Gå til sidens indhold

Størst andel midlertidigt ansatte for unge og ældre

Arbejdskraftundersøgelsen (kvt.) 3. kvt. 2024

Midlertidige ansættelser er mere udbredt blandt unge lønmodtagere i alderen 15-29 år end i andre aldersgrupper. 31 pct. af de 15-29-årige lønmodtagere var i tredje kvartal 2024 ansat på en midlertidig kontrakt. Til sammenligning var 16 pct. af de 65-74-årige midlertidigt ansatte, mens andelen var 10 pct. blandt lønmodtagere i alderen 30-44 år og 4 pct. blandt de 45-64-årige. Særligt de studerende har en høj andel, idet lidt under hver anden er midlertidigt ansat. Også når studerende fraregnes, er andelen af de 15-29-årige med midlertidige ansættelser højere end i nogen anden aldersgruppe, nemlig 24 pct.

Midlertidigt ansatte fordelt på aldersgrupper. 3. kvt. 2024Kilde: Særkørsel baseret på www.statistikbanken.dk/aku320a

Ca. hver fjerde af de midlertige ansættelser er selvvalgt

Andelen af lønmodtagere, der selv har ønsket midlertidigt arbejde, har ligget mellem 22 og 27 pct. siden tredje kvartal 2021. Selvvalgt midlertidigt arbejde er derved den næsthyppigste årsag til, at lønmodtagere har midlertidige ansættelser, kun overgået af strukturelle tidsbegrænsede stillinger. I tredje kvartal 2024 havde 23 pct. af de midlertidigt ansatte selv ønsket det, hvilket er et fald på 3 procentpoint sammenlignet med samme kvartal året før. 'Kan ikke finde fast arbejde' er den mindst hyppige årsag til midlertidige ansættelser, idet 14 pct. i tredje kvartal 2024 angiver dette som årsag. Andelen, der har angivet 'kan ikke finde fast arbejde' som årsag til midlertidigt arbejde har været tilnærmelsesvist uændret de seneste kvartaler, men er dog steget med 4 procentpoint siden første kvartal 2023. Lønmodtagere med midlertidige ansættelser har i de seneste tre år angivet tidsbegrænsede stillinger som den primære årsag til midlertidigt arbejde. Disse strukturelle tidsbegrænsede stillinger er jobtyper, der i deres natur ikke findes som fastansættelser, fx ph.d.-studerende, lærlinge, elever og projektansættelser.

Årsag til midlertidig ansættelse, 15-74 år.Kilde: Specialudtræk fra Arbejdskraftundersøgelsen

De 30-54-årige er oftere ufrivilligt i midlertidig beskæftigelse

'Kunne ikke finde fast arbejde' var årsagen til, at mere end hver femte midlertidigt ansatte i aldersgruppen 30-54 år havde midlertidigt arbejde i tredje kvartal 2024. Strukturelle tidsbegrænsede stillinger var årsag til, at jobbet var midlertidigt for mere end 40 pct. af både de 15-29-årige og de 30-54-årige. For de 55-74-årige gjaldt det for 32 pct. Andelen af lønmodtagere, der selv har valgt midlertidigt arbejde, var mindst for de 30-54-årige med 15 pct. Blandt de ældste og yngste var andelen, der selv havde ønsket, at jobbet var midlertidigt, hhv. 40 pct. og 24 pct. af samtlige midlertidigt ansatte i aldersgrupperne.

Midlertidigt ansatte og fastansatte, fordelt på alder i 3. kvt. 2024

 

Strukturel
tidsbegrænset stilling
(elev, ph.d.
projektansættelse o.l.)

Kan ikke finde fast
arbejde

Har selv ønsket
midlertidigt arbejde

Andre årsager
 

 

Pct.

15-29 år (ekskl. studerende)

46,2

14,8

21,2

17,8

15-29 år (inkl. studerende)

41,4

10,9

23,7

24,1

30-54 år

40,1

22,2

14,9

22,9

55-74 år

31,7

1

39,5

23,1

1Tallet er udeladt fra tabellen, da det er behæftet med usikkerhed på grund af et begrænset antal observationer.
Kilde: Specialudtræk fra Arbejdskraftundersøgelsen

Mange midlertidigt ansatte har en ansættelsesperiode på under et år

På tværs af aldersgrupper har 40 pct. af de midlertidigt ansatte en ansættelsesperiode på højest 12 måneder. Den yngste aldersgruppe har den laveste andel af korte, midlertidige ansættelser. Her har 22 pct. af de midlertidigt ansatte kontrakter på under seks måneder, mens 37 pct. har ansættelser på højest 12 måneder. For den ældste aldersgruppe har 34 pct. af de midlertidigt ansatte kontrakter på over tre år, hvilket er den største andel blandt de tre aldersgrupper. Blandt de 30-54-årige udgør kontrakter på over tre år derimod den laveste andel sammenlignet med de øvrige aldersgrupper med 27 pct.

Ansættelsesperiodens længde for midlertidigt ansatte, fordelt på alder. 3. kvt. 2024Kilde: Specialudtræk fra Arbejdskraftundersøgelsen

To nye statistikbanktabeller om arbejdskraftreserven

To nye statistikbanktabeller om arbejdskraftreserven gør det muligt at trække kvartalsvise tal om arbejdskraftreserven fordelt på beskæftigelsesstatus, køn, antal personer, antal fuldtidspersoner, andel af arbejdsstyrken og andel af den udvidede arbejdsstyrke. Tabel 550K viser ud over ledigheden hvor mange, der ikke klassificeres som ledige, men enten søger arbejde eller kan starte med det samme, eller bare gerne vil have et job. Disse tal vises i både antal personer og fuldtidsækvivalerede personer, for at tage højde for de enkeltes ønskede arbejdstid. Tabel AKU560K viser endvidere andelen af ledige og personer tæt på arbejdsmarkedet, som andel af henholdsvis arbejdsstyrken og den udvidede arbejdsstyrke. Derudover viser tabellerne også deltidsbeskæftigede, der ønsker at arbejde flere timer. Tallene strækker sig tilbage til 2008 og kan tilgås her: www.statistikbanken.dk/aku550k og www.statistikbanken.dk/aku560k.

Nyt fra Danmarks Statistik

21. november 2024 - Nr. 334

Hent som PDF
Næste udgivelse: 20. februar 2025

Kontakt

Kilder og metode

AKU er baseret på kvartalsvise interview med ca. 18.000 personer i alderen 15-89 år og er Danmarks største løbende interviewundersøgelse. Læs mere om kilder og metode i statistikdokumentationen. I de tal, der bringes i denne udgivelse, er der i modsætning til AKU-hovedtallene om ledighed og beskæftigelse ikke foretaget sæsonkorrektion af de viste tal. Læs mere om sæsonkorrektion på www.dst.dk/saesonkorrektion.
AKU benytter de internationalt anvendte definitioner af beskæftigelse og ledighed. Beskæftigede har minimum én times arbejde i den uge, de spørges om. De ledige er de ubeskæftigede aktivt jobsøgende, der kan tiltræde job inden for to uger. Alle øvrige personer betragtes definitorisk som værende uden for arbejdsstyrken.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation