Gå til sidens indhold

Materialer og affald

Materialestrømsregnskaberne giver et fundament for at forstå de overordnede
sammenhænge mellem forbrug og produktion af materialer og generering af affald og
andre uønskede restprodukter. Materialestrømsregnskaberne beskriver arten og
vægten af de naturressourcer og varer, der indvindes, tilgår eller anvendes i
økonomien som følge af produktion og forbrug mv. Desuden beskriver de mængden
af restprodukter fra den økonomiske aktivitet. 
Affaldsregnskabet viser specifikt, hvor de forskellige typer af affald
kommer fra, og hvordan affaldet bortskaffes.

Introduktion

Danmarks Statistik offentliggør både et overordnet og et mere detaljeret materialestrømsregnskab.

Det overordnede materialestrømsregnskab er af typen EW-MFA, Economy-Wide Material Flow Accounts, som sigter mod at give et overblik over arten af og vægten af de materialer (naturressourcer og varer), der på den ene side indvindes fra naturen eller importeres og på den anden side eksporteres fra Danmark. Regnskabet findes som en længere tidsserie, og kan umiddelbart anvendes ved internationale sammenligninger, da der findes tilsvarende regnskaber fra mange andre lande, bl.a. alle EU-medlemslande. 

En særskilt udgave af det overordnede materialestrømsregnskab angiver materialestrømmene som råstofækvivalenter, dvs. som mængden af råstoffer, der indvindes i såvel Danmark som andre lande, når de varer og tjenester, der indgår i vores import, eksport og forbrug mv. bliver produceret. Ved opgørelsen tages hensyn til hele den produktionskæde, der ligger bag den enkelte vare og tjeneste. Beregningerne af produkternes ressourcefodaftryk er modelbaseret og findes som en tidsserie fra år 2008.  

Det detaljerede materialestrømsregnskab bygger oven på det overordnede regnskab, men tilføjer information om de materialestrømme, der finder sted i økonomien, dvs. mellem brancher indbyrdes og mellem brancher og fx husholdninger. Desuden er der i det detaljerede materialestrømsregnskab indarbejdet data fra andre områder af det grønne nationalregnskab, fx energiproduktion- og forbrug, udledninger til luft samt affald. Det muliggør, at der for de enkelte brancher mv. kan vises egentlige balancer for, hvilke materialer der anvendes af en branche (input), og hvad der kommer ud af branchens aktivitet (output). Det detaljerede materialestrømsregnskab, der indtil videre kun er opstillet for året 2016, går også under betegnelsen fysiske supply-usetabeller.

Der offentliggøres også et særskilt affaldsregnskab, der viser, hvor meget affald der skabes i husholdningerne og de enkelte brancher fordelt på affaldstyper og behandlingsformer. Man kan fx se, hvor stor en andel af affaldet der genanvendes. Også import og eksport af affald er inkluderet.

Regnskaberne for materialestrømme og affald indgår i det grønne nationalregnskab. De er væsentlige for at belyse forskellige aspekter af cirkulær økonomi, og om udviklingen går mod en øget ressourceeffektivitet, hvor brancherne skaber mere værdi og mindre affald af de materialer, de bruger.

Dokumentation
 

Statistikdokumentation

Få et overblik over statistikkens formål, indhold og kvalitet. Her kan du bl.a. få svar på, hvilke kilder statistikken bygger på, hvad den indeholder og hvor ofte den udkommer.

Hovedtal




Relateret indhold i Materialer og affald

Fandt du ikke det, du søgte?

Har du brug for hjælp til at finde den rette statistik?
Kontakt vores informationsservice

Har du behov for skræddersyet statistik, hjælp til interviewundersøgelser, eller ønsker du som forsker adgang til mikrodata? Så kan vi hjælpe dig.
Læs mere om vores produkter og ydelser

Tilmeld dig nyheder

Modtag nyheder om de emner, der interesserer dig

Kontakt

Ole Gravgård Pedersen