Gå til sidens indhold

Indhold

Kontaktinfo

Befolkning og Uddannelse, Personstatistik
Asger Bromose Langgaard
21 59 96 46

alg@dst.dk

Hent som PDF

Gymnasiale uddannelser

Statistikken er en årlig opgørelse af uddannelsesaktiviteten på gymnasiale uddannelser i Danmark, herunder tilgangen, antal fuldførte gymnasiale uddannelser og antal aktive elever pr. 1. oktober. Statistikken fordeles efter uddannelse og på elevernes alder, køn, herkomst og national oprindelse.

Indholdsbeskrivelse

Statistikken om gymnasiale uddannelser viser antal elever på de gymnasiale uddannelser i Danmark. Statistikken er en del af Elevregistret og offentliggøres årligt med dette register. I Statistikbanken kan man pr. oktober se tilgang, bestand og fuldførelse af elever fordelt på uddannelsesområder, alder, herkomst, national oprindelse og køn.

Danmarks Statistiks uddannelsesklassifikation DISCED-15 benyttes til at definere gymnasiale uddannelser. De gymnasiale uddannelser ligger inden for hovedområde 20 og 35.

Hovedområde 20 i DISCED-15 indeholder almengymnasiale uddannelser (STX, HF-eksamen og 2-årig Studenter kursus), erhvervsgymnasiale uddannelser (HHX og HTX) og internationale gymnasiale uddannelser (Pre-IB, IB, DFB, EB og DIAP).

Hovedområde 35 i DISCED-15 indeholder adgangsgivende uddannelsesforløb, som er målrettet personer med erhvervsuddannelser, der ønsker optagelse på en videregående uddannelse. Statistikken baserer sig på Elevregistret og offentliggøres årligt samtidigt med dette register.

I Statistikbanken kan man pr. oktober se tilgang til de gymnasiale uddannelse, hvor stor bestanden er, og hvor mange elever, som har fuldført en gymnasial uddannelse. Eleverne er fordelt på uddannelsesområder, bopæl, alder, herkomst, national oprindelse og køn.

Grupperinger og klassifikationer

Uddannelsesområderne er fordelt efter DISCED-15.

Bopælen er fordelt op regioner (øverste niveau i klassifikationen Regioner, landsdele og kommuner).

National oprindelse er fordelt på Danmark, vestlige lande, ikke vestlige lande samt uoplyst (variant i klassifikationen Lande i Personstatistik).

Sektordækning

Ikke relevant for denne statistik.

Begreber og definitioner

Adgangsgivende uddannelsesforløb: Ofte sammensat som målrettede uddannelsesforløb med en varighed på 1-1½ år. Uddannelsesforløbet er fx målrettet personer med en erhvervsuddannelse eller flygtninge, og uddannelsesforløbene tilrettelægges, så den studerende kan opnå adgangsgivende eksamen til en række videregående uddannelser.

Almen Studentereksamen: Almen Studentereksamen er en 3-årig almengymnasial uddannelse. Formålet med uddannelsen er at give adgang til en videregående uddannelse. Det er muligt at vælge imellem en række forskellige studieretninger med fag indenfor humaniora, naturvidenskab eller samfundsfag.

År: I uddannelsesstatistikken defineres et år som perioden fra 1. oktober forrige år til 30. september det nævnte år. For eksempel er 2017 defineret som 1. oktober 2016 til 30. september 2017.

Dansk-Fransk Bacalaurétte (DFB): Dansk-Fransk Bacalaurétte er en 3-årig international gymnasial uddannelse. Undervisningen foregår hovedsageligt på fransk, og uddannelsen er adgangsgivende til en videregående uddannelse i Danmark. Uddannelsen foregår i København på Prins Henriks Skole, Lycee Francais De Copenhague.

Dansk-Tysk Studentereksamen (DIAP): Dansk-Tysk Studentereksamen er en 3-årig international gymnasial uddannelse. Undervisningen foregår hovedsageligt på tysk, og uddannelsen er adgangsgivende til en videregående uddannelse i Danmark. Uddannelsen foregår i København på Sankt Petri Schule - Gymnasium.

Elever pr. 1. oktober: Personer, der er i gang med en uddannelse den 1. oktober det givne år, fx 2017.

Fuldført: Personer, der fuldfører en uddannelse i perioden mellem 1. oktober året før-30. september det givne år, fx 1/10 2016-30/9 2017.

Herkomst: Persons nationale tilhørsforhold eller oprindelse.

Højere Forberedelseseksamen (HF-eksamen): Hf-eksamen er en 2-årig almengymnasial uddannelse. Formålet med uddannelsen er at give adgang til enten en erhvervsakademi- eller professionsbacheloruddannelse. Med en udvidet fagpakke er uddannelsen også adgangsgivende til en universitetsuddannelse.

Højere Handelseksamen (HHX): Højere handelseksamen er en 3-årig erhvervsgymnasial uddannelse. Formålet med uddannelsen er at give adgang til en videregående uddannelse. Uddannelsen indeholder flere fag med fokus på erhvervsforhold og økonomi end en Almen Studentereksamen. Indtil 2005 var det muligt også at tage en HHX på 1 år.

Højere Teknisk Eksamen (HTX): Højere Teknisk Eksamen er en 3-årig erhvervsgymnasial uddannelse. Formålet med uddannelsen er at give adgang til en videregående uddannelse. Uddannelsen indeholder flere tekniske og naturvidenskabelige fag end en Almen Studentereksamen.

International Baccalaureate (IB): International Baccalaureate er en 2-årig international gymnasial uddannelse. Undervisningen foregår på engelsk, og uddannelsen er adgangsgivende til en videregående uddannelse i Danmark.

National oprindelse: Personer med dansk oprindelse er personer, hvor mindst en af forældrene er dansk statsborger, født i Danmark. Vestlige lande omfatter Norden, EU-lande samt Andorra, Liechtenstein, Monaco, San Marino, Schweiz, Vatikanstaten, Canada, USA, Australien og New Zealand. Ikke-vestlige lande omfatter alle øvrige lande.

Pre-International Baccalaureate (Pre-IB): Pre-International Baccalaureate er en 1-årig international gymnasial uddannelse. Undervisningen foregår på engelsk, og uddannelsen er målrettet danskere, der altid har gået i dansk folkeskole. Uddannelsen er adgangsgivende til International Baccalaureate.

Studenterkursus (2-årig STX eller HHX): Studenterkursus er en 2-årig almen- eller handelsgymnasial uddannelse målrettet voksne. Formålet med uddannelsen er at give adgang til en videregående uddannelse. Uddannelsen indeholder et mere komprimeret uddannelsesforløb end en 3 årig Studentereksamen.

Tilgang: Personer, der påbegynder en uddannelse i perioden mellem 1. oktober året før-30. september det givne år, fx 1/10 2016-30/9 2017.

European Baccalaureate (EB): European Baccalaureate er en tre årig gymnasial uddannelse. Undervisningen foregår på flere forskellige sprog, herunder dansk og engelsk. Den udbydes af de europæiske skoler og er primært målrettet børn og unge, hvis forældre arbejder for en af EU's institutioner. Den danske version findes i København.

Enheder

Personer.

Population

Personer, der indskrives på en gymnasial uddannelse i Danmark, som er offentligt reguleret. Endvidere indeholder populationen også personer indskrevet på private gymnasiale uddannelser, som er SU-berettigede.

Geografisk dækning

Danmark.

Tidsperiode

Den aktuelle tidsserie i Statistikbanken går fra og med 2005 til nu.

Basisperiode

Ikke relevant for denne statistik.

Måleenhed

Antal.

Referencetid

Den nyeste indsamling er foretaget for perioden 1. oktober 2022-30. september 2023.

Hyppighed

Årlig.

Indsamlingshjemmel og EU regulering

Lov om Danmarks Statistik § 6 og § 8 stk. 3.

Statistikken er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EF) Nr. 452/2008 af 23. april 2008 om udarbejdelse og udvikling af statistikker over uddannelse og livslang læring.

Indberetningsbyrde

Indberetningsbyrden er minimal, idet oplysningerne indsamles af Børne- og Undervisningsministeriet til brug i deres datavarehus. Data modtages af Danmarks Statistik efter indsamling og fejlsøgning fra Børne- og Undervisningsministeriet.

Øvrige oplysninger

Der er oplysninger om de uddannelser som er samlet i elevregistret, på emnesiden for Fuldtidsuddannelser. Her kan også findes notater om historiske revisioner på området. Øvrige oplysninger fås ved henvendelse til Danmarks Statistik.