Gå til sidens indhold

Vi ser serier som aldrig før

Kulturvaner (år) 2020

Før COVID-19 så 68 pct. af befolkningen på 16 år og opefter serier i løbet af en gennemsnitlig uge. En andel der på to år er vokset til 78 pct. Vores forbrug af film var også vokset, dog i mindre omfang end serieforbruget. Før pandemien så 72 pct. af personer på 16+ år film ugentligt. Denne andel var steget til 75 pct. fra 2018 til 2020. I 2020 så næsten halvdelen af befolkningen serier 3-4 dage om ugen eller oftere mens en tredjedel så film i samme omfang. Perioden 2020 var præget af omfattende nedlukninger af samfundet grundet COVID-19, hvilket kan have haft betydning for befolkningens stigende forbrug af både serier og film.

Forbrug af serier og film fordelt på hyppighed. 2018 og 2020Kilde: www.statistikbanken.dk/kvuh2ka

Binge-watching vinder frem

En ting var, at flere så film og serier mindst én dag om ugen, men den største stigning var blandt seere, der sad foran skærmen dagligt. Der var en stigning i forbruget af både serier og film, men mest markant i det daglige forbrug af serier. Andelen af befolkningen, som så serier hver dag, gik fra 25 pct. i 2018 til 32 pct. i 2020.

Én ud af tre så serier dagligt under nedlukningen

Fra 2018 til 2020 var der på landsplan en stigning på 7 procentpoint i andelen af befolkningen, der så serier mindst én gang om dagen. Det var især indbyggere i Fredericia, Svendborg, Furesø, Hjørring og Greve, der skruede op for deres daglige forbrug af serier. I disse kommuner steg andelen af befolkningen med dagligt forbrug af serier med 15 procentpoint eller mere i perioden 2018-2020.

Procentpoint stigning i andele med dagligt forbrug af serier fordelt på kommuner fra 2018-2020Kilde: www.statistikbanken.dk/kvuh2geo Kommuner med under 100 observationer er slået sammen.

Hver femte så film dagligt under nedlukningen

På landsplan steg andelen af befolkningen med dagligt filmforbrug med 5 procentpoint fra 2018 til 2020. Stigningen har været størst blandt borgere i Vejen, Frederikshavn, Svendborg og Haderslev. I de nævnte kommuner steg andelen af borgere, der så film dagligt, med mere end 10 procentpoint.

Procentpoint stigning i andele med dagligt forbrug af film fordelt på kommuner fra 2018-2020Kilde: www.statistikbanken.dk/kvuh2geo. Kommuner med under 100 observationer er slået sammen.

Tv-pakker taber terræn til streaming

Fra 2018 til 2020 var der 10 procentpoint flere som benyttede betalte streamingtjenester, når de skulle se film eller serier. Der var også en stigning på hhv. 13 og 8 procentpoint i brugen af gratis streamingtjenester, fx Filmstriben og sociale medier, fx Youtube. Omvendt var der et fald på 7 procentpoint i brugen af tv-kanaler og tv-pakker fra 2018 til 2020. Betalte streamingstjenester blev dermed den mest udbredte adgangsvej til film og serie med 63 pct. af befolkningen efterfulgt af tv-kanaler og tv-pakker med 57 pct. Gratis streaming benyttedes af hver tredje person på 16 år eller derover.

Hvordan får du adgang til film og serier? 2018-2020Kilde:www.statistikbanken.dk/kvuarfs3

Betalte stremingtjenester er steget mest blandt de 55+ årige

Fra 2018 til 2020 var der på landsplan en stigning på 19 procent i brugen af betalte streamingtjenester. Der var relativt flest nye 55+ årige, der brugte betalte streamingtjenester for at få adgang til film og serier i forhold til 2018. Størst stigning sås hos de 65-74-årige og hos de 75+ årige med hhv. 73 og 75 pct. flere i aldersgrupperne, der betalte for én eller flere streamingtjenester. Blandt de 55-64-årige var stigningen på 53 pct. Stigningen var lavere blandt de 16-44-årige fra 2018-2020. Det kan forklares ved, at det allerede var en høj andel i 2018, som havde taget betalte streamingtjenester til sig blandt de yngre seere. Se flere tal i www.statistikbanken.dk/kvuarfs3.

Nyt fra Danmarks Statistik

5. oktober 2021 - Nr. 359

Hent som PDF
Næste udgivelse: 2. november 2022

Kontakt

Kilder og metode

Oplysningerne kommer fra Kulturvaneundersøgelsen og dækker perioden 3. kvt.  til 2. kvt. i perioden. Værdierne i årsdatasættet er beregnede ud fra ca. 12.000 kvartalsvise besvarelser. Besvarelser er vægtet og opregnet til den danske befolkning i alderen 16+. Værdierne refererer til kulturforbrug inden for en uge eller tre måneder i perioden 3. kvt.  - 2. kvt. året efter. I forhold til tidligere kulturvaneundersøgelser er indholdet ændret til at afspejle nutidens kulturforbrug. Der ud over har oplysningerne i Kulturvaneundersøgelse 2018 i nogle tilfælde ikke samme referenceperiode som tidligere.  Kulturvaneundersøgelsen 2018  kan derfor ikke direkte sammenlignes med tidligere kulturvaneundersøgelser.

Vis hele teksten » « Minimer teksten

Statistik­dokumentation


Tabeller fra Statistikbanken

Oversigt i Statistikbanken

Vis flere » « Minimer

Anden information

Seneste nyt om Digital adfærd og kulturvaner