Gå til sidens indhold
Vi har fra 14. september 2021 organiseret vores statistikker på en ny måde. Har du brug for hjælp til at finde den statistik, du plejer at bruge, eller vil du vide mere om ændringerne, kan du læse mere her.
Vi har fra 14. september 2021 organiseret vores statistikker på en ny måde. Har du brug for hjælp til at finde den statistik, du plejer at bruge, eller vil du vide mere om ændringerne, kan du læse mere her.

Stor vækst i antal familier med flere biler

Familiernes bilrådighed 1. januar 2021

Koncentrationen af arbejdspladser, offentlig service og indkøbsmuligheder mv. i de større bysamfund har betydet ændringer i mange familiers transportbehov, og det har en stor del af dem løst ved at anskaffe sig en ekstra bil. Antallet af familier med rådighed over flere biler var ved årsskiftet således steget til 554.400 mod 402.600 familier for 10 år siden. Det svarer i dag til, at 17,9 pct. af alle familier råder over flere biler mod 14,1 pct. for 10 år siden. I de fire jyske kommuner Rebild, Hedensted, Skanderborg og Favrskov har mere en 30 pct. af familierne to eller flere biler, og det er i det hele taget de jyske kommuner, der har oplevet den største vækst i andelene af familier med flere biler. Tilgængeligheden til offentlig transport er et andet forhold, der har haft betydning for, om flere biler er blevet anset for at være nødvendige for at løse ændringer i transportbehovene. En ny analyse viser således bl.a., at flere familier har bil i områder med lavt serviceniveau af offentlig transport end i områder med højt eller meget højt serviceniveau.

Andelen af familier med flere biler, 2011 og 2021Kilde: www.statistikbanken.dk/BIL811.

Seks ud af ti familier råder over bil

Antallet af familier med én eller flere biler - person-, vare- eller firmabil - er samlet set vokset med 233.800 siden 2011, og dermed råder 62,3 pct. af familierne i dag over bil mod 59,6 pct. i 2011. Mens antallet af familier med én bil 'kun' er steget med 82.000 eller 6,3 pct., er antallet af familier med to eller flere biler steget med 151.800 eller 37,7 pct. Der er stor forskel på bilrådigheden kommunerne imellem. I Hovedstadsområdet og de største byer har færre end 60 pct. af familierne bil. I en række kommuner rundt om de største byer - bl.a. Rebild og Favrskov - er det derimod otte ud af ti familier, der har bil.

Familier med høj bilrådighed

Familierne med høj bilrådighed har derudover en række ofte sammenhængende karakteristika (opgjort pr. 1. januar):

De er parfamilier med børn. 90 pct. har bil i 2021.
De er topledere. 90 pct. af familierne har bil i 2020.
De har flest penge til forbrug. 88 pct. af familierne i den højeste decilgruppe - dvs. de 10 pct. af familierne, der har flest penge til forbrug - har bil i 2020.
De bor i parcelhuse. 84 pct. af familierne har bil i 2020.
De bor i bysamfund med færre end 2.000 indbyggere eller i landdistrikter. 77-80 pct. har bil i 2021.

Familier med lav bilrådighed

På tilsvarende vis har familierne med lav bilrådighed en række karakteristika, der også ofte hænger sammen (opgjort pr. 1. januar):

De har færrest penge til forbrug. 14 pct. af familierne i den laveste decilgruppe - dvs. de 10 pct., der har færrest penge til forbrug - har bil i 2020.
De er førtidspensionister. 36 pct. af familierne har bil i 2020.
De bor i etageboliger. 39 pct. af familierne har bil i 2020.
De er enlige uden børn. 40 pct. har bil i 2021.
De bor i hovedstadsområdet eller i byer med flere end 100.000 indbyggere. 42-48 pct. har bil i 2021.