Gå til sidens indhold

Indhold

Kontaktinfo

Erhvervslivets Udvikling, Erhvervsstatistik
Charlotte Spliid Hansen
29 41 97 76

chh@dst.dk

Hent som PDF

Regnskabsstatistik for private byerhverv

Statistikken belyser årligt virksomhedernes resultatopgørelse, balance og investeringer både på firmaniveau og på arbejdsstedsniveau. Statistikgrundlaget indeholder detaljerede regnskabsposter, herunder omsætning, vareforbrug, omkostninger, årets resultat, aktiver, passiver og investeringer. Regnskabsstatistikken for private byerhverv omfatter ikke landbrug, fiskeri, havne, pengeinstitutter, forsikring, almene boligselskaber, offentlig administration mv. Statistikken omfatter kun markedsaktivitet. Statistikken publiceres i Nyt fra Danmarks Statistik og i Statistikbanken.

Indholdsbeskrivelse

Statistikken belyser årligt virksomhedernes resultatopgørelse, balance og investeringer både på firmaniveau og på arbejdsstedsniveau. Statistikgrundlaget indeholder detaljerede regnskabsposter, herunder omsætning, vareforbrug, omkostninger, årets resultat, aktiver, passiver og investeringer. De vigtigste fordelingsvariabler er branche, ejerform, størrelsesgruppe og geografi. Ved udarbejdelse af grundlaget for statistikken er der beregnet detaljerede regnskabsposter for alle firmaer i brancherne. Statistikgrundlaget giver derfor mulighed for en række alternative fordelinger ud over de offentliggjorte tabeller.

For yderligere oplysninger om spørgeskemaet, regnskabsposter mv. henvises til informationssiden for indberettere.

Grupperinger og klassifikationer

Statistikgrundlaget indeholder de 6-cifrede branchenumre i Dansk Branchekode 1993 (DB93) til og med 2002 og Dansk Branchekode 2003 (DB03) fra 2003 og til og med 2007 og Dansk Branchekode 2007 (DB07) fra og med 2008. En fuldstændig beskrivelse af brancherne findes i Dansk Branchekode.

Sektordækning

Regnskabsstatistikken for private byerhverv har været indsamlet og udarbejdet siden 1995 og er med tiden udvidet med flere brancher. Fra 2014 er branchedækning blandt andet udvidet til også at omfatte forsyningsvirksomhed, regional- og fjerntog samt radio- og tv-stationer. Statistikken omfatter ikke landbrug, fiskeri, havne, pengeinstitutter, forsikring, almene boligselskaber, offentlig administration mv. Statistikken omfatter kun markedsaktivitet.

Begreber og definitioner

Omsætning: Indtægter ved salg af produkter og tjenesteydelser der hidrører fra firmaets primære drift. Omsætningen er opgjort efter rabatter og er ekskl. afgifter mv., der direkte er forbundet med salget. Omfatter også arbejde udført for egen regning og opført under aktiver, fx fremstilling af egne maskiner.

Andre driftsindtægter: Indtægter, som ikke har forbindelse med den primære drift, herunder refunderede sygedagpenge og offentlige løntilskud. I nogle tilfælde også langt større beløb fx i forbindelse med frasalg.

Vareforbrug: Det forbrug som medgår til omsætningen.

Finansielle indtægter: Renter, provisioner, kursgevinster på værdipapirer og udlandslån, udbytte af aktier og anparter mv.

Finansielle omkostninger: Renter, kurstab på værdipapirer og udlandslån, provisioner og udgifter til depot mv.

Omsætningsaktiver: Varelagre, likvide beholdninger, salgstilgodehavender samt let realisable værdipapirer der ikke er bestemt til vedvarende eje.

Anlægsaktiver: Den del af formuen som er bestemt til vedvarende eje eller brug for firmaet, fx bygninger, maskiner, inventar, patenter, licenser samt langsigtede investeringer af finansiel karakter, fx aktier og obligationer.

Egenkapital: Egenkapital kan defineres som værende ejerne af firmaets regnskabsmæssige andel af firmaets finansiering. Beregnes som aktiver i alt minus summen af hensættelser og gæld og er altså angivet under passiver, da det i princippet er en værdi, som firmaet skylder ejerne.

Kortfristet gæld: Gældsposter der forfalder inden for 1 år, fx varegæld og skyldig moms.

Langfristet gæld: Gældsposter med en løbetid over 1 år, fx prioritetsgæld.

Hensættelser: Forpligtelser hvis størrelse eller forfaldstid ikke kendes med sikkerhed, fx udskudt skat og pensionsforpligtelser.

Investeringer: Tilgang og afgang af anlægsaktiver, dvs. fast ejendom (grunde, bygninger mv.) og driftsmidler (maskiner, køretøjer, inventar mv.) og immaterielle aktiver (software, licenser mv.). Tilgang opgøres til anskaffelsespris før afskrivninger og andre reguleringer og omfatter såvel købte som leasede aktiver. Afgang værdisættes til salgsprisen eller, hvor denne ikke kendes, til den nedskrevne værdi.

Værditilvækst: Omsætning og andre driftsindtægter, fratrukket omkostninger til forbrug af varer og tjenester. Tilvæksten udtrykker med andre ord den værdiskabelse, der finder sted i erhvervet.

Værditilvækst (pct.): Værditilvækst i pct. af summen af Omsætning og Andre driftsindtægter.

Egenkapitalens forrentning efter selskabsskat: Resultat efter selskabsskat målt i pct. af den gennemsnitlige egenkapital i løbet af året. Ud fra det foreliggende materiale er det ikke muligt præcist at opgøre den gennemsnitlige egenkapital, så den beregnes tilnærmelsesvis som: Egenkapitalen ultimo minus halvdelen af konsolideringsposten. Sidstnævnte post viser det beløb af årets resultat, som er overført til (eller fra) egenkapitalen.

Bruttoavance: Bruttofortjeneste i pct. af Omsætning. Bruttofortjenesten beregnes som Omsætning minus Vareforbrug minus Køb af lønarbejde og underentrepriser.

Overskudsgrad: Resultat af ordinær drift (overskud før finansielle og ekstraordinære poster og skat) udtrykt i pct. af summen af Omsætning og Andre driftsindtægter.

Soliditetsgrad: Egenkapitalen udtrykt i pct. af de samlede aktiver (ultimo).

Ansatte: Lønmodtagere som har ansættelse i firmaet. Udtrykt som fuldtidsbeskæftigede (årsværk).

Beskæftigede: I selskaber det samme antal som ansatte. I firmaer med personlig hæftelse indgår desuden ejere.

Firma: Som hovedregel lig med juridisk enhed, dvs. aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab, enkeltmandsvirksomhed, interessentskab mv. I enkelte tilfælde er flere juridiske enheder, der tilsammen drives som en økonomisk enhed, samlet til ét firma.

Arbejdssted: Et arbejdssted er en organisatorisk afgrænset del af et firma, der er beliggende på én adresse og producerer én eller overvejende én slags varer og tjenester.

Enheder

Firma

Som hovedregel lig med den juridiske enhed, dvs. A/S, ApS, enkeltmandsvirksomhed, interessentskab, mv. I enkelte tilfælde er flere juridiske enheder, der tilsammen drives som en økonomisk enhed, samlet til ét firma.

Arbejdssted

Et arbejdssted er en organisatorisk afgrænset del af et firma, der er beliggende på én adresse og producerer én eller overvejende én slags varer og tjenester.

Firmaer kontra arbejdssteder

Ved opgørelse på firmaer indgår hvert firma i den branche, hvor den største værditilvækst ligger, og firmaet indgår her med samtlige dets aktiviteter. En geografisk placering af firmaet ville endvidere henføre samtlige dets aktiviteter til hovedsædets adresse.

Ved opgørelse på arbejdssteder derimod kan aktiviteterne geografisk placeres der, hvor de faktisk foregår. Derudover kan man få en "renere" branchestatistik, idet en branche ved en opgørelse på arbejdssteder indeholder samtlige arbejdssteder med den pågældende branche og kun disse. Aktiviteten i de firmaer, som dækker flere brancher, bliver således fordelt ud på dets enkelte brancher. Det skal dog bemærkes, at langt de fleste firmaer kun har aktivitet i en enkelt branche.

Population

Firma og arbejdssteder i de private byerhverv.

Geografisk dækning

Danmark.

Tidsperiode

Året 2023.

Basisperiode

Ikke relevant for denne statistik.

Måleenhed

Måleenheden er antal, mio. kr., mia. kr. og procent afhængig af variable og hvor det publiceres.

Referencetid

Referencetiden er et kalenderår 2022. Firmaer med forskudte regnskabsår indgår med deres regnskabstal i det referenceår, hvor regnskabet afsluttes, medmindre det afsluttes før 1. maj, i hvilke tilfælde det indgår i statistikken for året før.

Hyppighed

Udkommer årligt på firma og arbejdsstedsniveau.

Indsamlingshjemmel og EU regulering

Lov om Danmarks Statistik, jfr. lovbekendtgørelse nr. 599 af 22. juni 2000, § 8 og 12.

Statistikken falder ind under Rådets forordning (EF) nr.2019/2152 af 27. November 2019 angående European Business Statistics der pålægger landene at levere oplysninger til Eurostat vedr. erhvervenes omsætning, værditilvækst, beskæftigelse, løn, investeringer mv.

Indberetningsbyrde

For 2021 er firmaernes byrde ved indberetning til regnskabsstatistikken opgjort til 3,7 mio. kr.

Øvrige oplysninger

For yderligere oplysninger om spørgeskemaet, regnskabsposter mv. henvises til informationssiden.