Gå til sidens indhold

Producentprisindeks for byggeri af boliger

Producentprisindeks for byggeri af boliger belyser udviklingen i husproducenters priser på nybyggeri af fritliggende enfamiliehuse. Dette inkluderer producenternes direkte byggeomkostninger og profit, men eksklusiv omkostninger til grund, skatter og afgifter, samt yderligere omkostninger, der ikke er direkte relateret til opførelsen af boligen. Statistikken kan anvendes i forbindelse med analyser af prisudviklingen i bygge- og anlægsbranchen. Statistikken er udarbejdet siden 2019 med tal for 2015 og frem.

Indhold

Producentprisindeks for byggeri af boliger er en kvartalsvis opgørelse af prisudviklingen på opførelse af boliger i Danmark i første omsætningsled. Med første omsætningsled menes den transaktion, der foregår mellem bygherre og entreprenør, dvs. i den pris en husholdning eller investor skal betale en entreprenør for opførelse af en bolig. Statistikken er kun gældende for fritliggende enfamiliehuse, og altså ikke for fx etagebyggeri, rækkehuse, alment boligbyggeri, sommerhuse eller erhvervsbyggeri.

Læs mere om indhold

Statistisk behandling

Der indsamles kvartalsvist 500-1200 priser fra udvalgte typehusfirmaer i Danmark. Priser og adresser indsamles via Virk.dk ved en upload-løsning. De indsamlede data beriges med en række relevante oplysninger fra Bygnings- og Boligregistret (BBR) om fx areal, antal badeværelser, etager og tagbeklædning. Indekset beregnes ved at modellere prisen på et nybygget enfamiliehus som en funktion af disse karakteristika - en såkaldt hedonisk regression.

Læs mere om statistisk behandling

Relevans

Producentprisindeks for byggeri af boliger er en konjunkturindikator, som primært anvendes i forbindelse med analyse af den samfundsøkonomiske udvikling. Indeksene benyttes desuden ved udarbejdelsen af nationalregnskabet, og indgår i Eurostats rammemodel for erhvervslivsstatistikker. Der foretages ikke undersøgelser af brugertilfredshed, men statistikken indgår i Danmarks Statistiks ekspertudvalg for bygge- og anlægsstatistik.

Læs mere om relevans

Præcision og pålidelighed

Statistikkens præcision vurderes til at være høj, omend med nogle usikkerhedsfaktorer. Indrapporterede prisobservationer fejlsøges både maskinelt og manuelt, og omfanget af diverse fejltyper antages derfor ikke at påvirke statistikken i betydelig grad. Det indsamlede datagrundlag stammer udelukkende fra typehusfirmaer, og statistikken antages derfor for i højere grad at være repræsentativ for typehusbyggeri end for specialbyggeri. Desuden tager den anvendte beregningsmodel ikke højde for kvaliteten af byggematerialer og håndværk i forbindelse med udførelse af byggeriet.

Læs mere om præcision og pålidelighed

Aktualitet og punktlighed

Statistikken offentliggøres typisk lidt over 3 måneder efter referenceperiodens afslutning. Statistikken offentliggøres uden forsinkelser i forhold til planlagte udgivelsestider.

Læs mere om aktualitet og punktlighed

Sammenlignelighed

Statistikken findes med en kontinuerlig tidsserie fra 2015 og frem. Statistikken følger internationale standarder og kan derfor sammenlignes med lignende statistikker fra andre lande.

Læs mere om sammenlignelighed

Tilgængelighed

Statistikken offentliggøres kvartalsvis i Statistikbanken som Producentprisindeks for nybyggeri af boliger (tabel PRIS90) og findes på emnesiden Indeks for byggeri og anlæg. Én gang årligt, i forbindelse med udgivelsen af 4. kvartal (i april) udgives en Nyt fra Danmarks Statistik under titlen "Producentprisindeks for byggeri", som omfatter årlig prisudvikling for nybyggeri af enfamiliehuse og årlig prisudvikling for renovering og vedligeholdelse.

Læs mere om tilgængelighed