Gå til sidens indhold
Vi har fra 14. september 2021 organiseret vores statistikker på en ny måde. Har du brug for hjælp til at finde den statistik, du plejer at bruge, eller vil du vide mere om ændringerne, kan du læse mere her.
Vi har fra 14. september 2021 organiseret vores statistikker på en ny måde. Har du brug for hjælp til at finde den statistik, du plejer at bruge, eller vil du vide mere om ændringerne, kan du læse mere her.

Danske virksomheder godt rustet til virtuelt arbejde

It-anvendelse i virksomheder (tema) 2019 digitalisering

COVID-19 har lukket flere tusinde arbejdspladser ned, mens medarbejderne løser opgaverne via opkobling fra hjemmet. Virksomhedernes mulighed for at opretholde driften afhænger af deres organisering og digitalisering, herunder en veludviklet og robust digital infrastruktur. EU's indeks for virksomhedernes digitaliseringsgrad viser et vigtigt aspekt af, hvor godt rustet virksomhederne er til at komme gennem COVID-19. Indekset viser, at de danske virksomheder er de mest digitale i EU. 53 pct. af virksomhederne i Danmark har en meget høj eller høj digitaliseringsgrad. Danske virksomheder har udstyret 52 pct. af deres medarbejdere med bærbart it-udstyr til arbejdsbrug. 75 pct. af danske virksomheder er aktive på sociale medier, og i 2019 kom 8 pct. af deres omsætning fra web-salg, så i forhold til resten af EU er danske virksomheder it-mæssigt godt rustet.

Andel af virksomheder med meget høj eller høj digitaliseringsgrad. 2019Kilde: Eurostats database for it-anvendelse i virksomheder.

Hver fjerde virksomhed i EU har meget høj eller høj digitaliseringsgrad

Som nævnt ligger Danmark i top i EU med 53 pct. af virksomhederne, som havde meget høj eller høj digitaliseringsgrad. Lige efter følger Finland og Sverige med hhv. 52 pct. og 50 pct. af virksomhederne med meget høj eller høj digitaliseringsgrad. I EU som helhed udgør andelen 26 pct. af virksomhederne. Virksomhederne i Spanien og Tyskland er på niveau med EU gennemsnittet, mens Estland og Italien ligger lige under gennemsnittet med en andel omkring 20 pct. Lavest ligger Rumænien og Grækenland, med andele på hhv. 6 pct. og 11 pct.

Mindre virksomheder i Danmark er mere digitale end i EU

Danmark har en stærk digital infrastruktur, og de mindre virksomheder er især langt fremme i brugen af basis teknologierne sammenlignet med mindre virksomheder i EU som helhed. I 2019 er andelen af mindre danske virksomheder med meget høj eller høj digitaliseringsgrad mere end dobbelt så stor, som den tilsvarende andel for mindre virksomheder i EU.

Virksomheder med meget høj eller høj digitaliseringsgrad efter størrelse. 2019Kilde: Eurostats database for it-anvendelse i virksomheder.

90 pct. af store virksomheder i DK har meget høj eller høj digitaliseringsgrad

I Danmark har 90 pct. af de store virksomheder meget høj eller høj digitaliseringsgrad, mens det kun gælder for 62 pct. af de store virksomheder i EU som helhed. 74 pct. af de mellemstore virksomheder i Danmark har meget høj eller høj digitaliseringsgrad, og det gælder for 41 pct. af de mellemstore virksomheder i EU.

Indeks for digitaliseringsgraden er fra en EU-harmoniseret undersøgelse

I beregningen af EU´s indeks for virksomhedernes digitaliseringsgrad indgår resultaterne fra en EU harmoniseret undersøgelse om it-anvendelse i 2019. EU definerer indekset på basis af 12 indikatorer til måling af virksomhedernes digitaliseringsgrad, som for den enkelte virksomhed antager én af fire værdier: Meget høj, høj, lav eller meget lav. Indekset bliver beregnet ved indikatorer for basale teknologier som fx adgang til internettet, processer internt i virksomheden og virksomhedens informationsdeling med kunder og samarbejdspartnere. Indikatorer for omsætning fra e-salg indgår også i beregningen af virksomhedernes digitaliseringsgrad.

Stor andel af virksomheder i Danmark har hurtig internetforbindelse

En vigtig indikator for digitalisering er virksomhedernes adgang til en hurtig internetforbindelse. 62 pct. af de danske virksomheder har i 2019 en fastnetforbindelse på mindst 100 Mbit/sekund, mens andelen i EU kun er 22 pct.

Et andet mål for digitalisering er andelen af medarbejdere med bærbart udstyr til mobil internetadgang. Virksomhederne i Danmark forsyner 52 pct. af deres medarbejdere med bærbart udstyr til arbejdsbrug, mens det kun er tilfældet for 28 pct. af medarbejderne for virksomheder i EU. Der er dog stor forskel mellem brancherne. I Danmark får omkring 80 pct. af medarbejdere indenfor information og kommunikation samt videnservice stillet bærbart udstyr til rådighed, mens det gælder for 61 pct. inden for bygge og anlæg og 22 pct. inden for detailhandel.

8 pct. af danske virksomheders omsætning kommer fra Web-salg

Mange virksomheder i Danmark har digitaliseret deres forretning, så salg af varer og tjenesteydelser bl.a. er baseret på web-salg. Web-salg er ordrer, som virksomhederne modtager via hjemmesider eller apps, og web-salg indgår også i beregningen af EU's indeks for digitaliseringsgrad. Virksomhedernes web-salg i Belgien, Irland, Norge, Storbritannien og Sverige udgør 10-15 pct. af omsætningen, mens web-salg udgør 8 pct. af virksomhedernes omsætning i Danmark og Nederlandene. Web-salg til andre virksomheder og offentlige institutioner udgør 5 pct. af omsætning i Danmark, mens web-salg til private forbrugere udgør 3 pct. af omsætningen. I EU som helhed har virksomhederne web-salg for 7 pct. af omsætningen.  

Web-salgs andel af samlet omsætning i udvalgte EU-lande. 2019Kilde: Eurostat database, tabel: isoc_ec_evaln2.

Web-salgs andel af omsætningen indenfor detailhandel udgør 10 pct.

Som følge af COVID-19 forventes en stigning i web-salg inden for detailhandel, hvor mange familier køber især dagligvarer via nettet. I 2019 udgør web-salget 10 pct. af detailhandlens omsætning i Danmark, hvor web-salgets andel er 8 pct. inden for detailhandel i EU som helhed. Til sammenligning udgør web-salgs andel af danske virksomheders omsætning mest inden for operationel service med 14 pct. og mindst inden for bygge og anlæg med 0,4 pct. Operationel service omfatter virksomheder inden for rejsebureauer, vagttjenester, forretningsservice mv.

Gode betingelser for digital kommunikation i Danmark

Brug af hjemmesider og sociale medier giver virksomhederne mulighed for en aktiv digital interaktion med fx kunder og samarbejdspartnere. Omkring tre fjerdedele af virksomhederne i EU har en hjemmeside, og halvdelen bruger sociale medier. Danske virksomheder er dermed mere aktive på internettet end virksomhederne i EU som helhed, da 94 pct. af danske virksomheder har hjemmeside, og 75 pct. er aktive på de sociale medier.

Nyt fra Danmarks Statistik

2. april 2020 - Nr. 127

Hent som PDF
Næste udgivelse: 25. juni 2021

Kontakt

Kilder og metode

It-anvendelse i virksomheder er en årlig opgørelse af danske virksomheders brug af it. Statistikken opgør udbredelse og anvendelse af it, herunder brug af it-teknologier og elektronisk handel. Stikprøven består af over 4.300 virksomheder og dækker virksomheder i de private, ikke-finansielle byerhverv med mindst 10 fuldtidsansatte. Besvarelserne dækker 99 pct. af alle virksomheder med mindst 100 ansatte. Resultater fra den samlede statistik inkl. virksomheder med mindst 10 ansatte forventes at blive offentliggjort i september..

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation


Tabeller fra Statistikbanken

Oversigt i Statistikbanken

Vis flere » « Minimer

Anden information

Seneste nyt om Erhvervslivets struktur