Gå til sidens indhold

Flere personer på herberger og forsorgshjem i 2022

Herberger og forsorgshjem 2022

I 2022 overnattede 7.000 personer på et herberg eller et forsorgshjem. Det er en stigning på 300 personer siden 2021, hvilket svarer til 5 pct. Mændene udgør med tre fjerdedele langt den største andel af personerne på herberger og forsorgshjem, mens kvinderne udgør en fjerdedel, hvilket også var tilfældet i 2021. De forskellige aldersgruppers andele ud af alle brugere har ligeledes været stabile siden 2021.

Personer på herberger og forsorgshjem fordelt på alder og årKilde: www.statistikbanken.dk/herfor1

Andelen af brugere med et ophold, der varer hele året, er faldet

I 2022 har 6 pct. opholdt sig på et herberg eller forsorgshjem hele året. I 2021 drejede det sig om 8 pct. af alle brugere. Især blandt brugere over 60 år er der en mindre andel, der har opholdt sig på et herberg eller forsorgshjem hele året i 2022. I 2021 havde 13 pct. opholdt sig på et herberg eller forsorgshjem hele året, mens den andel i 2022 er faldet til 9 pct., hvilket er på niveau med aldersgruppen 50-59 år. Til trods for faldet ses der imidlertid fortsat en tendens til at større andele af de ældre end de yngre brugere, har ophold der varer hele året.

Andel brugere, der har opholdt sig hele året på et herberg eller forsorgshjem, fordelt på aldersgrupper og årKilde: www.statistikbanken.dk/herfor1

Definition og opgørelse af antal herberger og forsorgshjem

Herberger og forsorgshjem dækker over boformer efter § 110 i lov om social service målrettet personer med særlige sociale problemer, som er hjemløse eller funktionelt hjemløse. Funktionelt hjemløse er personer, der har en bolig, men som ikke er i stand til at benytte den i kortere eller længere perioder.

Danmarks Statistiks opgørelse af antal herberger og forsorgshjem kan ikke direkte sammenlignes med antallet i Tilbudsportalen. I Danmarks Statistiks register over ophold på herberger og forsorgshjem opgøres antallet af tilbud som antallet af indberettere til statistikken. Antallet af indberettere kan dog afvige fra antallet af tilbud på Tilbudsportalen. Blandt andet indberetter tilbud med flere afdelinger i nogle tilfælde pr. afdeling og i andre tilfælde indberetter de samlet, f.eks. hvis de ligger administrativt og fysisk på samme adresse. For året 2022 indgår der 127 indberettere i Danmarks Statistiks opgørelse, som svarer til 111 tilbud i Tilbudsportalen.

Nyt fra Danmarks Statistik

23. juni 2023 - Nr. 227

Hent som PDF
Næste udgivelse: 26. juni 2024

Kontakt

Kilder og metode

Herberger og forsorgshjem dækker over ophold på herberg og forsorgshjem efter §110 i Serviceloven, målrettet personer med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, og som har behov for botilbud og for tilbud om aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp.
Herbergerne og forsorgshjemmene mv. har godkendt deres indberetning for 2021. Kun godkendte indberetninger bliver inkluderet i statistikken, og ved manglende eller afviste indberetninger er landstotalen baseret på en opregning. I 2021 har ingen herberger eller forsorgshjem afvist data.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation