Gå til sidens indhold
Nyt fra Danmarks Statistik

87 pct. af alle børn har mindst én bedsteforælder

13. februar 2026

Blandt de 0-17-årige har 87 pct. mindst én bedsteforælder, som også er bosat i Danmark pr. 1. januar 2026. Bedsteforældre forstås som de forældre, der er registret til børnenes forældre i CPR. 37 pct. af børnene har alle fire bedsteforældre, 25 pct. har tre, mens 18 pct. har to bedsteforældre. 7 pct. af de 0-17-årige har en enkelt bedsteforælder i befolkningen. Antal bedsteforældre varierer med børnenes alder. Således har op mod halvdelen af de alleryngste børn fire bedsteforældre, mens det samme kun gør sig gældende for 24 pct. af de 15-årige.

0-17-årige efter antal bedsteforældre. 2026Kilde: www.statistikbanken.dk/paaroe02

Gennemsnitsalderen for at blive førstegangsbedsteforældre er 55 år

Den gennemsnitlige alder for, hvornår de personer, der er blevet bedsteforældre, blev det for første gang, er 54,6 år. Førstegangsbedstefædrene var ældst, 56,0 år, mens bedstemødrene i gennemsnit var 53,5 år, da de fik første barnebarn. De, som blev bedsteforældre for første gang gennem en datter (morfar og mormor), er generelt halvandet år yngre, end de, hvor det var en søn, som gjorde dem til bedsteforældre (farfar og farmor). De mænd, der blev morfar, da de fik første barnebarn, var således 55,4 år i gennemsnit, mens de, der blev farfar, til sammenligning var 56,9 år. Tilsvarende var de kvinder, der blev mormor, i gennemsnit 52,8 år, mens de, der blev farmor, var 54,4 år, da de fik første barnebarn.

Gennemsnitsalder for førstegangsbedsteforældre

 

Farfar

Morfar

Farmor

Mormor

 

alder (år)

2026

56,9

55,4

54,4

52,8

Anm.: Beregningerne er baseret på personer i befolkningen pr. 1. januar 2026.

De længste ægteskaber i Danmark har varet over 70 år

Pr. 1. januar 2026 var der 122.625 ægteskaber, som har varet 50 år eller længere. Det er en stigning på 23 pct. i forhold til for ti år siden, hvor 99.807 ægteskaber havde varet i mere end 50 år. Denne udvikling skal ses i lyset af, at antal personer i de ældste aldersgrupper (75 år og ældre) i samme periode er steget 46 pct. I langt de fleste ægteskaber bor begge parter også på samme adresse, nemlig 97 pct. af alle ægteskaber uanset dets længde. Andelen, hvor parterne ikke deler bopæl, er højest blandt de længstvarende ægteskaber, fx boede 8 pct. af parterne i ægteskaber af 65 års varighed på hver sin adresse.

Antal ægteskaber efter ægteskabets varighed. 2026Kilde: www.statistikbanken.dk/parfh2a

Husstande, familier og børn 1. januar 2026

13. februar 2026 - Nr. 30

Hent som PDF

Næste udgivelse: 12. marts 2027

Alle udgivelser i serien: Husstande, familier og børn

Kontakt

Kilder og metode

Husstands-, familie- og børnestatistikkernes grundlag er materiale fra det Centrale Personregister om alle personer, der 1. januar er tilmeldt registret med adresse i Danmark.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation