Gå til sidens indhold

Bedre overblik over aktiemarkedet

25. november 1999 kl. 0:00

Mandag udsender Danmarks Statistik for første gang en oversigt over ejerstrukturen for alle danske børsnoterede aktier og investeringsforeningsbeviser.

I oversigten bliver kursværdien af de børsnoterede aktier og investeringsforeningsbeviser opdelt bl.a. på ejernes sektorer og udstedernes brancher, hvilket ikke tidligere har været muligt. Den nye statistik giver dermed et godt overblik over, hvem der udsteder og ejer aktier og investeringsbeviser.

Opgørelsen viser bl.a., hvor stor en andel eksempelvis husholdningerne eller forsikrings- og pensionsselskaber ejer af aktier indenfor de forskellige brancher.

Den nye aktiestatistik, som fremover vil udkomme en gang i kvartalet, bygger på informationer indhentet fra Værdipapir-centralen, Københavns Fondsbørs og Danmarks Statistiks Erhvervsstatistiske register. Resultaterne dækker i denne omgang de seneste fem kvartaler til og med 3. kvartal 1999.

Tilsvarende tal for obligationer er gennem en årrække blevet offentliggjort i Nyt fra Danmarks Statistik og Statistiske Efterretninger. Den seneste opgørelse er fra den 11. november 1999.

Undersøgelsens resultater offentliggøres i Nyt fra Danmarks Statistik, der kan hentes gratis mandag den 29. november fra kl. 9.30 i receptionen i Danmarks Statistik, Sejrøgade 11.Allerede nu kan du læse mere om undersøgelsen i kvalitetsdeklarationen på Danmarks Statistiks hjemmeside www.dst.dk/kvalitetsdeklaration under emnegruppe Penge- og kapitalmarked.

Henvendelse: 
Presse
39 17 30 70
E-post: presse@dst.dk

Vil du rekvirere mere materiale?
Rosendahls Boghandel
43 22 73 00
E-post: boghandel@rosendahls.dk

Kontakt

Presse