til indberetningskommunens kommunekode.

Nogle hjælpemidler står registreret uden en indleveringsdato selvom borgeren er død. I disse tilfælde sættes indleveringsdatoen til borgerens dødsdag. Nogle hjælpemidler står registreret med en indleveringsdato, som ligger langt tid efter borgerens dødsdag. Hvis der er sat en indleveringsdato, men indleveringsdatoen ligger mere end 31 dage efter dødsdatoen sætte indleveringsdato til borgerens dødsdato. Hjælpemidler med indleveringsdato før udleveringsdato samt udleveringer, som ligger efter dødsdatoen fjernes fra data. Disse opretninger af indleveringsdatoer betyder, at en del hjælpemidler ikke længere er aktive pr. 1. juli 2022 og de fjernes dermed fra data.

Efter opretning af indleveringsdatoen er der stadig en del hjælpemidler, som står registreret uden indleveringsdato på trods af, at de er udleveret mange år tilbage i tiden. Det vurderes ikke, at et hjælpemiddel stadig er i brug efter mange år. Hjælpemidler, som er udleveret mere en 20 år tilbage i tiden fjernes fra data.

For hvert hjælpemiddel skal kommunerne indberette den paragraf, som hjælpemidlet er bevilget efter. Dette skal gøres i variablen lov_navn, som følger et specifikt værdisæt. Dette felt er ikke altid udfyldt. I variablen lov_tekst kan kommunerne i fritekst skrive, hvilken paragraf hjælpemidlet er bevilget efter. Hvis lov_tekst er udfyldt med en tekst, som indgår i en af de obligatoriske paragraffer indsættes paragraffen fra værdisættet i variablen lov_navn_opret.

Alder og køn beregnes ud fra fødselsdatoen og beregnes ultimo året. Alderen for borgere, som er døde inden dette tidspunkt beregnes ud fra dødsdatoen.

Korrektion

Der laves ikke korrektioner af data udover, hvad der er beskrevet under Datavalidering og Databehandling.