Gå til sidens indhold

Pensionsformuerne blev mindre i 2022

Pensionsformuer 2022

Værdien af den gennemsnitlige pensionsformue efter skat for alle personer over 18 år faldt fra 643.000 kr. i 2021 til 555.000 kr. i 2022. Det svarer til et fald på 14 pct. Den største reduktion af pensionsformuen var for de 40-44-årige, der havde 17 pct. lavere pensionsformue ved udgangen af 2022 sammenlignet med året før. Formuereduktionen var mindre for personer over pensionsalderen. I opgørelsen er der trukket 40 pct. i fremtidige skattebetalinger fra værdien af de pensionsordninger, som først beskattes ved udbetalingen.

Udvikling i gennemsnitlig pensionsformue efter skat fordelt på aldersgrupper. 2021 og 2022Kilde: www.statistikbanken.dk/penfor11

Pensionsformuerne er efter priskorrektion tilbage på 2018-niveauet

Det var et hårdt år på de finansielle markeder i 2022. Det generelle store fald i pensionsformuerne kan blandt andet tilskrives store kursfald på aktier og obligationer. For sidstnævnte er det især de højere renter, som har reduceret værdien af obligationerne. Faldet i pensionsformuen på 14 pct. i 2022 er sket på bagkant af større stigninger i 2020 (5,5 pct.) og 2021 (8,7 pct.). Nominelt kom den gennemsnitlige pensionsformue på 555.000 kr. således tilbage på 2019-niveauet. Korrigeres der ydermere for prisudviklingen, så var pensionsformuen nærmere 2018-niveauet. Særligt ATP har været hårdt ramt. Den gennemsnitlige værdi af de livsvarige ATP-pensioner blev således opgjort 29 pct. lavere i 2022 sammenlignet med året før, mens værdien af de øvrige pensionsformuer er faldet med 10 pct.

Færre har en pensionsformue over 1 mio. kr.

Andelen af personer over 18 år med en pensionsformue over 1 mio. kr. er faldet fra 24 pct. i 2021 til 17 pct. i 2022 målt i faste 2022-priser. Andelen var 14 pct. ved statistikkens start i 2014. Betragtes de 60-69-årige, som befinder sig omkring tilbagetrækningsalderen, så faldt andelen her fra 53 pct. i 2021 til 44 pct. i 2022.

Pensionsformuen reduceret mindre over pensionsalderen

Pensionsformuen toppede i 2022 som i de foregående år blandt de 60-64-årige, men der var kun 2 pct. ned til pensionsformuen for de 65-69-årige. Forskellen mellem de to aldersgrupper var på 10 pct. i 2018. Den primære forklaring på, at de ældre henter ind på de yngre, er formentlig, at folkepensionsalderen mellem 2019 og 2022 er hævet fra 65 til 67 år. Den hævede folkepensionsalder medfører en senere tilbagetrækningsalder, og dermed at pensionsformuerne kan indbetales og udbetales lidt senere i livet. Det betyder, at pensionsformuen for de 65-69-årige faldt mindre i 2022, end den gjorde for fx de 60-64-årige. Derudover anbefales ældre oftere en lavere risikoprofil på deres opsparing, modsat unge, der har lang tid til pensionering og derfor ofte anbefales en lidt højere risiko. Dette har givetvis været til de ældres fordel i 2022, hvor det er gået ned ad på de finansielle markeder.

Udvikling i gennemsnitlig pensionsformuer efter alder. Løbende priserKilde: www.statistikbanken.dk/penfor11

Kvinder har lavere pensionsformue end mænd, men henter lidt ind

I 2022 var den gennemsnitlige pensionsformue for kvinder over 18 år på 477.000 kr. mod 636.000 kr. for mænd. Kvinders pensionsformue var dermed 25 pct. lavere end mænds. Ved statistikkens start i 2014 var kønsforskellen på 30 pct. Når der spares op til pension, er der forskellige opsparingsformer med varierende regler for, hvordan formuerne indbetales og senere udbetales. Livsvarige pensioner udbetales typisk månedligt resten af livet. Kvinder, der gennemsnitligt lever længere end mænd, har 64 pct. af deres formue på livsvarige ordninger (inkl. ATP), mens mænd kun har 49 pct. af deres pensionsformuer på sådanne livsvarige ordninger. Mænd har derimod en større andel af pensionsformuen på ratepensioner, der udbetales over en afgrænset periode på mindst ti år. Både mænd og kvinder har i gennemsnit 14 pct. af formuen investeret på en aldersopsparing eller kapitalpension, som typisk udbetales som engangsbeløb eller i få dele.

Nyt fra Danmarks Statistik

26. juli 2023 - Nr. 264

Hent som PDF
Næste udgivelse: 27. juni 2024

Kontakt

Kilder og metode

Statistikken om pensionsformuer er baseret på Danmarks Statistiks formueregister og omhandler dels størrelsen af pensionsformuer for personer i Danmark, og dels pensionsformuer opsparet i danske selskaber af personer i Danmark og udlandet. Populationen er afgrænset til personer på mindst 18 år og som er bosat i Danmark d. 31. december i året. Tjenestemandspensioner og indefrosne feriemidler indgår ikke.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation