Gå til sidens indhold
Der bliver i øjeblikket foretaget opkald i Danmarks Statistiks navn med besked om, at man er udtrukket til at modtage en pengepræmie og skal udlevere sine bankoplysninger. Opkaldet er IKKE fra Danmarks Statistik, og vi opfordrer modtagere til ikke at udlevere nogen oplysninger.
Hvidt kryds
Der bliver i øjeblikket foretaget opkald i Danmarks Statistiks navn med besked om, at man er udtrukket til at modtage en pengepræmie og skal udlevere sine bankoplysninger. Opkaldet er IKKE fra Danmarks Statistik, og vi opfordrer modtagere til ikke at udlevere nogen oplysninger.
Hvidt kryds

Økonomien i landbrugets produktionsgrene 2020

Publikationen giver et overblik over landbrugets økonomi, fordelt på produktionsgrene som fx hvede, slagtesvin og malkekøer.

Høsten 2020 gav rekordudbytter for flere kornarter

Høståret 2020 bød på høje udbytter. For korn, der med 52 pct. udgør godt halvdelen af det dyrkede areal, var der rekordudbytter pr. ha for både de konventionelle kornarter og for økologisk korn under et. Konventionel hvede gav med 6.761 kr. pr. ha det højeste dækningsbidrag blandt konventionelt korn, mens økologisk korn under et med 5.348 kr. pr. ha havde et højere dækningsbidrag end andet konventionelt korn som vår- og vinterbyg, rug og havre. For økologisk korn indgår miljøstøtte (økologistøtte) med 1.078 kr. pr. ha.

Græsfrø et godt alternativ til korn

For græsfrø, var økonomien med en jordrente på 2.056 kr. pr. ha lidt ringere end i 2019. Jordrenten har været positiv de seneste 10 år og suppleres af arealtilskud (EU-støtte), der som basis gav 1.882 kr. pr. ha i 2020. Græsfrø er en styrkeposition for dansk jordbrug, hvor danske græsfrø eksporteres til hele verden, bl.a. til fodboldbaner. Det dyrkede areal med græsfrø er udvidet med ca. en tredjedel siden 2010 og udgør 106.000 ha primært i region Sjælland og landsdel Fyn.

Planteavlens bedste økonomi findes i kartofler og grøntsager

Som i de foregående år fandtes den højeste lønningsevne blandt planteavlens produktionsgrene i højværdiafgrøderne kartofler og grøntsager, der tilsammen udgjorde knap 3 pct. af det dyrkede areal. Den beregnede lønningsevne pr. arbejdstime blev 250 kr. og 363 kr. for konventionelle og økologiske spisekartofler, 390 kr. for industrikartofler samt 244 kr. og 222 kr. for konventionelle og økologiske grøntsager.

Et godt år mere for svineproducenter

2020 var som helhed et godt år for danske svineproducenter. Året startede med høje priser på både smågrise og slagtesvin, der toppede på rekordniveauer omkring 1. kvartals afslutning, hvorefter priserne faldt brat gennem resten af året. Specielt smågrise til eksport var voldsomt påvirket. Selvom afregningen for slagtesvin med 1.202 kr. pr. stk. i gennemsnit for 2020 var rekordhøj, så påvirkes årets tilvækst af de lave priser ved årets udgang, og målt som nettooverskud og lønningsevne blev resultaterne derfor dårligere end i 2019. For bedrifter med konventionel slagtesvineproduktion baseret på egne eller indkøbte smågrise blev nettooverskuddet derfor på 133 kr. pr. produceret svin, hvilket var 27 kr. mindre end i 2019, men svarede til en lønningsevne på 793 kr. pr. time.

Bedre økonomi i økologisk mælk trods indsnævret prisforskel

For malkekvæg inkl. opdræt var der små bevægelser i ydelse i forhold til 2019. Den konventionelle mælkepris steg lidt og den økologiske mælkepris faldt lidt, hvorefter prisforskellen ab landmand i 2020 var den mindste siden 2014. Alligevel forbedres økonomien for økologiske mælkeproducenter, fordi især økologisk foder var billigere end året før. Med de givne priser og fordelte omkostninger kunne overskuddet pr. kg mælk beregnes til 8 øre i konventionel produktion og 27 øre i økologisk produktion. Det svarede til en lønningsevne på henholdsvis 221 kr. og 304 kr. pr. arbejdstime.


Økonomien i landbrugets produktionsgrene

Kolofon

Økonomien i landbrugets produktionsgrene
Erhvervsliv
ISBN pdf: 978-87-501-2393-4
Udgivet: 16. december 2021 kl. 08:00
Antal sider: 51
Kontaktinfo:
Henrik Bolding Pedersen
Telefon: 39 17 33 15

tilmeld dig nyheder

Modtag nyheder om de emner, der interesserer dig